Da en stakkels 42-årig elektriker fra Californien for 10 år siden stak skulderen for langt frem og kom i kontakt med 14.000 volt, forringede det hans syn gevaldigt. Der løb simpelthen strøm gennem hans synsnerve, der forbinder bagsiden af øjet med hjernen.
Men ikke nok med det. Linserne i hans øjne fik en markant stjerneform, som tydeligt ses på billederne herover.
Den slags mælkehvide sløring af øjets linser kaldes grå stær - eller 'katarakt' med læge-lingo.
Den grå stær minder til forveksling om den, der i 2013 ramte en anden mand, der efter et slag på øjet udviklede en lidt anderledes, stjerneformet grå stær.
Øjenforskere er dykket ned i sagen
\ Fakta
Grå stær er den hyppigste årsag til blindhed i verden. Aldersbetinget grå stær står for 48 procent af al blindhed i verden, hvilket svarer til, at 18 millioner mennesker er ramt. Kilde: Sundhed.dk
De beskadigede linser blev fire måneder senere fjernet og erstattet af implantater, der forbedrede elektrikerens syn. Men skaden på synsnerven betød, at hans syn stadig var væsentligt forringet.
I dag kan elektrikeren tage offentlig transport og med assistance følge undervisning på et to-årigt community college, skriver LiveScience.
Elektrikerens specielle grå stær er beskrevet af øjenforskere i den seneste udgave af videnskabstidsskriftet The New England Journal of Medicine.

































