Nobelprisen 2014 inden for fysiologi og medicin er blevet overrakt til to nordmænd og en amerikaner. De har fået prisen for deres forskning i de hjerneceller, der gør os i stand til at finde vej i verden. De såkaldte stedsanseceller.
Amerikaneren John O’Keefe har med sin forskning vist, at rotter danner nye celler i hjernen, når de befinder sig på et nyt sted. Bevæger de sig videre til et andet sted, opstår andre forbindelser i hjernen.
De to nordmænd May-Britt Moser og Edvard Moser har fortsat forskningen og vist, at nervecellerne forbliver knyttede til geografiske steder, og de lyser op i hjernen, når rotten vender tilbage til det samme sted. På den måde skaber hjernen sit eget geografiske kort. Menneskehjernen menes at skabe geografiske kort på samme vis.
Læs mere om de to nordmænds eksperimenter her: Sådan skaber hjernen din stedsans
Øverst i artiklen kan du se en video af den lykkelige May-Britt Moser, der taler om, hvordan det føles at vinde nobelprisen.
Nobelpris til grundforskning
Den danske hjerneforsker og professor ved Københavns Universitet Jesper Mogensen, vurderer, at prisen er fortjent:
“Det er helt klart en meget vigtig opdagelse af, hvordan vores hjerner behandler informationer - og det ved vi næsten ingenting om. Det er vigtig grundforskning,” fortæller han.
Vigtigt - men ikke brugbart nu og her
Opdagelsen går ikke ud og kurerer Alzheimers eller bliver til et produkt på hylderne i morgen. Det er Jesper Mogensen udmærket klar over. Men vi er nødt til at have en grundforskning, som vi kan bygge videre på, forklarer han.
“Uden grundforskning er vi dårligt stillede i al anden forskning. Det her projekt giver forståelse på et område, vi ved ekstremt lidt om. Nemlig hvordan hjernen fungerer,” siger han.
Forskningen viser, hvordan vores hjerner gennem sanseindtryk ‘lagrer’ vores omgivelser i specifikke celler i det område, der hedder hippocampus, som sidder nær vores tindinger.
Ikke unormalt, at gammel forskning hædres
John O’Keefes opdagelser er næsten 30 år gamle, men det er ifølge Jesper Mogensen ikke unormalt, at man kigger tilbage, når man uddeler nobelpriser.
“Når man begynder at kigge inden for et bestemt emne, så er det meget normalt, at man ser tilbage på, hvad deres forskning bygger på af tidligere opdagelser. Jeg synes, det er en fin måde, de har delt denne pris på,” siger han.
Han understreger dog, at man sommetider undlader det, hvis forskeren er død, men i dette tilfælde lever alle tre heldigvis i bedste velgående til at modtage prisen.
