Et af de vigtigste spørgsmål i det store mysterium om kræften er, hvordan sygdommen spreder sig.
I næsten ni ud af ti tilfælde af kræftdødsfald er det den kræft, som har spredt sig, som forårsager døden, og altså ikke den oprindelig svulst.
Men for at besvare dette spørgsmål skal vi først forstå, hvordan spredningen sker, og så langt er vi endnu ikke kommet.
De sidste ti år har den såkaldte EMT-teori vundet flere tilhængere i kræftforskningsmiljøerne, men indtil videre har ingen kunnet demonstrere, at teorien rent faktisk forklarer spredningen af kræft i en patient.
David Tarin, patolog ved University of California, San Diego, stillede derfor for nylig dette centrale spørgsmål på årsmødet hos American Association for Cancer Research:
Hvis vi har ledt efter et bevis for teorien i ti år og stadig ikke kan finde det, kunne det så ikke være muligt, at teorien er forkert?
Cellerne ændrer egenskaber for at kunne bevæge sig
EMT-teorien forsøger at forklare, hvordan en kræftcelle kan løsne sig fra den oprindelige svulst, bevæge sig rundt i kroppen og så etablere sig på et nyt sted. EMT står for epitelial-mesenkymal transition og teorien lyder som følger:
Kræft opstår som regel i det væv, som dækker et hulrum i kroppen, for eksempel mavesækken, tarmene, lungerne eller lignende.
Cellerne i dette væv kaldes epitelceller og kan ikke flytte sig.
Men nogle epitelceller har andre egenskaber i embryoer.
Der kan epitelcellerne standse produktionen af det protein, som gør, at cellerne klistrer sig fast til området omkring dem, og i stedet producere et andet protein, som øger bevægeligheden. I det tilfælde siger man, at cellerne er mesenkymale.
EMT-teorien siger, at kræftceller, som spreder sig, går fra at være epiteliale til at blive mesemkymale.
På den måde kan de løsne sig fra resten af svulsten og gå ind i blodstrømmen.
Når de så ankommer til deres bestemmelsessted, går de tilbage til at være epiteliale igen.
Det vil sige, at de igen starter produktionen af det klistrende protein, så de kan sætte sig fast på et nyt organ, hvorefter en ny svulst kan udvikle sig.
Du kan se en illustration af EMT-processen her.
Men David Tarin er altså ikke overbevist om, at EMT-teorien ikke kan være et vildspor, og på kræftforeningens årsmøde præsenterede han argumenter for, hvorfor teorien måske ikke er rigtig.
Hans hovedpointe er, at patologer over hele verden har studeret flere millioner vævsprøver i årene siden, teorien blev fremsat
Manglende observationer er ikke modbevis
Men det er selvfølgelig ikke alle, der er enige med ham.
»Det, at patologer ikke ser mesenkymale celler i vævsprøver, betyder ikke nødvendigvis, at teorien ikke passer,« siger Øystein Fodstad, som er leder af Institutt for kreftforskning ved Oslo universitetssykehus.
Han forsker selv i mekanismerne ved metastasering, som er det lægefaglige navn for spredning.
»Det, man skal huske på, er, at spredning af kræft er en meget dynamisk proces, som bliver påvirket af enormt mange faktorer. Der er ikke kun ét svar på, hvordan det foregår,« siger han.
At patologer ikke har set mesenkymale celler kan for eksempel forklares med noget så enkelt, som at de kun har mesenkymale egenskaber i et kort øjeblik, når de løsner sig fra svulsten og bevæger sig over i blodstrømmen.
»Kræftceller kan på ethvert tidspunkt i processen ændre sig for at tilpasse sig det, der er mest gunstigt for dens videre bevægelse,« forklarer Fodstad.
»Dermed kunne cellerne for eksempel have behov for at opføre sig som mesenkymale celler, når de bevæger sig ind og ud af blodårene, men i resten af processen kan de gå tilbage til at være epiteliale celler.«
Flere processer samtidig
Ifølge David Tarin kan forklaringen imidlertid være, at den mutation, som laver en frisk celle om til en kræftcelle, også skaber problemer i de processer, der får kræftcellerne til at klæbe sig sammen; den såkaldte celleadhæsion.
Andre deltagere på årsmødet luftede ideen om, at kræftcellerne brækker af i større klumper og bevæger sig flok til deres nye tilholdssted, skriver Nature.
For Fodstad er der imidlertid ingen modsætning mellem det at være tilhænger af EMT-teorien og troen på, at celleadhæsion spiller en vigtig rolle.
»Celleadhæsion er væsentlig for metastasering. I den oprindelige svulst hænger cellerne sammen, men der kan der ske mutationer undervejs, eller der kan komme nye påvirkninger, som gør adhæsionen svagere.«
»Men der er ingen modsætning mellem det og EMT, da begge dele kan ske. EMT kan også være vigtig for en kræfttype, mens processen måske ikke er nødvendig for en anden,« siger han.
Også trends inden for kræftforskning
Det er som regel i forskning som i resten af samfundet, at mange har en tendens til at springe på det, som til enhver tid er 'in'
Øystein Fodstad
»Det er som regel i forskning som i resten af samfundet, at mange har en tendens til at springe på det, som til enhver tid er 'in',« forklarer Fodstad.
»Det er godt, at forskere undersøger, om EMT-processen er vigtig for metastasering, men der er utroligt mange andre processer, som også er vigtige,« siger han.
En ting er, hvordan kræftcellerne river sig løs fra svulsten, et andet aspekt er, hvad der påvirker kræftcellernes evne til at invadere særlige typer væv.
»Vi ved for eksempel, at visse kræftformer spreder sig til bestemte organer. Men hvad er forskellen mellem de celler, som spreder sig nemmest til lungerne og de, der spreder sig til hjernen?« spørger han.
»Hvilke forskelle er der mellem de to, og hvilke ligheder er der? Hvilke molekyler er det, som har betydning for en kræftcelles evne til at sprede sig til og vokse i bestemte organer? Alt dette er det også vigtigt at finde ud af.«
Miljøet påvirker cellerne
Fordstad fortæller, at de forskellige stadier i metastase både påvirkes af kræftcellens egne egenskaber og af de miljø, cellerne er i.
Det kan endda være så kompliceret, at de faktorer, som forhindrer eller forårsager spredning kan være forskellige fra patient til patient,« siger han.
En af grundene til, at man ikke har set EMT-processen i patienter, kan derfor være, at kræftcellens egenskaber ændrer sig alt efter hvilket miljø, den befinder sig i.
EMT-teorien er nemlig i høj grad baseret på forsøg med kræftceller, der er dyrket i laboratorier, samt studier af menneskelige kræftcellers opførsel i immundefekte mus og rotter.
Disse forsøg viser, at cellerne synes at få mesenkymale egenskaber.
»Kræftceller påvirker ikke bare miljøet omkring dem, de bliver også selv påvirket af det miljø, de befinder sig i. Det er ikke sikkert, at dyremodeller og de celler, vi kan arbejde med i forsøgene, er helt repræsentative for patientens situation, også selv om det er de bedste modeller, vi har,« påpeger Fodstad.
Man bør aldrig udelukke noget
De, der forsker i kræftens spredning er generelt enige om, at det ville besvare rigtig mange spørgsmål, hvis man kunne følge en enkelt kræftcelles rejse gennem kroppen.
»Vi kan studere den oprindelige svulst og de celler, som den sender ud i blodomløbet,« siger kræftbiologen Robert Weinberg fra Whitehead Institute for Biomedical Research i USA til Nature.
»Men det er meget vanskeligt at finde ud af, hvad der sker, efter de omrejsende kræftceller har sat sig fast på vævet.«
Fodstad fremhæver den pointe, som en af de ledende eksperter inden for metastaseforskningen i de sidste 30 år, Isiah Fidler, fremsatte i Nature.
»Fidler siger, at når det gælder kræft, kan vi ikke udelukke noget som helst. Det kan være, at EMT-processen sker, og den kan være vigtig i mange sammenhænge. Men det ved vi ikke. Er den absolut nødvendig for kræftens spredning? Det ved vi heller ikke,« slutter Øystein Fodstad.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
