I dag er det World AIDS Day, og der er højst sandsynligt rigtig gode nyheder på vej inden for forskning i HIV og AIDS.
I Sydafrika begynder man nemlig nu de indledende prøver til det, der bliver den første store forskningsindsats for at finde en vaccine mod HIV i syv år. Håbet er, at dette studie skal hjælpe med at gøre en ende på sygdommen. Det skriver theguardian.com.
Selvom færre mennesker dør af AIDS, nu hvor 18,2 millioner smittede får medicin, der holder virussen nede, forskes der ikke særlig meget i at forhindre, at folk bliver smittet til at begynde med. Antallet af smittede er stigende, og eksperter tror ikke, at epidemien vil ende uden en vaccine.
Det igangværende vaccinestudie bygger videre på metoderne fra det eneste vaccinestudie nogensinde, der har vist sig at have en positiv effekt. For 7 år siden viste den thailandsk-afprøvede vaccine RV144 sig at have en beskyttelsesrate på omkring 31 procent.
Den nye vaccine, kaldet HVTN702, håber på en bedre beskyttelsesrate og har netop samlet de 5.400 mænd og kvinder i alderen 18 til 35 år, der skal deltage i undersøgelsen.
»HIV er stødt ind i et katastrofalt bump i Sydafrika, men nu begynder vi en videnskabelig undersøgelse, der kan love rigtig godt for vores land. Hvis en HIV-vaccine blev fundet i Sydafrika, ville det dramatisk ændre kursen på epidemien,« siger Glenda Gray til theguardian.com. Hun er administrerende direktør for South African Medical Research Council, som er involveret i studiet.
LÆS OGSÅ: Danske forskere arbejder på vaccine mod hiv
De thailandske personer, som den syv år gamle vaccine virkede på, var personer med lav risiko for HIV-smitte.
»Vi har altid sagt, at hvis en vaccine skal være ultimativt effektiv, skal den prøves på en gruppe, der har relativt høj risiko for smitte. Så vi har altid haft som intention at udvide princippet fra RV144-studiet til et miljø som det sydafrikanske,« siger Anthony Fauci, direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases i USA, som er blandt dem, der financierer undersøgelsen, til theguardian.com.
Den nye vaccine adskiller sig fra den gamle, idet den bruger et isolat af den virus, der cirkulerer i Sydafrika, som kaldes C clade. Der vil blive tilsat stoffer, der kan booste immunresponsen ved at afgive flere antistoffer.
Målet er en beskyttelsesrate på 50 procent, som, forskerne vurderer, er det, der skal til, hvis de skal få licens til at lave en vaccine.
LÆS OGSÅ: Ny dansk hiv-vaccine i støbeskeen
LÆS OGSÅ: Aids-vaccinen skal nok komme
pmd



































