Hvert år ved denne tid ser jeg i ambulatoriet en patient, hvis celler jeg diagnosticerede på første gang for over 30 år siden, hvor hun fik konstateret en kronisk leukæmi.
Det var en tilfældig opdagelse – hun gik egentlig til lægen med en dårlig skulder og fik taget nogle rutineprøver i forbindelse med det. Siden har hun været her årligt uden at der har været tegn til udvikling i sygdommen, som kun viste sig ved et forhøjet antal hvide blodlegemer.
Jeg har flere gange forsøgt at afslutte hende, men det har hun vægret sig ved, for som hun siger: »Jeg har jo kræft!«
Deri må jeg jo give hende ret, men hvordan passer det så med den lange sygehistorie uden én eneste grund til at starte behandling gennem over 30 år?
'Mutant' får de fleste til at tænke på film
Faktisk viser vores viden ikke alene om denne patient, men i lige så høj grad om andre forstadier til kræft, at man med stadig mere følsomme undersøgelser kan påvise forandringer (mutationer) hos forbavsende mange mennesker.
Vi skal nok i virkeligheden til at finde et andet ord for den tilstand, som mange af os altså befinder os i, den at der er forandringer i vores gener, som kan føre til en kræft, som kræver behandling, men som heldigvis langt fra altid gør det.
'Forstadium til kræft' indeholder stadig k-ordet. 'Mutant' kunne godt dække over, at forandringerne er til stede, men så kommer man til at tænke på nogle af de film, som ustandselig genudsendes (og som mit ældste barnebarn vil have mig med ind at se). Juryen er stadig ude om ordfindingen.
Cancer kan være 20 år undervejs
Tilbage til problemstillingen om udvikling af kræft: De fleste er vel klar over, at prostatakræft kan findes skjult hos en overraskende stor del af mænd. Det samme gælder for en af de mildere former for brystkræft. Disse fund er oftest gjort ved undersøgelser af væv fra afdøde.
For at vende tilbage til patienten oven for, så har det vist sig, at denne form for leukæmi også kan have en forløber. Ydermere har meget store undersøgelser vist, at man med meget følsomme metoder kan påvise at op mod 1/30 over 65 år har forstadiet til denne – og kun 1% af disse får faktisk en behandlingskrævende form.
Ser man på det den anden vej rundt, så undersøgte man i USA for 5 år siden patienter, som havde fået konstateret denne form for leukæmi ved at spørge dem, om de 20 år tidligere havde givet blod til en stor befolkningsundersøgelse i samme område af landet som led i et projekt, som ligner det, vi havde for nogle år siden, nemlig 'Kost og Kræft'.
Der var op mod 15 patienter, som sagde ja til, og da man så analyserede deres celler fra den gang med den samme følsomme metoder, viste det sig, at langt hovedparten havde forstadiet. Sagt med andre ord: sygdommen havde været mindst 20 år undervejs.
Kræft er ikke nødvendigvis en livstruende sygdom
Der er andre sygdomme inden for kræft i blod og knoglemarv, som har samme mønster, om end ikke så langtrukkent, men budskabet er det samme: Genforandringer er ikke en dødsdom, det er måske endda ikke en dom i det hele taget.
På samme måde er kræft ikke nødvendigvis en livstruende sygdom, og vi kan gå med forandringerne i årtier, uden de kommer til at forandre vores liv væsentligt.
Argumentationen kan trækkes endnu længere, for behøver mutationer i det hele taget at være udtryk for kræft? Jeg har tidligere beskrevet, hvordan en relativt nyopdaget (2005) mutation i vores bloddannelse (kaldet JAK2) medfører øget dannelse af røde blodlegemer (og derved forhøjet hæmatokrit som cykelrytterne). Den kan også betyde øget antal blodplader, hvilket tilsammen giver en risiko for blodpropper.
Disse sygdomme kan i sjældne tilfælde udvikle sig til leukæmi (men dog meget oftere end hos os, som er JAK2 negative), men det er ikke de væsentlige: et studie, som testede 50.000 normale mennesker for, om de var JAK2 positive fandt, at 0.01% var det og at disse havde markant højere tendens til blodpropper og hjertesygdomme.
Det er fra Østerbro undersøgelsen og er meget veludført (selv om det altså er fra København!) og viser, at mutationen på den ene side ikke betyder særlig meget for kræftudvikling, men –på den anden - at risikoen for hjertesygdom er alvorlig.
Vores livsstil er en stor del af kræftens opståen
Så: Vi kan i princippet alle have kimen til kræft i os, men det er langt fra altid, at vi udvikler sygdommen. Hvad kan årsagen så være til, at nogle af os så gør det? F
or det første lever vi jo heldigvis længere i gennemsnit – det i sig selv giver øget risiko. Dernæst – og jeg ved, at det er min kæphest – så skal vi tænke på, hvad vi eksponerer os for: tjære fra cigaretter, UVB lys ved solbadning og sikkert også nogle af de kunstige stoffer i vores mad.
For den sidste del bliver isen tyndere, og der må nye undersøgelser til. Men ingen tvivl om, at eksperter i kræftens opståen mener, at en stor del skyldes vores livsstil.
Min patient har affundet sig med tingenes tilstand efter 30 år med leukæmidiagnosen, men hendes skulder har drillet hende siden og det irriterer hende selvsagt. Vi blev så enige om, at jeg ringer til hende for fremtiden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
