Med et styrt undervejs og en placering som nummer 76 ud af 95 løbere fik Jonas Thor Olsen i mandags en beskeden debut ved de olympiske vinterlege i 15 km langrend.
Når dagens 30 km jagtstart skydes i gang, forventes den danske langrendsløber igen at ligge i den bagerste del af feltet.
Men hvis Jonas Thor Olsen falder for fristelsen og tager doping inden løbet, vil han pludselig kunne overhale de fleste og kæmpe med om OL-guldet i den udmarvende disciplin, forklarer den svenske dopingekspert Bengt Saltin.
Langrendsløbernes store behov for ilt til musklerne gør nemlig, at vellykket bloddoping med epo giver en markant fordel.
»I langrend skal både arme og ben forsynes med blod og ilt. Det er den mest krævende sport, når det handler om at belaste hjertet og pumpe ilt rundt til musklerne,« siger Bengt Saltin, der er professor i fysiologi ved Københavns Universitet og tidligere formand for Anti Doping Danmark.
Doping gør udøverne 10 procent hurtigere
»Hvis man kan øge blodets hæmoglobinmængde og -koncentration, kan man have op til 10 procent mere ilt i blodet, og så kan man præstere omkring 10 procent mere,« forklarer Bengt Saltin.
»10 procent af en time er seks minutter, så det er en enorm forbedring,« siger han.
For Jonas Thor Olsens vedkommende vil 10 procent mere fart i skiene sandsynligvis lige akkurat være nok til at få ham helt frem i feltet.
Ved sidste års VM i Tjekkiet løb den hurtigste de 30 km på 1:15:52, mens Jonas Thor Olsen klarede sig igennem på 1:23:41 som nummer 57. Hvis han havde skåret 10 procent af den tid af, var han blevet verdensmester.
Nye, strenge regler gør det dog muligt at udelukke udøvere, hvis deres koncentration af røde blodlegemer er unaturligt høj.
Samtidig følges de relativt få eliteløbere tæt af kontrollanterne, og derfor gætter Bengt Saltin på, at højst én procent af de bedste langrendsløbere ved OL forsøger sig med doping.
