Forskere fra Rigshospitalet og Københavns Universitet har tidligere vist, at unge mennesker, der træner meget, har højere sandsynlighed for et sundt liv og en sund aldring, og at denne forbedring kan skyldes niveauet af muskelspecifikke molekyler (miRNA'er), som tidligere blev kaldt DNA'ets 'junk'.

Molekylerne er med til at regulere – det vil sige hæmme eller fremme – proteindannelsen afhængigt af, hvor meget de kommer til udtryk. Og den balance i genudtrykket bliver påvirket positivt jo mere, man træner. 

Godt nyt for aktive ældre

I et nyt studie har vi nu vist, at udtrykket af tre af de fire muskelspecifikke miRNA'er – især hos mænd – er højere i muskulaturen hos ældre i forhold til den yngre befolkning, og at de med høj sandsynlighed har betydning for proteindannelsen og muskelstyrken hos den ældre befolkning.

Efter studiet i 2010 tænkte vi, at det ville være oplagt at se på, om der også er en sammenhæng mellem alderdom, muskelfunktion og udtrykket af de fire muskelspecifikke miRNA'er.

Vi satte os derfor for at undersøge, om det samme muskelfremmende forhold ville gøre sig gældende for den ældre befolkning, som ofte er svagere og med tiden kan blive ude af stand til at klare sig selv på grund af svindende muskelstyrke.

Og det viser sig faktisk, at ældre, med faldende konditionstilstand, har et højere udtryk af disse miRNA'er, som kan hæmme muskeldannelsen.

Manipulation og behandling

Det er lidt af en øjenåbner for os, at den fysiske træningstilstand er så tydeligt associeret med miRNA niveauerne hos både den unge og ældre befolkningsgruppe.

Det store spørgsmål er nu, om ændringerne med alderen er en direkte årsag til faldende muskelfunktion, eller om det er en konsekvens af aldring.

Søren Nielsen er ph.d. i molekylærbiolog ved Center for Inflammation og Metabolisme ved Rigshospitalet.

Hvis det er en årsagssammenhæng, vi ser i dette studie, så er det et utrolig vigtigt fund, der kan forklare de mange gavnlige effekter ved fysisk aktivitet hos ældre.

Derudover er det vigtig viden, at man ved træning kan være med til at nedregulere udtrykket af miRNA'erne og dermed tilføre en bedre balance i genudtrykket.

Håbet er selvfølgelig, at vi på sigt kan manipulere og regulere udtrykket af miRNA'er hos den ældre og svagelige befolkning, hvor svindende muskelfunktion og styrke ofte fører til invalidering af livskvalitet grundet drastiske begrænsninger i at kunne klare sig selv.

Vi er kun lige begyndt at forstå miRNA'ernes betydning for mulighederne for behandling med justering af genernes udtryk, men der hersker ingen tvivl om, at der er enorme perspektiver med denne nye forståelse af menneskets DNA og kodning - også inden for sygdomsområder, hvor man ønsker at regulere proteindannelse eller udvikling af celler.

Det kunne for eksempel være inden for kræftbehandling, hvor man kan forestille sig, at visse former for celleudvikling og proteindannelse vil være uønsket og med fordel kunne blive udraderet af mikroRNA'er, mens det hos ældre svagelige vil være ønsket at øge muskelmasse og styrke, som vil kunne hjælpes på vej ved at hæmme udtrykket af mikroRNA’erne og øge proteindannelsen.

Testoteron får baghjul af fysisk træning

Udover at sammenligne miRNA udtrykket i ældres muskler med udtrykket i unges muskler og sammenholde det med deres træningstilstand var vi også interesseret i at vide, om testosteron kunne påvirke udtrykket, fordi testosteronniveauerne falder med alderen og regulerer blandt andet muskelvækst.

Teoretisk ved vi, at det kan, fordi det er biologisk muligt, at receptorerne for testosteron kan binde til såkaldte promoterregioner i DNA'et og dermed starte produktionen af de muskelspecifikke miRNA'er.

Vores forsøgspersoner, hvoraf halvdelen havde blokeret testosteronproduktionen, trænede på en cykel i 12 uger for at se, om træning eller testosteron var den dominerende regulator af miRNA'erne.

Det var meget tydeligt, at effekten af testosteron forsvandt, når vi trænede vores forsøgspersoner. Så vores resultater tyder på, at så længe du holder dig i form, så er testosteron ikke en vigtig faktor for udtrykket af de muskelspecifikke miRNA'er.

Og det er overraskende og ny viden inden for muskelforskningen.