Det britiske Economic and Social Research Council (ECRC) peger nu på en problemstilling, som de mener, er en skjult følge af hiv og aids.
Børn med ansvar for plejen af deres aidsramte forældre har flere psykiske problemer end andre børn og unge.
Det viser de første resultater fra en nylig undersøgelse lavet i Sydafrika.
»For børn med aidsramte forældre er det at blive forældreløs ikke en enkelt, akut begivenhed, men en proces, der er drevet af forældrenes kroniske og gradvist svækkende sygdom,« står der i en pressemeddelelse fra ECRC.
Forskere har interviewet 5 500 børn og unge, hvor både de, der plejer deres forældre med aids, de, som plejer forældre med andre sygdomme, og de, der lever med sunde forældre, er repræsenteret.
Ud over at tale med børnene, har forskerne også interviewet 2 500 voksne, herunder forældre og værger, der har børnene boende.
Undersøgelsen er et samarbejdsprojekt, hvor både UNICEF, Cape Town Child Welfare og Red Barnet er involveret i projektet ude i lokalsamfundene, finansieret af blandt andet ECRC.
Børn sørger for forældre
Blandt Sydafrikas ca. 49 millioner mennesker er omkring 5,6 millioner hiv-positive.
Kun omkring 22 procent af dem har adgang til de lægemidler, de har brug for, skriver ESRC.
Fordi der er stort pres på sundhedsvæsenet i landet, ligger mange af de syge i deres egen seng i hjemmet, ofte med deres børn som plejere.
Ifølge undersøgelsen bruger en fjerdedel af de børn, der plejer en aidsramt forælder mere end tre timer på omsorgsarbejde i løbet af dagen og kan som konsekvens gå glip af mere end 40 procent af deres skolegang.
En ud af tre børn skifter forbindinger på sår, vasker forældrene og hjælper dem på toilettet.
Mobning og stigmatisering
»De mentale problemer, som børn og unge viser tegn på, har en klar forbindelse til den depression og angst, forældrene føler,« skriver ECRC i pressemeddelelsen.
Undersøgelsen viser, at mange børn oplever mobning og stigmatisering i skolen og i lokalsamfundet, samtidigt med at nogle også bliver fysisk og psykisk mishandlet i den vanskelige hjemmesituation.
»Det er ikke overraskende, at det er svært at være barn i en sådan situation, og undersøgelsen siger noget om, hvilke enorme udfordringer, børnene skal håndtere,« siger Guro Nesbakken, der er seniorrådgiver i hiv- og aidsproblematikken for Red Barnet Norge.
Vi ser, at familier, hvor forældrene er aidsramte, påvirkes af så mange flere ting end blot, hvad det handler om sygdom og død. Det får en langsigtet effekt; tab af indkomst og skolegang for familiemedlemmer, og de sættes ofte et par generationer tilbage,
Guro Nesbakken
Hun mener, at situationen i det Sydafrika er så ekstrem, fordi landet er så stort, har højt indbyggertal, og er blandt de afrikanske lande med det højeste antal hiv-positive.
Hjælper børn med at få netværk
Selvom den internationale del af Red Barnet arbejder med hiv- og aidsproblematikken i Sydafrika, gør nationale afdelinger det ikke nødvendigvis. Det gælder for eksempel Red Barnet Norge.
Men Guro Nesbakken siger, at de arbejder på at hjælpe børn i lignende situationer, blandt andet i nabolandet Zimbabwe.
»Vi og andre hjælper med at give børnene et netværk, da vi mobiliserer frivillige lokalt. Det kan være mennesker, som ikke har børn - ofte enker eller bedstemødre,« siger hun.
»De bidrager med både praktisk og omsorgsmæssig hjælp samt med opfølgning på både børn og voksne,« siger Nesbakken.
Hun mener, resultaterne i undersøgelsen er udtryk for, at der er et enormt behov for bistand til børn, der har ansvaret for at pleje deres aidsramte forældre.
»Vi ser, at familier, hvor forældrene er aidsramte, påvirkes af så mange flere ting end blot, hvad det handler om sygdom og død. Det får en langsigtet effekt; tab af indkomst og skolegang for familiemedlemmer, og de sættes ofte et par generationer tilbage,« siger Nesbakken.
Mindre stigmatisering - flere frivillige
»Er de psykiske problemer hos disse børn virkelig en skjult konsekvens af hiv og aids, sådan som Economic and Social Research Council hævder?«
»Ja, men jeg synes, det er lettere at fokusere på de umiddelbare fysiske tiltag, og det psykiske er måske ikke absolut nødvendigt at behandle først,« siger hun.
»Men vi arbejder bevidst med det, der kaldes psyko-social støtte, og jeg tror også, at den psykologiske situation lettes, når børnene omgives af de hjælpende voksne, og når de bliver del af de børnegrupper på skolen, hvor børn støtter hinanden,« siger Nesbakken.
Hun mener også, det er oplagt, at den vanskelige situation, som børnene oplever, hænger sammen med den stigmatisering og skam, som knyttes til hiv og aids.
»Stigmaet, som hiv-smittede har, varierer fra land til land, og med de kulturer, de tilhører,« siger hun.
Nesbakken har opfattet større åbenhed og mindre tabu forbundet med hiv i Sydafrika i løbet af det seneste år.
I nabolandet Zimbabwe involverer mange sig som frivillige, fortæller Nesbakken.
»De frivillige er måske også berørt af sygdommen, så flere af dem siger, at det har givet dem en nyfunden stolthed at være med. Der er også mange, der selv er hiv-positive, der deltager i vores programmer,« siger hun til forskning.no
