Blodtrykket falder, når vejret er varmt
For hver grad vejret bliver varmere, falder raske personers blodtryk, viser ny stor undersøgelse. Læger bør tage vejret med i deres overvejelser, når de måler og vurderer, om patienter har tendens til højt blodtryk, mener forsker.

Sol og sommer er godt for hjerte og kar. Især ældre med for højt blodtryk nyder positivt af det varme vejr, da varme temperaturer er forbundet med lavere blodtryk, viser ny forskning. (Foto: Colourbox)

Sol og sommer er godt for hjerte og kar. Især ældre med for højt blodtryk nyder positivt af det varme vejr, da varme temperaturer er forbundet med lavere blodtryk, viser ny forskning. (Foto: Colourbox)

Selvom det danske vejr generelt ikke har givet os de varmeste dage indtil videre, så er der alligevel god grund til at glæde sig over den smule temperaturstigning, der trods alt har været.

En ny undersøgelse udgivet i tidsskriftet Journal of the American Society of Hypertension viser nemlig, at vores blodtryk ændrer sig med vejret, og varmt vejr giver et lavere blodtryk.

Læger bør tage vejret og sæsonen med i overvejelserne, når de måler blodtryk på ældre mennesker, foreslår forskerne bag den nye undersøgelse.

»Fra dette studie kan vi lære, at det er vigtigt at tage udendørstemperaturen med i betragtningerne, når man måler og fortolker blodtryk. Det er ret naturligt, at folk har et højere blodtryk om vinteren end om sommeren. Yderligere burde folk, der har for lavt blodtryk, være forsigtige i ekstremt varme temperaturer,« skriver Katja van den Hurk, ph.d. ved University of Cambridge og hovedforfatter til den nye forskningsartikel, i en mail til Videnskab.dk.

Varmen redder liv

Fakta

Cirka en fjerdedel af alle danskere har for højt blodtryk, og det øger risikoen for at få en blodprop og hjertekarsygdom. Men hos de fleste er blodtrykket kun lidt forhøjet, og det er hovedsageligt kun ældre, der i risikozonen og skal få målt sit blodtryk hos lægen. Man har som regel ikke symptomer på forhøjet blodtryk.

Grænsen mellem normalt og forhøjet blodtryk er ikke skarp. Forskere og læger er dog enige om, at hvis man har et blodtryk på højere end 140/90, er det forhøjet.

Kilde: Sundhed.dk

Resultatet stemmer godt overens med, hvad man ved fra de danske hjerteafdelinger, siger Gunnar Gislason, professor og forskningschef i Hjerteforeningen.

»Det er en interessant undersøgelse, og den er godt lavet. Vi kan også se, at folk får færre blodpropper, og der er færre indlæggelser på hjerteafdelingerne, når det er sommer. Samtidig falder dødeligheden. Det kan blandt andet stemme overnes med, at blodtrykket falder,« siger Gunnar Gislason, overlæge og professor på Gentofte Hospital og Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet.

I undersøgelsen sammenlignede det hollandske forskerhold, hvordan 100.000 raske personers gennemsnitlige blodtryk ændrede sig i forhold til tidspunktet på året, personerne fik blodtrykket målt.

Resultatet viste, at:

  • For hver en grad Celsius, som temperaturen steg, faldt blodtrykket gennemsnitligt med 0,17 millimeter kviksølv.
Fakta

Rygning er den største risikofaktor for forhøjet blodtryk, man kender. Derudover kommer overvægt, fysisk inaktivitet, stress, usund kost, samt hvis man drikker mere end to genstande alkohol om dagen.

Kilde: Sundhed.dk

Det er i sig selv ikke meget, men hvis temperaturen stiger eller falder med fem grader, kan det have stor betydning for helbredet for nogle mennesker, vurderer Gunnar Gislason.

»Hvis vejret stiger fem grader her i Nordeuropa, falder blodtrykket næsten én millimeter kviksølv, og det kan i nogle tilfælde redde liv. Det gælder især ældre, der i forvejen har et højt blodtryk og i risikozonen for at få hjertekarsygdomme,« siger Gunnar Gislason.

Sommeren giver os lavt blodtryk

Den nordeuropæiske sommervarme er altså en livredder. Men hvordan hænger det lige sammen?

»Det lavere blodtryk om sommeren skyldes sandsynligvis en kropslig reaktion på de højere temperaturer. Det får blodkar til at udvide sig for at regulere kropstemperaturen. Derudover bliver volumen af blodet også mindre, når man sveder, hvilket får blodtrykket til at falde,« siger Katja van den Hurk.

Vi kan se, at folk får færre blodpropper, og der er færre indlæggelser på hjerteafdelingerne, når det er sommer.

Professor Gunnar Gislason

Det er en meget sandsynlig forklaring, vurderer Gunnar Gislason og uddyber:

»Vi ved, at når det er varmt, så udvider blodkarrene sig, da det er en måde, kroppen køler sig ned på, og når det er koldt, trækker blodkarrene sig til gengæld sammen. Det påvirker trykket i blodkarrene og øger eller mindsker risikoen for hjertekarsygdom. Så fysiologisk set giver resultatet god mening,« siger Gunnar Gislason.

Blodtrykket falder også, fordi vi slapper af

Gunnar Gislason fortsætter:

»Samtidig er folk også mere aktive om sommeren, og et højt aktivitetsniveau sænker blodtrykket. Derudover gør Solens lys om sommeren os også gladere, og det kan påvirke vores niveau af stress og sænke blodtrykket. Til sidst har vi jo også tendens til at slappe mere af og tage ferie i sommerperioden, og det vil også have en afstressende virkning.«

Der er altså, ifølge eksperterne, flere gode grunde til at nyde sommeren og Solens varme - når den altså er fremme.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.