Babyer lytter til, hvad de voksne fortæller dem - også når de godt ved, at det, de får fortalt, måske ikke er helt sandt.
Sådan lyder konklusionen i et nyt studie, som forskere fra blandt andet Københavns Universitet står bag.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Studiet bygger på en test, som de to forskere bag, psykologerne Dora Kampis og Agnes Melinda Kovac fra henholdsvis Københavns Universitet og Central European University, har udviklet.
I testen blev små børn placeret foran en boks, de ikke kunne se igennem, men hvor de så genstande blive gemt. På samme måde kiggede babyerne med, når alle genstandene efterfølgende blev taget ud af boksen, skriver Københavns Universitet i pressemeddelelsen.
Alt imens babyerne holdt et vågent øje med alle genstandene i boksen, var der under testen også en voksen til stede, som ikke måtte kigge med, når den sidste genstand blev fjernet fra boksen.
Altså var den voksne af den overbevisning, at en sidste genstand stadig var i boksen, mens babyen var klar over, at den var tom.
Det viser sig, at børnene blev ved at søge efter den sidste genstand, hvis den voksne insisterede på, at den stadig var i boksen - altså stik imod, hvad babyerne selv var klar over.
Effekten, som forskerne bag studiet selv kalder for ‘menneskers super sociale karaktertræk’ findes også hos voksne og siger noget om, hvordan mennesker lader sig påvirke af andres overbevisninger, lyder det i pressemeddelelsen.
Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Open Mind: Discoveries in Cognitive Science.
\ Læs mere
\ Læs mere
rf



































