Viljestærke mennesker går ikke 'sukkerkolde'
Kilde: 
20 august 2013

Det er måske selvindbildning, når man får lyst til noget sukkerholdigt for at holde sig skarp i løbet af dagen. I hvert fald viser et nyt studie, at behovet for sukker hænger sammen med vores egen opfattelse af vores viljestyrke. Det skriver Sciencenews.org.

»Det er en dominerende teori inden for psykologien, der handler om at viljestyrke er begrænset, og når man så udsætter sig for en svær opgave, eller for at skulle modstå en fristelse, så bruger man noget af den mængde viljestyrke,« siger Carol Dweck, der er psykolog ved Stanford University i USA, til Sciencenews.org.

Tidligere studier har vist, at udsættes man for en svær opgave, så falder niveauet af glukose i blodet, men en sukkerholdig drik kan rette op på dette. Men Carol Dweck mistænkte viljestyrken for at være skyld i denne effekt, og derfor satte hun sig for at undersøge det.

I studiet blev studerende sat til at bedømme, hvor stærk deres viljestyrke var. Derefter fik de en sukkerholdig drik, eller en drik, der ikke indeholdt sukker. Ti minutter efter de havde indtaget drikken skulle de løse opgaver om selvkontrol og kognitive øvelser.

Det viste sig, at de forsøgspersoner, der havde bedømt deres viljestyrke højest også klarede opgaverne lige godt, når de havde fået sukker, som når de fik en drik uden sukker i. Hos dem der ikke havde bedømt deres egen viljestyrke ligeså højt, klarede de opgaverne dårligere, når de ikke fik drikken med sukker i. 

Læs ogå på Videnskab.dk:

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.