NYT FRA UDLANDET
Hvis du løber en tur eller tager i træningscenter efter skole, kan det forbedre din chance for at leve længere. Træning i teenageårene kan nemlig mindske risikoen for at dø af blandt andet kræft senere i livet, viser et nyt studie ifølge Live Science.
Studiet er netop blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention. I studiet har forskerne spurgt 75.000 kinesiske kvinder mellem 40 og 70 år i hvor høj grad, de trænede i teenageårene. De undersøgte kvindernes livsstil og træningsvaner i voksenlivet og fulgte kvinderne over en periode på 13 år for at se, hvor mange af dem der døde af kræft, hjertekarsygdomme og andre årsager i perioden.
Resultaterne af studiet viser, at de kvinder, der trænede op til 80 minutter om ugen som teenagere, havde en 16 procent lavere risiko for at dø af kræft senere i livet, end dem der slet ikke trænede som unge. Herudover havde de 15 procent lavere risiko for at dø af hvilken som helst årsag. Mere træning end de 80 minutter gjorde dog ikke sandsynligheden for længere levetid større.
»Vores resultater understøtter, hvor vigtigt træning i ungdommen er for at reducere dødeligheden senere i livet og understreger, at sygdomsforebyggelse tidligt i livet har afgørende betydning,« siger en af studiets forfatterere Sarah J. Nechuta, som er adjunk i medicin ved Vanderbilt-Ingram Cancer Center i Tennessee, ifølge Livescience.com.
Sarah J. Nechuta gør det dog klart, at der kan være flere grunde til, at de der trænede som teenagere lever længere. For eksempel er sandsynligheden for at man træner som voksen større, hvis man trænede som ung, hvilket kan være med til reducere dødsrisikoen.
Læs også:
Fodbold bliver nu et tilbud til flere mænd med prostatakræft
Så meget motion skal du dyrke for at leve længere
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbl
































