Overgangsalder kan vare mere end 10 år
Kilde: 
20 februar 2015

KORT NYT FRA UDLANDET:

Hedeture og nattesved.

For nogle kvinder varer de ubehagelige symptomer på overgangsalderen i mere end et årti, viser ny forskning ifølge MedPage Today.

Dermed varer hedeturene og de andre symptomer på overgangsalderen tilsyneladende meget længere tid, end hvad tidligere forskning har antydet, skriver MedPage Today.

Forskere har undersøgt, hvor længe 881 amerikanske kvinder havde symptomer på overgangsalderen, og det viste sig, at der var stor forskel på varigheden af overgangsalderen alt afhængig af kvindernes etnicitet.

Afroamerikanske kvinder havde den længste overgangsalder med en median på 10,1 år, mens japanske kvinder rapporterede om en overgangsalder med en median på 4,8 år.

For samtlige etniciteter lå medianen på 7,4 år. Medianen kan kort forklares ved, at hvis alle 881 kvinder stillede sig på række efter, hvor længe deres overgangsalder varede, ville kvinden i midten udgøre medianen.

En af forskerne bag det nye studie påpeger, at tidligere forskning generelt har antydet, at symptomer på overgangsalder ikke varer mere end et par år. 

»På trods af den høje forekomst af overgangsalder blandt midaldrende kvinder, er der blevet udført meget lidt forskning i (…) individuelle forskelle i symptomerne, sociodemografiske og kliniske korrelationer eller varighed af symptomerne,« lyder det ifølge MedPage Today fra de amerikanske forskere Gloria Richard-Davis og JoAnn E. Manson.

Den nye undersøgelse er publiceret i det videnskabelige tidsskrift JAMA Internal Medicine.

Læs også:

Kvinder skubber svigermor i overgangsalderen

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.