Nye beviser: Så kompleks er evolutionen
Kilde: 
14 juni 2013

Danske forskere har i samarbejde med amerikanske forskere bevist, at udviklingen af bestemte genetiske egenskaber foregår i samspil mellem forskellige genmutationer.

Det gør op med den tidligere, forholdsvist simple, tilgang til evolutionen. Nemlig at fordelagtige genmutationer overlever, mens ufordelagtige mutationer uddør.

Ifølge den nye forskning kommer det nemlig an på, hvilken rækkefølge genmutationerne opstår i.

Det har de vist ved at studere rådyrmusen, der både lever højt oppe i iltfattige bjergområder, men også på prærier helt nede ved havniveau. Genetisk er de næsten identiske, men musene i bjergene er bedre til at binde ilt i blodet.

Ilten bindes i det røde blodprotein hæmoglobin, som hos bjergmusene er sammensat af andre aminosyrer, end hos præriemusene.

Det nye studie viser, at mutationer i hæmoglobins evne til at binde ilt er overraskende afhængig af, hvilke andre mutationer, der har fundet sted i samme gen eller andre gener, og at det samme gen faktisk kan have enten en negativ eller en positiv effekt, alt efter hvilken kontekst det forekommer i.

»Helt grundlæggende giver denne nye undersøgelse et bevis for, at udviklingen af nye egenskaber, fx tilpasning til et iltfattigt liv i højderne, ikke udelukkende styres af variationer i generne, men også af det efterfølgende sammenspil mellem genmutationerne og den kontekst, de finder sted i,« siger Roy Weber, fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, der har været med til at foretage studiet, i en pressemeddelelse.

Læs også på Videnskab.dk:

Evolution sker i pludselige spring

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.