Hash lindrer sklerose
Kilde: 
10 oktober 2012

Piller med marijuana-ekstrakt lindrer smertefuld muskelstivhed for nogle patienter med multipel sklerose. Det viser ny forskning foretaget af engelske forskere, skriver medpagetoday.com.

Der har tidligere været forlydender om, at hash kunne hjælpe mennesker med multipel sklerose. Men nu er det for første gang bevist.

»Den behandling, vi i øjeblikket giver mod symptomerne, lindrer ikke godt nok. Som en konsekvens deraf har folk med multipel sklerose eksperimenteret med mange alternative behandlingsformer – herunder cannabis – for at lette deres fysiske problemer,« siger ph.d. ved University of Plymouth i England, Peter Zajicek, der står bag resultatet.

Hver tredje fik det bedre

Resultaterne var klare:

  • 29 procent af patienterne i forsøget oplevede, at de blev mindre stive i musklerne, efter de havde taget cannabis-ekstrakt.
     
  • Det var næsten dobbelt så mange, som blandt de patienter, der fik placebo-piller. Blandt dem oplevede 16 procent, at de fik det bedre.

Muskelstivhed er meget almindeligt blandt patienter med multipel sklerose. Det rammer op til 90 procent af dem på et tidspunkt i løbet af sygdommen.

Opdagelsen er blevet publiceret i tidsskriftet ’Journal of Neurology, Neurosurgery & Psychiatry’.
 

Læs også: Hash virker mod posttraumatisk stress

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.