Siden 2005 er andelen af økologiske fødevarer næsten fordoblet i supermarkederne, og stigningen gør danskerne til nogle af de flittigste og mest bevidste forbrugere af økologi i Europa.
Ny forskning fra Aarhus Universitet, Business and Social Sciences forklarer det økologiske boom:
»Vores undersøgelse viser, at flere husholdninger køber økologisk end tidligere. Til gengæld køber den enkelte forbruger ikke mere økologisk end før, og man er heller ikke så loyal over for et bestemt mærke,« siger postdoc Polymeros Chrysochou fra fødevarecenteret MAPP ved Institut for Marketing og Organisation, skriver au.dk.
Øko sælger, fordi det er blevet tilgængeligt
Undersøgelsen har taget udgangspunkt i, hvordan ni økologiske produktkategorier har udviklet sig på markedet over de seneste ti år.
Formålet har været at forstå, hvorfor salget af økologiske varer er eksploderet herhjemme. En af konklusionerne er, at det er blevet muligt at handle økologisk på hylder, hvor det ikke har været muligt tidligere.
»Forbrugere kan nu finde flere økologiske produkter som kaffe, olie, chokolade og pizza, og samtidig er der flere mærker at vælge imellem inden for de traditionelle, økologiske produktkategorier,« siger MSc i Marketing Boyan Vassilev, der deltog i projektet.
Lavere loyalitet blandt økologiske forbrugere
Syv ud af de ni undersøgte produktkategorier viste en klar fremgang i markedsandel. Men forskerne opdagede også, at lige så mange produkter ikke viste en stigning i forbrugerloyalitet, dvs. hvor ofte forbrugeren vender tilbage og køber samme mærke igen. Forbrugeren er nemlig tilbøjelig til ikke at vælge den økologiske vare, fordi den fortsat ikke er tilgængelig i samme grad som almindelig fødevarer.
»Producenter er udfordret, fordi konkurrencen blandt økologisk mad er høj, og forbrugeren ikke er så loyal. Det økologiske stempel kan fungere som en paraply for alle produkterne, og derfor skifter man oftere mellem dem i forhold til traditionelle madvarer. Og det gælder selv der, hvor tilgængeligheden ikke er et problem,« forklarer Polymeros Chrysochou.
LÆS OGSÅ: Er økologi bæredygtigt?
































