Amatørdetektiv: Jack The Rippers identitet afsløret af DNA-spor
Kilde: 
08 september 2014

KORT NYT FRA UDLANDET:

Et af verdenshistoriens mest myteomspundne mordgåder er måske blevet løst efter 126 år.

En amatørdetektiv hævder i hvert fald, at han ved hjælp af DNA-teknologi har været i stand til at afsløre, hvem seriemorderen Jack The Ripper var, skriver The Guardian.

Historien om Jack the Ripper har i mere end et århundrede været beskrevet i bøger og film, og der findes talrige teorier om manden, der i 1888 begik mindst fem drab på prostituerede i Londons gader.

Politiets jagt på den bestialske morder mundede nemlig aldrig ud i en afsløring af Jack the Rippers identitet.

Men i 2007 købte amatørdetektiven Russell Edwards et gammelt sjal, der var fundet hos et af Jack the Rippers ofre. Sammen med Jari Louhelainen, en retsmedicinsk ekspert i historiske gerningssteder, fandt han frem til gamle spor af blod og sæd på sjalet. Ved hjælp af DNA-analyser kunne de nu forbinde sporene til både det kvindelige offer og en af de hovedmistænkte i sagen.

»Jeg har brugt 14 år på at arbejde på det, og vi har endelig løst mysteriet om, hvem Jack the Ripper var. Kun ikke-troende, der ønsker at forevige myten, vil tvivle. Det er det nu - vi har afsløret ham,« siger amatørdetektiven Russell Edwards til The Guardian.

Han hævder, at Aaron Kosminski, en polsk indvandrer og en af de hovedmistænkte i sagen ’kategorisk og absolut’ var manden bag de uhyggelige drab, skriver The Guardian.

Kosminski arbejdede som frisør, og han var 23 år gammel, da mordene fandt sted. Han beskrives i flere medier som havende været psykisk syg, formentlig med paranoid skitzofreni. 

Eftersom sjalet er gammelt og mange har rørt ved det, kan DNA-sporene imidlertid være blevet slørede og være mindre troværdige, skriver The Guardian.

Læs dog også Videnskab.dk's opfølgende historie: Tvivl om DNA-analyser, der ’afslører’ Jack the Ripper

Læs også:

Mordet på Kennedy: Det 20. århundredes største mordgåde

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.