I september 2019 holdt min kollega Anna Kapinska et foredrag, hvor hun fremviste en række interessante objekter, hun var stødt på, mens hun gennemgik vores nye radioastronomiske data.
Hun var begyndt at støde på nogle højst mærkværdige faconer, som hun ikke rigtig kunne få til at passe med kendte objekter.
Blandt dem (som Anna Kapinska markerede med 'WTF?') var et billede af en spøgelsesagtig cirkel af radioemission, der hang i rummet som en kosmisk røgring.
Ingen af os havde nogensinde set noget lignende, og vi havde ingen idé om, hvad det var.
Et par dage senere fandt vores kollega Emil Lenc endnu én, og den var endnu mere uhyggelig end Annas.
Dristige planer
Anna og Emil granskede nye billeder fra observationer af projektet Evolutionary Map of the Universe (EMU), produceret med CSIRO's revolutionerende nye Australian Square Kilometre Array Pathfinder (ASKAP) teleskop.
EMU har dristige planer om at undersøge dele af universet, hvor intet teleskop har været før.
Det kan projektet, fordi ASKAP meget hurtigt kan undersøge store dele af himlen meget hurtigt samt i en dybde kun tidligere nået i meget små områder af himlen.
Desuden er ASKAP særligt følsom over for svage, diffuse objekter som disse.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Hurtig og uventet opdagelse
For et par år siden forudsagde jeg, at denne udforskning af det ukendte højst sandsynligt ville gøre uventede opdagelser, som jeg kaldte WTF'er.
Men ingen af os forventede at opdage noget helt så uventet - og så hurtigt.
Som følge af de enorme datamængder forventede jeg, at opdagelserne ville blive foretaget ved hjælp af maskinindlæring.
Men opdagelserne blev gjort på god gammeldags manér, nemlig ved at kigge.
På jagt efter ORC'er
Vores team gennetrawlede resten af datamængderne med det blotte øje, og vi fandt et par stykker mere af de mystiske, runde klatter.
Vi kaldte dem ORC'er, som står for 'odd radio circles', og det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvad er det?
I første omgang troede vi, at der var tale om et visualiseringsfænomen, måske genereret som følge af en softwarefejl.
Men andre radioteleskoper bekræftede hurtigt, at de var ægte.
Vi ved dog stadig ikke, hvor store eller langt væk de er.
Enhver astronoms drøm
Måske er det objekter i vores egen galakse, måske et par lysår på væk, måske de er de langt ude i universet eller måske millioner af lysår.
Når vi ser på billeder taget med optiske teleskoper af ORC'ernes position, ser vi ingenting.
Radioemissionsringene er sandsynligvis skabt af klynger af elektroner, men hvorfor kan vi ikke se noget i synlige bølgelængder af lys?
Det har vi ikke svaret på, og det er enhver astronoms drøm at løse denne gåde.
Vi ved, hvad det ikke er
Vi har udelukket flere ting, som ORC'erne i hvert fald ikke er.
Kan de være resterne efter en supernova, når en stjerne i vores galakse detonerer eller eksploderer?
Nej. De befinder sig langt fra de fleste af stjernerne i Mælkevejen, og der er for mange af dem.
Kan de være radioemissionsringe, som nogle gange kan ses i galakser med intense udbrud af stjerneformationer? Nej, heller ikke det.
Vi ser ingen underliggende galakse, der kan være vært for stjerneformationen.
Påfaldende cirkulære
Kan det være radioemission, vi ser i radiogalakserne, forårsaget af elektronstråler, der sprøjter ud fra omgivelserne i et supermassivt sort hul?
Det er ikke sandsynligt, fordi ORC'erne påfaldende cirkulære i modsætning til de sammenfiltrede skyer, vi ser i radiogalakser.
Kan det være Einstein-ringe, hvor radiobølger fra en fjern galakse bliver bøjet til en cirkel af tyngdefeltet i en galakseklynge?
Nej, heller ikke det.
ORC'erne er for symmetriske, og vi ser ikke en klynge i deres centrum.
Et vaskeægte mysterie
I vores studie om ORC'er, der vil blive publiceret i Publications of the Astronomical Society of Australia, gennemgår vi alle mulighederne.
Vores konklusion er, at de spøgelsesagtige cirkler ikke er noget, vi allerede kender til.
Så vi er nødt til at udforske ting, der allerede eksisterer, men som endnu ikke er observeret, som en enorm chokbølge fra en eksplosion i en fjern galakse.
Sådanne eksplosioner har muligvis noget at gøre med hurtige radioeksplosioner eller kollisioner mellem neutronstjerne og sorte huller, der genererer tyngdebølger.
Eller måske er det noget helt, helt andet.
\ Læs mere
Ormehullernes 'hals'?
To russiske forskere har endda foreslået at ORC’erne er ormehullernes 'hals' (ormehuller er en hypotetisk struktur i rum-tiden, der forbinder to vidt adskilte områder af Universet via en kort 'hals', red.)
Udfra hvad vi har set indtil videre, estimerer vi, at der er omkring 1.000 ORC'er på himlen.
Ifølge min Bärbel Koribalski er jagten nu skudt i gang i gang med teleskoper rundt om i verden for at finde flere ORC'er og forstå, hvad der forårsager dem.
Det er ikke et let job, fordi ORC'erne er meget svage og svære at finde.
Vores team brainstormer alle ideerne og mere til. Vi håber på et gennembrud, hvor en eller anden får et genialt indfald, der løser gåden.
En spændende tid
Det er en spændende tid for os.
Størstedelen af den astronomiske forskning har til formål at forfine vores viden om universet eller teste teorier. Meget sjældent står vi overfor en udfordring, hvor vi er snublet over noget helt nyt, som ingen har set før, og som vi skal forsøge at forklare og forstå.
Er det et helt nyt fænomen eller noget, vi allerede kender til?
Og hvis det virkelig er noget helt nyt, hvordan ændrer det så vores forståelse af universet? Watch this space!
Ray Norris er tilknyttet CSIRO, som byggede og driver Australian Square Kilometre Array Pathfinder. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
