De fleste husker nok korte glimt af oplevelser, fra de var helt små. Det kan være oplevelser af, at man bliver løftet op af sine forældre eller kører på cykel for første gang. Men hvor langt er det egentlig muligt for os mennesker at huske tilbage?
Det spørger en af Videnskab.dk’s læsere, S. Jensen, om i en mail:
»Hvor lang tid kan man huske tilbage i sin barndom? Det er forskelligt fra barn til barn, men hvad viser undersøgelserne om det?« spørger S. Jensen.
Vi husker næsten lige langt tilbage
Forskellen på, hvor langt vi husker tilbage, er faktisk ikke særlig stor, konstaterer Dorthe Berntsen, professor ved Psykologisk Institut og leder af forskningscentret Con Amore på Aarhus Universitet.
»Vi kan gennemsnitligt huske tilbage, til vi er 3,5 år gamle, men nogle husker allerede oplevelser, fra de er 2,5 år, hvor andre kun kan huske tilbage, til de er for eksempel 4 år gamle. Det varierer også mellem mænd og kvinder og mellem kulturer,« siger Dorthe Berntsen.
Hukommelsesforskere bruger typisk to metoder til at undersøge, hvor langt folk kan huske tilbage. Den første er simpelthen at spørge folk, hvad deres tidligste minde er, og så lave et statistisk gennemsnit. Den anden metode er at spørge folk om begivenheder, som man ved har fundet sted i folks liv, og så se om de kan huske disse. Det kan for eksempel være fødsel af søskende eller lignende store begivenheder.
Men er der så en naturlig grænse for, hvor langt man egentlig kan huske tilbage?
\ Fakta
Den fysiske ændring i hjernen, der er ansvarlig for dannelsen af erindringer, antages at være ændringer i signalstyrken mellem de involverede nerveceller, eller i den måde de behandler signaler på. Hos mennesker er hukommelsen distribueret. Der findes ikke ét hukommelsescenter, men en række hjerneområder, der hver for sig bidrager med specielle hukommelseselementer. Hukommelse er kun en delfunktion af disse områders aktivitet. Kilde: Den Store Danske
»Det er et godt spørgsmål. Man kan ikke præcist sige, hvad der afgør grænsen. En mulighed er, at børn under tre år mangler nogle basale kognitive færdigheder, som gør, at oplevelserne ikke sætter sig fast over længere tid. Men der er dog et paradoks her, for to-årige børn kan godt huske oplevelser, de har haft, hvis de bliver støttet af en voksen eller får de rette associationer. Gåden er derfor, hvorfor oplevelserne ikke hænger ved, så de kan hentes frem senere i livet,« siger Dorthe Berntsen.
Hjernen og sproget skal udvikle sig
Evnen til at huske tilbage og genkalde erindringer til bevidstheden, uden støtte fra for eksempel forældre, udvikles relativt sent. Det er noget, man bliver bedre til, jo ældre man bliver, viser forskningen ifølge Dorthe Berntsen.
»Det er først fra syvårsalderen, at man har en normal hukommelsesfunktion, og det kan skyldes, at vores sprog og begrebssystem først skal være fuldt udviklet. Man kan dog konstatere, at børn under tre år har en fungerende langtidshukommelse. Den fungerer bare ikke så godt uden støtte fra en voksen,« siger Dorthe Berntsen.
Faktisk afhænger vores hukommelsesevne også af vores sprogbrug, og hvor ofte vi genkalder et minde og italesætter det.
»Det at få sprog og blive sprogbruger gør, at erindringen sætter sig bedre fast. Man kan sætte ord på og tale om sine oplevelser, og det forstærker mindet,« siger Dorthe Berntsen.
Genfortællingen af ens minder er altså en afgørende del af, hvordan man husker en oplevelse, og hvor godt man husker den.
»Man kan se, at jo mere forældre stimulerer børnene i at strukturere fortællingen af en oplevelse og lærer børnene at fortælle de vigtige elementer, jo bedre og jo længere husker børnene tilbage. Det kan for eksempel være den rækkefølge, oplevelsen skal genfortælles i og eventuelle årsagssammenhænge mellem dele af oplevelsen. Det er ikke noget, vi nødvendigvis har en medfødt forståelse for,« siger Dorthe Berntsen.
Folk fra Vesten husker længere tilbage
Den måde, vi anskuer verden på, er ikke et fotografi. Vores hjerner vælger at hæfte sig ved særlige informationer fremfor andre og lægger samtidig en fortolkning over erindringen, så oplevelsen får en bestemt værdiladning og betydning.
Professor Dorthe Berntsen
Vi er bedre til huske tilbage på vores tidlige oplevelser her i Vesten end andre steder i verden. Det skyldes muligvis, at vi har en stærkere individualistisk kultur i Vesten og genkalder vores minder oftere end folk fra andre kulturer, mener Dorthe Berntsen.
»Folk fra Vesten husker længere tilbage end folk fra for eksempel Asien.«
»Vi mener, at det har noget at gøre med, hvor individualistisk og interesseret man er i sin fortid, og hvor ofte man genkalder sine minder. Jo flere gange mindet bliver aktiveret, jo stærkere bliver det,« siger Dorthe Berntsen.
En erindring er ikke et fotografi
Vores opmærksomhedsevne filtrerer den information, vores sanser leverer, så kun nogle informationer slipper igennem til bevidstheden og bliver lagret i hukommelsen.
»Den måde, vi anskuer verden på, er ikke et fotografi. Vores hjerner vælger at hæfte sig ved særlige informationer fremfor andre, og lægger samtidig en fortolkning over erindringen, så oplevelsen får en bestemt værdiladning og betydning. Men det sker faktisk også, når vi genkalder oplevelsen og mindet. Så hiver vi de informationer, der er mest vigtige for os i øjeblikket at huske, frem fra hukommelsen,« siger Dorthe Berntsen.
LÆS OGSÅ: Findes fotografisk hukommelse?
Vores erindringer er altså ikke fotografier af virkeligheden, men er i høj grad afhængig af, hvordan vi har lært at huske tilbage, og hvilke informationer vores hjerner mener er vigtige for os at huske.
Vi håber S. Jensen fik svar på sit gode spørgsmål. Som tak for det kvitterer vi med en t-shirt. Vi opfordrer som vanligt alle jer læsere til at stille spørgsmål til os på sv@videnskab.dk eller gå på jagt i Spørg Videnskabens arkiver.
