De fleste husker nok korte glimt af oplevelser, fra de var helt små. Det kan være oplevelser af, at man bliver løftet op af sine forældre eller kører på cykel for første gang.
Men hvor langt er det egentlig muligt for os mennesker at huske tilbage?
Det spørger en af Videnskab.dk’s læsere, S. Jensen, om i en mail til læserbrevkassen Spørg Videnskaben:
»Hvor lang tid kan man huske tilbage i sin barndom? Det er forskelligt fra barn til barn, men hvad viser undersøgelserne om det?« spørger S. Jensen.
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?
Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
Vi husker næsten lige langt tilbage
Forskellen på, hvor langt vi husker tilbage, er faktisk ikke særlig stor, konstaterer Dorthe Berntsen, professor ved Psykologisk Institut og leder af forskningscentret Con Amore på Aarhus Universitet.
»Vi kan gennemsnitligt huske tilbage, til vi er 3,5 år gamle, men nogle husker allerede oplevelser, fra de er 2,5 år, hvor andre kun kan huske tilbage, til de er for eksempel 4 år gamle. Det varierer også mellem mænd og kvinder og mellem kulturer,« siger Dorthe Berntsen.
Hukommelsesforskere bruger typisk to metoder til at undersøge, hvor langt folk kan huske tilbage:
- Den første er simpelthen at spørge folk, hvad deres tidligste minde er, og så lave et statistisk gennemsnit.
- Den anden metode er at spørge folk om begivenheder, som man ved har fundet sted i folks liv, og så se om de kan huske disse. Det kan for eksempel være fødsel af søskende eller lignende store begivenheder.
Hvor går grænsen?
Men er der så en naturlig grænse for, hvor langt man egentlig kan huske tilbage?
»Det er et godt spørgsmål. Man kan ikke præcist sige, hvad der afgør grænsen,« siger Dorthe Berntsen.
En mulighed er, at børn under tre år mangler nogle basale kognitive færdigheder, som gør, at oplevelserne ikke sætter sig fast over længere tid, forklarer hun.
Men der er dog et paradoks her, for to-årige børn kan godt huske oplevelser, de har haft, hvis de bliver støttet af en voksen eller får de rette associationer.
»Gåden er derfor, hvorfor oplevelserne ikke hænger ved, så de kan hentes frem senere i livet,« siger Dorthe Berntsen.
\ Hvad er hukommelse?
Hukommelse er evnen til at ændre adfærd baseret på tidligere erfaringer eller oplevelser.
I daglig tale anvendes hukommelse normalt om evnen til bevidst at genopleve tidligere begivenheder eller reproducere tillærte oplysninger.
Etableringen af hukommelse sker i to forskellige trin kaldet korttidshukommelsen og langtidshukommelsen:
- Korttidshukommelsen er en ret kortvarig proces, som typisk varer fra under et sekund til nogle få minutter.
- Korttidshukommelsen leverer oplysningerne videre til mere permanente lagringsprocesser, der kaldes langtidshukommelsen.
Hukommelse opstår gennem fysiske ændringer i hjernen. Det betyder, at forbindelserne mellem nerveceller enten bliver stærkere eller svagere, eller at cellerne ændrer den måde, de sender og modtager signaler på.
Hos mennesker er hukommelsen ikke samlet ét sted i hjernen. I stedet er den fordelt over flere forskellige områder, som hver især bidrager med forskellige dele af det, vi husker.
Det er også vigtigt at forstå, at hukommelse kun er én af de funktioner, disse hjerneområder har – de bruges altså til flere ting end bare at lagre minder.
Kilde: Lex - Danmarks nationalleksikon
Hukommelsen og sproget hænger sammen
Evnen til at huske tilbage og genkalde erindringer til bevidstheden, uden støtte fra for eksempel forældre, udvikles relativt sent. Det er noget, man bliver bedre til, jo ældre man bliver, viser forskningen ifølge Dorthe Berntsen.
»Det er først fra syvårsalderen, at man har en normal hukommelsesfunktion, og det kan skyldes, at vores sprog og begrebssystem først skal være fuldt udviklet. Man kan dog konstatere, at børn under tre år har en fungerende langtidshukommelse. Den fungerer bare ikke så godt uden støtte fra en voksen,« siger Dorthe Berntsen.
Faktisk afhænger vores hukommelsesevne også af vores sprogbrug, og hvor ofte vi genkalder et minde og italesætter det.
»Det at få sprog og blive sprogbruger gør, at erindringen sætter sig bedre fast. Man kan sætte ord på og tale om sine oplevelser, og det forstærker mindet,« siger Dorthe Berntsen.
Genfortællingen af ens minder er altså en afgørende del af, hvordan man husker en oplevelse, og hvor godt man husker den.
»Man kan se, at jo mere forældre stimulerer børnene i at strukturere fortællingen af en oplevelse og lærer børnene at fortælle de vigtige elementer, jo bedre og jo længere husker børnene tilbage.«
»Det kan for eksempel være den rækkefølge, oplevelsen skal genfortælles i og eventuelle årsagssammenhænge mellem dele af oplevelsen. Det er ikke noget, vi nødvendigvis har en medfødt forståelse for,« siger Dorthe Berntsen.
»Den måde, vi anskuer verden på, er ikke et fotografi. Vores hjerner vælger at hæfte sig ved særlige informationer fremfor andre og lægger samtidig en fortolkning over erindringen, så oplevelsen får en bestemt værdiladning og betydning.«
Folk fra Vesten husker længere tilbage
Vi er bedre til huske tilbage på vores tidlige oplevelser her i Vesten end andre steder i verden. Det skyldes muligvis, at vi har en stærkere individualistisk kultur i Vesten og genkalder vores minder oftere end folk fra andre kulturer, mener Dorthe Berntsen.
»Folk fra Vesten husker længere tilbage end folk fra for eksempel Asien.«
»Vi mener, at det har noget at gøre med, hvor individualistisk og interesseret man er i sin fortid, og hvor ofte man genkalder sine minder. Jo flere gange mindet bliver aktiveret, jo stærkere bliver det,« siger Dorthe Berntsen.
Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen
Vores hjerner husker det vigtigste
Vores opmærksomhedsevne filtrerer den information, vores sanser leverer, så kun nogle informationer slipper igennem til bevidstheden og bliver lagret i hukommelsen.
»Den måde, vi anskuer verden på, er ikke et fotografi. Vores hjerner vælger at hæfte sig ved særlige informationer fremfor andre, og lægger samtidig en fortolkning over erindringen, så oplevelsen får en bestemt værdiladning og betydning,« siger Dorthe Berntsen.
Men det sker faktisk også, når vi genkalder oplevelsen og mindet. Så hiver vi de informationer, der er mest vigtige for os i øjeblikket at huske, frem fra hukommelsen, forklarer professoren.
\ Læs også
Vores erindringer er altså ikke fotografier af virkeligheden, men er i høj grad afhængig af, hvordan vi har lært at huske tilbage, og hvilke informationer, vores hjerner mener, der er vigtige for os at huske.
Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.
