Kæmpestudie af ålen løser en gåde om dens mystiske rejse

Ålen har gennem flere tusinde år været omgærdet af gåder og uvidenskabelige teorier. Og hver gang forskerne lykkes med et gennembrud, skaber det en ny gåde. Dette nye resultat er ingen undtagelse.

LÆS OGSÅ: Danske forskere løser gåden om ålens evolution

Ålens rejse er et mysterium

I 1913 drog den danske havforsker Johannes Schmidt ud for at finde ålens gydeplads. Den fandt han 5.000 kilometer fra Europas vestkyst i Sargassohavet.

Siden dengang har ålens lange rejse været omgærdet af mystik: Hvordan finder den vej? Hvilken rute svømmer ålen? Hvordan opfører den sig? Og kan den virkelig tilbagelægge de 5.000 kilometer på de få måneder mellem det europæiske efterår og hovedgydeperioden midt i februar?

Et hold europæiske forskere er kommet lidt tættere på svaret. Ved at montere specialdesignet udstyr på en lang række ål har de kunnet kortlægge ålens rejse og dermed skaffe ny viden om den mærkværdige fisk.

LÆS OGSÅ: 100 års-jubilæum: Dansk forsker afslørede ålens hemmelighed

Den langsomme ål

Standardopfattelsen har i mange år været, at ålen forlader Europa om efteråret og er fremme ved Sargassohavet om foråret, hvor de kan gyde. Denne opfattelse styrkes af data for ålens afgang fra Europa, der typisk ligger mellem oktober og december, og deres gydeperiode, der ligger fra februar til april.

Men ålen er for langsom. Den når ikke frem.

Forskerne satte sendere på flere end 700 ål, så de kunne følge deres rejse fra Europa mod Sargassohavet. Det lykkedes forskerne at få fat i data fra flere end 200 sendere, så de kunne kortlægge ålenes ruter.

Data fra de mange sendere afslørede, at langt hovedparten af ålene er mere end de forventede fire til seks måneder om at svømme de flere end 5.000 kilometer fra Europa til Sargassohavet. Dermed løser studiet ikke alene gåden om ålens vandring, den skaber også en ny; hvorfor bruger ålen et år på at nå frem? Når den frem til sidst? Og har den overhovedet kræfter til at gyde efter et års rejse?

»Vi kender deres afrejsetidspunkt og deres gydeperiode, men med de nye data kan vi konstatere, at de vandrer for langsomt. Med den kendte viden om rejsens længde og den nye viden om deres marchhastighed kan vi konstatere, at en stor del af ålene ikke kan nå frem til førstkommende gydeperiode,« siger Kim Aarestrup.

Han er seniorforsker ved DTU Aqua og står sammen med kollegaer fra ni europæiske lande bag den nye forskning.

Forskerne har ikke fulgt ålene på hele rejsen fra Europa til Sargassohavet, kun cirka halvvejen. Der er derfor stadig et hul i deres viden om, hvad ålen foretager sig på den sidste del af ruten, ligesom det er uvist, om de når frem og i så fald hvor mange.

Navigation og iskoldt vand

En af forklaringerne på, at ålen rejser væsentligt langsommere end forventet, er, at den ikke rejser den direkte vej. Kortlægningen af ålens rutevalg afslører, at ålen langtfra tager den direkte vej mod Sargassohavet. De vandrer alle forbi Azorerne på vejen.

Den nye viden stiller spørgsmålstegn ved, hvordan ålen navigerer.

»Deres rute tyder på, at de anvender en form for stimuli til at finde vej, mens den direkte rute havde været vanskeligere at give en fornuftig forklaring på,« siger seniorforskeren, der dog har et bud på, hvordan ålen finder vej.

»I og med, at de går mod hovedstrømmene i verdenshavene, må de enten anvende lugtesansen og/eller magnetisme til at finde frem til Sargassohavet. Men det gør ruten længere,« siger Kim Aarestrup.

Det kan altså være en af forklaringerne på, at ålen ikke når frem i tide til at gyde første forår, efter at de har forladt Europa. En anden forklaring på den langsomme vandring kan være, at de forsøger at undgå at blive spist. Næsten halvdelen af ålene blev spist under turen af både fisk og hvaler, så måske er vandringen en tilpasning for at undgå at blive spist.

Ny viden skaber ny mystik

Selvom den nye viden viser, at en stor del af ålene ikke når frem, er Kim Aarestrup rimelig sikker på, at de når frem året efter.

»De hopper så at sige på det næste tog,« forklarer han og uddyber:

»Når så stor en del af bestanden ikke når frem i tide, er det usandsynligt, at de alle dør.«

Men den teori kræver, at ålen er i stand til at klare sig et helt år uden mad.

»De bør have energi til at holde et år. Det er kendt, at man kan holde ål i årevis i akvarie uden at fodre dem, det kan de godt klare. Den mest simple forklaring er, at de gyder sæsonen efter,« siger Kim Aarestrup, der dog lægger vægt på, at det er en teori, som endnu ikke er endeligt bekræftet.

Resultatet har været ti år undervejs

De første af de sendere, som har samlet data om ålenes rejse, blev sat i søen for ti år siden. Det blev gjort i forbindelse med den danske Galathea 3-ekspedition, der som sådan begyndte det hele. Efterfølgende har en række andre projekter bidraget til at sætte sendere af forskellig art på ål rundtomkring i Europa.

Der er brugt to slags sendere i forskningsforsøget.

Den ene slags var udstyret med en sender, så den automatisk kunne uploade gemte data til en satellit, et såkaldt pop up-satellit-mærke. Den anden slags var data storage tag, men udstyret med et flåd, der bringer den op til overfladen, men ingen sender. Med denne type måtte forskerne forlade sig på, at strømmen i verdenshavene ville føre den ind til land, hvor tilfældige borgere gerne skulle finde den og sende den ind til forskerne.

»Det er en slags citizen-science, hvor vi sætter vores lidt til, at borgerne sender vores målere ind til os. De får en findeløn på 50 pund, men for langt de fleste er de glade for bare at kunne bidrage til forskningen. De er vi selvfølgelig rigtig glade for.«

Begge typer var sat fast eller indopereret i ålen og kunne måle temperatur, tryk (og dermed dybde) og lysniveauet, ålen svømmede under.

Med den data er det muligt for forskerne at kortlægge ålenes ruter.

»Vi ved, at ålen dykker dybt ved solopgang og stiger op igen, når solen går ned. Vi antager, at ålene ved nøjagtigt, hvornår solen går op og ned. Med hjælp fra vores viden om solens tider, kan vi så beregne ålens position og udfra det sige noget om deres vandringshastighed.«

Dansk åleforsker er imponeret

Selvom forskningsprojektets viden ikke kun løser gamle gåder, men også skaber nye, imponerer de nye resultater Michael Møller Hansen, der er professor ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Han har selv besøgt Sargassohavet for at finde ålelarver i forbindelse med Galathea 3-ekspeditionen og ved derfor om nogen, hvad det kræver at samle viden om netop denne fisk.

»Min første tanke er, at det er en imponerede mængde data, de har baseret studiet på. Jeg synes, det er meget overbevisende.«

Ud over den omfattende datamængde, som studiet bygger på, er professoren især anerkendende over for studiets evne til at udfordre vores nuværende viden om det mytiske dyr.

»De præsenterer en række resultater, som ikke rigtig passer ind i vores nuværende viden - og måske forudfattede meninger - om ålen. Derfor synes jeg, det er en vigtig artikel.«

Ålen er det værste dyr

Professor Michael Møller Hansen forklarer, at vores manglende viden om ålen i århundreder har fået mennesker til at opfinde deres egne teorier.

»Helt overordnet er ålen en klassisk biologisk gåde. Ofte er det sådan, at jo mindre man ved, desto mere har folk det med at opfinde faste ideer om sammenhængen. Her er ålen ingen undtagelse,« fortæller Michael Møller Hansen.

Én af det mest sejlivede teorier om ålen gør de nye resultater op med.

»En af de fikse ideer, der har hængt ved længe, er, at ål vandrer fra åer ud i havet og derefter den direkte vej til Sargassohavet, men de nye resultater her viser, at det ikke er tilfældet. Ålene svømmer langsommere og bruger mere tid på at finde vej, end man havde regnet med,« siger han.

Det har været et kæmpe arbejde at nå dertil, og derfor er der god grund til at anerkende den danske forskers indsats, mener Michael Møller Hansen.

»Hvis du vil vide noget om et dyr i en vældig fart, er ålen omtrent det værste, man kan vælge. Den gyder langt væk og svømmer på meget dybt vand, så du kan næsten ikke finde et vanskeligere dyr at opnå viden om.«