Man skulle tro, at astronomerne havde nok at gøre med at holde styr på det univers, vi kan observere. Det er meget stort, og indeholder milliarder af galakser.
Men det har ikke forhindret nogle astronomer i at spekulere over, om der findes helt andre universer – at vort univers kun er et blandt måske uendelig mange.
Men spørgsmålet er, om den megen tale om et ‘multivers’ overhovedet kan kaldes videnskab i klassisk forstand.
Videnskabens metoder kan ikke bevise flere universer
I naturvidenskaben starter man med observationer, målinger og forsøg, hvor det er muligt. For at forstå målingerne, prøver man på at beskrive en matematisk sammenhæng i de målinger, som er foretaget. Det fører til et sæt af formler, der gør det muligt at forudsige resultatet af målinger, som endnu ikke er foretaget.
Grunden til, at naturvidenskaben kan bruges i praksis er, at den altid er afprøvet mod naturen selv. Bundlinjen er, at formlerne skal beskrive den virkelighed, vi observerer. Gør de det, så tør vi godt stole på aerodynamikkens love, når der skal konstrueres et nyt fly eller på elektricitetens love, når der skal bygges et nyt kraftværk.
Men i sagens natur kan vi ikke observere andre universer end det, vi bor i, så det er derfor umuligt at afprøve teorierne om multiverser. Alene af den grund mener mange videnskabsmænd, at teorien om et multivers nærmere hører under filosofi end under videnskab.
Det kan godt være, at vi bor i et multivers, og hvis vi gør, kan det sætte gang i mange filosofiske tanker om vor plads i et sådant univers – men vi kan ikke tage videnskaben til indtægt for vore tanker
Der er flere logiske begrundelser for multiverset
Det er egentlig ikke så mærkeligt, at teorien om et multivers er dukket op.
I den klassiske kosmologi er Big Bang en enkeltstående begivenhed, som dybest set ikke kan forklares. Både videnskabeligt og rent filosofisk ville det være bedre, om Big Bang var en konsekvens af noget, som på en eller anden måde lå forud for Big Bang. Så ville dannelsen af vort univers være en lige så naturlig proces, som når planeter og stjerner opstår i det univers, vi kender.
Men det fører så logisk til, at vort univers ikke er enestående, fordi de love eller processer, som har ført til dannelsen af vort univers, naturligvis også vil kunne føre til dannelse af andre universer.
Desuden er det mærkeligt, at naturlovene i den grad passer til, at liv kan opstå. Man behøver kun at justere på nogle få naturkonstanter, før stjerner og planeter ikke kunne opstå og liv, som vi kender det, ville være umuligt.
Hvis vort univers er det eneste, og der (næsten) er uendelig mange muligheder for at vælge naturkonstanterne, så har videnskaben noget af en udfordring.
Teorierne bag multiverset er ikke solide
Selv om vi ikke kan observere andre universer, så har multivers-teorien alligevel en baggrund i videnskaben.
I 1979 skabte Alan Guth inflationsteorien for at forklare, hvorfor vort univers ser ud, som det gør. Denne teori blev kort efter udbygget af Andrei Linde, og den teori har som konsekvens, at vort univers ikke kan være enestående.
Der vil hele tiden opstå nye universer, hvor hvert univers er som en boble, der lever sit liv uafhængigt af alle de andre univers-‘bobler’.
Det må siges at være en meget god start, for det er lidt svært at komme uden om inflationsteorien i moderne kosmologi. Teorien forudsiger dog, at der skulle være dannet tyngdebølger umiddelbart efter Big Bang. En kort overgang troede man, at disse bølger var observeret fra sydpolen i det eksperiment, der hedder BICEP 2, men det viste sig senere ikke at være tilfældet.
En anden vej, som fører til multiverser, er den såkaldte strengteori, der beskriver atomare partikler som strenge, der vibrerer i et rum med op til 11 dimensioner. I en version af strengteorien, der kaldes for M-teorien kan der dannes op til 10500 forskellige universer, hver med sin særlige udgave af rumtiden og sine egne naturkonstanter.
Med så mange universer er det jo ikke så mærkeligt, hvis i hvert fald nogle få har naturkonstanter, der tillader dannelsen af liv.
Der er dog et lille problem: Vi ved ikke om M-teorien er korrekt. Ifølge denne teori skulle der nemlig findes en helt ny gruppe af elementarpartikler, kaldet for supersymmetriske partikler. Dem har man endnu ikke set noget til, selv om man leder efter dem på CERN.
I begge tilfælde kan vi se, at de teorier, der forudsiger andre universer end det vi kender, ikke hviler på noget solidt eksperimentelt grundlag.
Modsatrettede synspunkter forlænger debatten
Debatten om multiverser er ganske livlig, og der har efterhånden dannet sig to lejre, som ser meget forskelligt på spørgsmålet.
På den ene side lyder argumentet – her formuleret af kosmologen Max Tegmark – således:
»Parallelle universer er ikke en teori, men de er forudsigelser fra visse teorier, som i princippet kan efterprøves. Det gælder således for inflationsteorien. Det er derfor, de ikke bare diskuteres i Science Fiction, men i stigende omfang også ved videnskabelige konferencer«.
Her er argumentet altså, at hvis teorien er tilstrækkelig god og efterprøvet, så har vi grund til at tro på andre universer, også selv om vi aldrig kan få dem at se.
På den anden side lyder argumentet – her formuleret af kosmologen Paul Davies:
»Hvordan kan man eftervise eksistensen af andre universer? Det er da sandt, at alle kosmologer accepterer, at der er nogle områder af universet, som befinder sig udenfor vore teleskopers rækkevidde, men på glidebanen mellem denne erkendelse og ideen om, at der er et uendeligt antal universer, når troværdigheden en grænse. Jo længere vi kommer ned ad glidebanen, jo mere må vi bare tro på, og jo mindre er det muligt at efterprøve videnskabeligt. Forklaringer, der er baseret på multiverser, minder derfor om teologiske diskussioner. Det er lige så meget en ad hoc forklaring at inddrage multiverser som at inddrage en usynlig skaber. Multivers teorien kan måske beskrives i et videnskabeligt sprog, men i virkeligheden kræver den samme form for tro.«
Her holder Davies den videnskabelige fane højt: Hvis ikke en teori kan efterprøves eller modbevises gennem observationer og målinger, så er det ikke en videnskabelig teori.
Med to så modsatte synspunkter vil debatten nok fortsætte i lang tid – selv står vi nok nærmere Davies end Tegmark, fordi det er vigtigt at holde fast ved, hvad videnskab er. Men selv om vi nok må henføre multiverser til filosofien og dermed uden for videnskabens domæne, så kan de jo godt eksistere. Som vor gamle fysiklærer på universitetet, Jens Martin Knudsen, gentagne gange sagde under forelæsningerne: Universet er ganske ligeglad med, hvad jeg mener…
Desuden er svarene på de store spørgsmål om universet nok over vor fatteevne.
