Lysende natskyer som disse peger på, at Tunguska blev ramt af en komet i 1908. (Foto: M. Gavin)

Den 30. juni 1908 eksploderede et meteor i luften over Tunguska i Sibirien. Eksplosionen var så voldsom, at et stort skovområde blev fældet.

Flere ekspeditioner har besøgt Tunguska for at lære mere om begivenheden og det objekt, der udløste den.

Men undersøgelser på stedet er ikke den eneste mulighed for at få mere viden om, hvad der skete for næsten 101 år siden. Således har forskere fra Cornell University i USA vist, at det formentlig var en komet, der eksploderede over Tunguska - og det ved at se på rumfærgeopsendelser!

Lysende natskyer

Koblingen mellem Tunguska-begivenheden og rumfærgen er ifølge forskerne det fænomen, vi kalder lysende natskyer.

Disse skyer består af iskrystaller, der ligger i en højde på ca. 85 km. Om sommeren, når Solen ikke kommer så langt under horisonten, kan vi se disse skyer midt på natten i nordlig retning. Både ved rumfærgeopsendelser og ved eksplosionen af en komet i atmosfæren bliver store mængder vanddamp spredt i de øvre dele af atmosfæren, så lysende natskyer kan dannes.

I dagene efter Tunguska-begivenheden var nattehimlen over Europa klart oplyst - især over Storbritannien. Cornell-forskerne mener, at det var lysende natskyer, men det har indtil nu været et mysterium, hvordan vanddamp fra kometen kunne komme fra Sibirien og til Vesteuropa på så kort tid.

Ifølge forskerne er det hvirvler i atmosfæren med såkaldt todimensionel turbulens, der kan forklare, hvordan vanddampen kan flytte sig flere tusinde kilometer og danne lysende natskyer langt fra det sted, hvor vanddampen oprindelig blev spredt ud i atmosfæren.

Endeavour gav svaret

Ved opsendelsen af rumfærgen Endeavour i august 2007 så Cornell-forskerne lysende natskyer i dagene efter. Lignende skydannelser blev set efter opsendelser i 1997 og 2003. Med deres undersøgelser har forskerne ikke bare vist, at Tunguska-begivenheden efter alt at dømme blev forårsaget af en komet. Det har også vist, at der stadig er meget at lære om de forhold, der hersker i de øvre dele af Jordens atmosfære.

Problemet er, at i netop disse dele af atmosfæren er det vanskeligt at studere vindforholdene med de tilgængelige metoder som raketter, vejrballoner og satellitter. En mulighed er at bruge de lysende natskyers mønstre og bevægelser til at få mere viden om denne svært tilgængelige del af vores planets atmosfære.

Lavet i samarbejde med Tycho Brahe Planetarium