Et internationalt hold af forskere har nu bestemt den præcise 'halveringstid' for en radioaktiv jernisotop kaldet Jern-60 eller bare Fe-60.
Det lyder måske lidt teoretisk, men i virkeligheden betyder det bare, at det er lykkedes dem at datere en supernova-eksplosion, som fandt sted for meget, meget længe siden, meget nøjagtigt.
Målingen trækker spor helt tilbage til dengang, de første abemennesker gik på Jorden. Måske har de set en supernova på himlen, som har lyst stærkere end fuldmånen.
Jorden har været i nærheden af supernova-eksplosionen
Historien begynder med målinger af isotopen Fe-60 foretaget af et hold af tyskere fra det tekniske universitet i München.
De har fundet denne isotop både i mineraler og senere i bakterier, hentet op fra bunden af Stillehavet. Studiet er publiceret i Physical Review Letters.
Deres resultat blev fremlagt på en kongres i 2013 og blev tolket som et tegn på, at Jorden for nogle millioner år siden har været i nærheden af en eksploderende supernova.
Jernisotopen produceres nemlig i forbindelse med eksplosionen, men Fe-60 er radioaktivt og forsvinder derfor gradvist. Problemet var, at man på det tidspunkt ikke præcist kendte halveringstiden for Fe-60, hvilket gør en nøjagtig datering umulig.
Tidspunktet for eksplosionen er fastslået
Der var forskellige bud på alt fra 1,5 til 2,62 millioner år, og det må jo siges at være en meget stor usikkerhed.
Takket være de nye målinger, foretaget på Australian National University i Canberra, er det nu fastslået, at halveringstiden for Fe-60 er 2,6 millioner år med en nøjagtighed på 2 procent. De har anvendt et meget avanceret massespektrometer på Fe-60, udvundet fra radioaktivt affald.
Konsekvensen er nu, at man nogenlunde kan datere det tidspunkt, hvor støvpartikler med Fe-60 er dalet ned gennem Jordens atmosfære. Det er sket for ca. to til tre millioner år siden, og altså på det tidspunkt hvor de første abemennesker gik rundt på Jorden.
Noget tyder på, at der på dette tidspunkt også har været en mindre uddøen af havorganismer, måske forårsaget af en nærliggende supernova.
Supernovaen må have været tæt på
Men der er mere i historien. For at Jorden kunne modtage så meget Fe-60, som man har fundet, må supernovaen have været forholdsvis tæt på os, måske kun omkring et par hundrede lysår borte.
Der er endda en teori om, hvor supernovaen kan stamme fra. Der findes på himlen en udstrakt sky kaldet Scorpius-Centaurus, som i dag er omkring 450 lysår borte. Det er netop i skyer af denne type, at tunge stjerner, som kan blive til supernovaer, dannes.
For to millioner år siden var skyen tættere på Solen, end den er i dag.
Der er den ekstra drejning, at en supernovaeksplosion blæser rummet tomt for de gasser, som ellers findes overalt. Og nye målinger viser, at Solen netop nu befinder sig i et område med usædvanlig lav gastæthed og derfor måske er inde i en sådan 'boble' skabt af en supernova.
Så der er mange brikker i det puslespil, det er at afdække Jordens forhistorie - med det nye resultat har vi fået én mindre ubekendt.
