Hvad gør en forsker, når han vil undersøge et brændende spørgsmål, men ingen vil lægge krop til de eksperimenter, der kan besvare det?
Svar: Han – for af en eller anden grund er der tale om hanner – laver eksperimentet på sig selv.
Her er en top 5-liste over forskere, der har kastet deres kroppe ud i vilde eksperimenter.
Nummer 5: Hvordan reagerer kroppen på at ramme en mur med 110 kilometer i timen?
Oberst Paul Stapp (1910-1999) forskede i, hvordan kroppen reagerer på at blive skudt afsted med raketfart. Han arbejdede hos USA's militær med at lave sikre katapultsæder til flyvevåbnet. For hvor meget kraft kan en menneskekrop klare at blive sendt afsted med?
Det satte han sig for at undersøge i en række eksperimenter, der 26. december 1954 kulminerede med, at han blev verdenskendt som 'den hurtigste mand i live'. Paul Stapp satte sig i et katapultsæde med påmonterde raketter. Selve sædet var monteret til en jernbaneskinne.
Da raketterne gik af, nåede han på fem sekunder en hastighed af 120 kilometer i timen, hvorefter en stopklods med ét standsede sædet. Det svarer til, at hans krop blev standset af en luftmur med 120 kilometer i timen. Resultatet var, at forsøgskaninens øjne røg et stykke ud af hovedet på ham, og at de begyndte at bløde. I 10 minutter kunne han intet se, men hans syn vendte gradvist tilbage igen over de følgende dage. Hans krop blev også fyldt med mærkelige små vabler.
Nummer 4: Gul feber er ikke smitsomt – så jeg drikker trygt syges bræk!
Lægen Stubbins Ffirth (1784–1820) opdagede, at tilfældene af den dødelige tropesygdom gul feber var færre om vinteren end om sommeren. På den baggrund konkluderede amerikaneren, at sygdommen skyldtes den høje varme i sommermånederne.
Han var så sikker i sin sag, at han først forsøgte at inficere sine egne sår med bræk fra patienter med gul feber.
Da han ikke blev syg af det, begyndte han at drikke bræk fra smittede. Ganske rigtigt blev han ikke syg – men det skyldtes kun, at gul feber smitter via myg.
Et faktum, som først stod klart flere år efter Stubbins Ffirths død. Havde han da været i live, ville de nye informationer nok have givet ham en mærkelig smag i munden.
Læs også: Får man gul feber af at drikke opkast fra en smittet?
Stubbins Ffirth var ikke bange for at drikke lidt bræk i videnskabens tjeneste. (Foto: Colourbox)
Nummer 3: Er det der med bedøvelser under operationer ikke at overdrive?
Evan O'Neill Kane (1861-1932) var en amerikansk kirurg, som i en alder af 60 år fik blindtarmsbetændelse.
Han havde i et stykke tid spekuleret på, om det var nødvendigt at give patienter fuld bedøvelse under operationer. Så han besluttede sig for at operere sig selv under sparsom lokalbedøvelse. Det skete 15. februar 1921.
Evan O'Neill Kane satte sig godt tilrette på et leje af puder og satte et spejl op, så han kunne få et godt indblik i, hvad han rodede med. Så begyndte han at skære sig vej ind til sine egne tarme. Operationen gik virkelig godt. Kun på ét tidspunkt kunne noget være gået galt; Det var, da hans tarme pludselig væltede ud af hullet i maven. Men den garvede kirurg skubbede blot tarmene ind igen og fortsatte operationen.
Evan O'Neill Kane rystede ikke på hånden, for han rodede i sine egne tarme
Nummer 2: Hvordan føles det at blive hængt?
Nicolae Minovici (1868-1941) var rumænsk kriminolog, der var berømt i sin samtid for at forske i sammenhængen mellem tatoveringer og kriminalitet. Men han kastede sig også hovedkulds ud i andre forskningsspørgsmål.
12 gange lod han sig hænge i omkring 5 sekunder af gangen, så han kunne beskrive, hvordan det føles.
I 1904 kom en videnskabelig artikel, som beskrev hans opdagelser. Skønt hængningen var foregået under kontrollerede forhold, og hans fødder angiveligt aldrig helt forlod gulvet, var oplevelsen møg-ubehagelig.
Nicolae Minovici oplevede en 'stærk, brændende fornemmelse' i nakken, og efter hængningerne havde han problemer med at synke i en hel måned.
Nummer 1: Kan min faldskærmsdragt give mig en blød landing fra Eiffeltårnet?
Franz Reichelt (1879-1912) var en kompetent, østrigsk skrædder, som også interesserede sig for videnskab.
Nærmere bestemt, om man kan sy en dragt, der kan skabe så meget luftmodstand omkring kroppen, at man får en blød landing fra store højder.
4. februar 1912 skulle være Franz Reichelt store dag. Han ville springe ud fra Eifeltårnet i Paris iført sin særlige dragt. Mange interesserede fulgte optrinnet, der desværre havde et noget trist resultat, som du kan se i videoen herunder.
