Efter den videnskabelige revolutions rum-diskussion og oplysningstidens nye menneskesyn gav evolutionsteorien videnskaben og religionen en ny arena at stride i.
»Efter den videnskabelige revolution og oplysningstiden flyttede fokus fra Jordens alder og placering til menneskets udvikling, ophav og oprindelse. Det er stadig det, der diskuteres i dag,« siger Casper Andersen, der er adjunkt, ph.d. og idéhistoriker på institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.
Den nye kamparena opstod, da den britiske naturforsker Charles Darwin i 1859 udgav sin bog ’Arternes oprindelse’.
I den advokerede han for teorien om evolution; at alle arter gennem millioner af år er blevet ændret, og nye arter dannes ved naturlige processer. Dermed afviste Charles Darwin tanken om uforanderlige gudskabte arter, som ellers var fremherskende på det tidspunkt.
Opdagede evolution på jordomsejling
Charles Darwin forklarer den naturlige selektion med, at mennesker og dyr har kæmpet om de knappe ressourcer på Jorden, hvilket har betydet, at kun de stærkeste, klogeste eller – vigtigst af alt – mest tilpasningsdygtige individer har overlevet.
Det bedst kendte eksempel på Charles Darwins teori er finkerne på Galapagos-øerne, som han observerede, da han var med skibet H.M.S. Beagle på jordomrejse.
Han så, at finkerne på de forskellige øer så lidt forskellige ud. Han vurderede, at det var, fordi at fuglene gennem millioner af år havde tilpasset sig de specifikke leveforhold, de forskellige øer bød på. De fugle, der bedst kunne tilpasse sig livet på en bestemt ø, var også dem, der overlevede og førte arten videre.
Voldsom debat i England
Charles Darwin var selv tilbageholdende med at offentliggøre sine resultater og teorier. Han gemte på dem i 20 år, før de blev offentliggjort af frygt for samfundets reaktion.
Da hans teorier endelig blev offentliggjort, blev de genstand for ophedede debatter i sit hjemland for eksempel mellem den engelske biskop Samuel Wilberforce og biologen Thomas Huxley i 1860.
Debatten mellem de to er i eftertiden blevet kendt som det tydeligste eksempel på uenighed over evolutionsteorien. Der er uenighed om, hvem der vandt debatten.
Charles Darwin selv holdt sig tilbagetrukket fra den offentlige debat på grund af sygdom.
Mindre reaktion i udlandet
Reaktionen i andre lande end England var meget mere begrænset. Efter den videnskabelige revolution og oplysningstiden var religionens magt mindsket, og sekulariseringen af naturopfattelsen var fremskreden.
Lektor og ph.d. Jes Fabricius Møller fra SAXO-instituttet på Københavns Universitet forklarer, at reaktionen herhjemme næsten ikke var til stede.
»Det var meget få, der opponerede mod Charles Darwin ud fra et religiøst synspunkt. De fleste teologer og præster anså det for at være en interessant ny erkendelse og mødte den med accept,« siger han og forklarer det med, at sekulariseringen allerede på det tidspunkt var langt fremme.
De præster, der offentligt kritiserede Charles Darwins udviklingslære, gjorde det i øvrigt ud fra en videnskabelig argumentation, og ikke med udgangspunkt i skabelsesberetningen. Det gjaldt for eksempel den tidligere danske konseilspræsident D.G. Monrad, siger Jes Fabricius Møller.
Kirken reagerede ikke officielt
Den katolske kirke var i over 100 år efter udgivelsen af ’Arternes Oprindelse’ tavse omkring den officielle holdning til den.
I midten af det 20. århundrede erklærede den katolske kirkes sin officielle holdning til evolution som værende neutral, og hen mod det seneste årtusindskifte, har holdningen været accept af teorien.
For nylig har den nuværende pave dog stillet sig kritisk over for videnskabelige forklaringer og forsøgt at give videnskabelige fænomener religiøse forklaringer, såsom at Gud skulle stå bag Big Bang.
Den direkte kritik Charles Darwins udviklingslære mødte, kom primært fra enkeltstående kirkepersoner og teologer.
Næste sammenstød: Senere opstod der dog kristne fundamentalistiske bevægelser som et modsvar til darwinismen, og det førte til direkte retslige sammenstød.
