Efter den videnskabelige revolution kom oplysningstiden (1690-1781), hvor de store tanker om Jordens plads i universet, i højere grad blev udskiftet med tanker om menneskets plads på Jorden.
Centralt for perioden var udbredelsen af viden med det formål at frigøre mennesket. Gennem oplysning ønskede man at skabe et bedre menneske og en bedre verden.
Fortidens overtro og religion måtte vige for en stålsat tro på den menneskelige fornuft.
Opgør med magthavere
Oplysningstiden var også et opgør med magthaverne, herunder kirken. Stærke samfundskræfter ønskede, at kirkens magt over samfundslivet skulle reduceres.
Oplysningstidens revolution var stærkest i Frankrig, hvor man da også i samme periode havde den franske revolution.
Kirken var ved at miste sin troværdighed i takt med, at naturvidenskaben blev udviklet og afslørede andre forklaringer på naturfænomener, end: »Det er noget, Gud har skabt.«
Nye verdensopfattelser
Under oplysningstiden opstod blandt andet den mekaniske naturopfattelse, som beskrev naturen som en stor maskine; et livløst system af materielle partikler, underkastet mekaniske love. Alt kunne beskrives og forklares.
Desuden opstod materialismen, hvor alt kan forklares som fysiske processer. Der er ingen væsensforskel på fysiske genstande og bevidsthedsfænomener, idet bevidsthedsfænomener kan reduceres til adfærd eller til fysiologiske processer i centralnervesystemet.
Det siger sig selv, at den opfattelse ikke blev delt af kirken. Det ville svare til at indrømme, at Gud ikke findes.
Videnskabsfolk ikke enige
Tidens videnskabsfolk var ikke enige om deres holdning til Gud. Nogle forklarede de nye videnskabelige opdagelser med en guddommelig magt. Det gælder for eksempel for Isaac Newton.
»I kirken kom spørgsmålene i høj grad til at handle om, hvordan den engelske videnskabsmand Isaac Newtons fysik skulle tolkes i forhold til Gud. For Newton var der både plads til og behov for Gud i opretholdelsen af universitet,« forklarer Casper Andersen, der er adjunkt, ph.d. og idéhistoriker på institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.
Modsat var der også videnskabsmænd, der øjensynligt modsatte sig idéen om en gud.
For eksempel den franske matematiker, fysiker og sene eksponent for oplysningstiden Pierre-Simon Laplace. Han skulle ifølge en overlevering have sagt, at han i sin mekaniske verdensbeskrivelse ikke havde brug for hypotesen om Gud, fortæller Casper Andersen.
God of the Gaps
Isaac Newton brugte Gud som forklaring på det, han ikke umiddelbart kunne forklare.
Han og andre troende videnskabsmænd brugte hullerne som et – fejlagtigt – bevis på Guds eksistens. Det kaldes et god of the gaps-ræssonement.
For eksempel forklarede Isaac Newton afvigelser i Solsystemets struktur med, at Gud måtte have en finger med i spillet. Et århundrede senere kunne videnskabsmænd, såsom Simon-Pierre Laplace, forklare afvigelserne ved hjælp af en større forståelse for lovene for bevægelse.
Hverken Simon-Pierre Laplace eller sidenhen Charles Darwin forsøgte at modbevise en gud; de forsøgte simpelthen bare at lappe hullerne.
Næste sammenstød: Senere rettede videnskabsmændene fokus mod at forstå og forklare menneskets ophav, som særligt tog fart, da Charles Darwin fremlagde evolutionsteorien.
