Ved første øjekast kunne det se ud som om, der var en opblødning på vej fra Vatikanet.
Den katolske kirke, der sjældent er meget for at lade videnskaben tage æren for verdens vidundere, anerkender nu, at Big Bang fandt sted.
Kirken har dog det ene forbehold, at det var Gud, der stod bag. Det skriver Reuters.
»Universet er ikke resultatet af tilfældigheder, som nogen vil have os til at tro,« udtalte Pave Benedict i går på helligtrekongersdag
»Betragter man det (universet), er vi inviteret til at læse noget dybt ind i det: En skabers visdom, Guds uudtømmelige kreativitet,« sagde Paven foran 10.000 mennesker under en ceremoni i Peterskirken.
Ubesvarede spørgsmål
Nogle ateister hævder at kunne bevise, at Gud ikke eksisterer. Hertil sagde pave Benedict, at visse videnskabelige teorier er 'sindsbegrænsende', fordi »de kun når til et vist punkt ... og ikke er i stand til forklare virkeligheden i sin ultimative forstand ...«
Paven sagde også, at videnskabelige teorier om universets og menneskets oprindelse og udvikling ikke er i konflikt med troen, men dog efterlader mange ubesvarede spørgsmål.
»I verdens skønhed, i dens mysterium, i dens storhed og i dens rationalitet ... kan vi kun lade os selv blive ledt mod Gud, skaberen af himmel og jord,« sagde han.
Galileo blev fordømt
Den katolske kirkes antividenskabelige image har forfulgt organisationen, lige siden den fordømte Galileo for at hævde, at Jorden bevægede sig rundt om Solen i modstrid med bibelens ord.
Siden har den katolske kirke accepteret evolutionen som videnskabelig teori og ser ikke nogen grund til, at Gud ikke kan have anvendt en naturlig evolutionær proces ved skabelsen af mennesket.
Den katolske kirke prædiker heller ikke længere kreationisme, der er troen på, at Gud skabte verden på seks dage, som det beskrives i bibelen. Kirken hævder nu, at skabelsesberetningen er en allegori over måden, hvorpå Gud skabte verden.
Organisationen taler dog fortsat imod de ateister, der bruger evolutionen til at nægte Guds eksistens eller nogen guddommelig indflydelse på skabelsen.