Perioden, der efterfølgende har fået navnet den videnskabelige revolution, startede efter de fleste videnskabsfolks mening i 1543, da Nicolaus Kopernikus udgav sit værk ’Om de himmelske sfærers omdrejning’.

I det fremlagde den polske astronom og katolske embedsmand teorien om, at det ikke var Jorden, men Solen, der var Solsystemets omdrejningspunkt.

Det stred med den såkaldte ptolemæiske verdensopfattelse, der havde Jorden som omdrejningspunkt. Dette troede kirken på, og det var også den fremherskende opfattelse af Solsystemet blandt lærde.

Først ulovligt senere

Nicolaus Kopernikus’ udgivelse vakte ikke øjeblikkelig røre og modstand i det religiøse samfund.

Der skulle gå hele 70 år efter udgivelsen, før hans værk kom i den katolske kirkes Index Librorum Prohibitorum over forbudte bøger, forklarer Casper Andersen, der er adjunkt, ph.d. og idéhistoriker på institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

»Da Kopernikus’ bøger ryger i indekset over forbudte bøger, har vi lige haft Reformationen og en modreformation. Det bunder simpelthen i ønsket om at have ro på den teologiske front. Der skulle ikke rokkes ved noget der,« siger han.

Galilei dømt for kætterske tanker

Det måske mest kendte direkte sammenstød mellem kirken og videnskaben var, da den italienske videnskabsmand Galileo Galilei udgav bogen ’Dialog om de to store verdenssystemer’ i 1633. Her fremlagde han det - ifølge den katolske kirke - kætterske verdensbillede, som Kopernikus havde beskrevet næsten 200 år før.

Galileo Galilei blev af den romanske inkvisition dømt til husarrest, hvor han dog stadig kunne fortsætte sin forskning. Han døde under husarresten.

Den videnskabelige revolution fortsatte ind til slutningen af det 17. århundrede. Her startede den periode, der kaldes oplysningstiden med John Lockes ’Et essay om den menneskelige forstand’ i 1690.

Den romerskkatolske kirkes forbud mod bøger om heliocentrisme fortsatte helt frem til 1757, hvor pave Benedikt XIV ophævede det. 

Næste sammenstød: Efter den videnskabelige revolution kom oplysningstiden, hvor videnskabsfolk som Isaac Newton fandt de endelige beviser for et heliocentrisk verdensbillede.