Forskningsmidler bliver uddelt til få forskere, og i perioder går penge til områder, der er særligt hotte i tiden, om det så er terror, klima eller nanoteknologi. Det går ud over andre forskningsområder. (Foto: Colourbox)

Regeringens fokus på målrettet forskning med umiddelbar gavn for samfundet har skabt betydelige ændringer i fordelingen af forskningsmidler på universiteterne. Pengene bliver i langt højere grad fordelt ud fra, hvad politikerne mener er væsentligt for samfundet frem for en tanke om, at grundforskning altid vil føre til vækst i samfundet.

En ny afhandling viser, at pengene bliver fordelt stærkt ulige på landets universiteter. Ikke alene tildeler eksterne råd penge til en række politisk fastsatte forskningssatsområder, men internt følger universiteterne trop.

Hvem meget har, skal mere gives

Det betyder, at nogle forskningsområder får ganske mange penge til forskning, mens andre må nøjes med meget lidt.

»Frem til 2001 var det en fremherskende politisk opfattelse, at der typisk foregik en intern udjævning, så universitetsledelserne kompenserede de forskningsområder, som havde svært ved at få del i de eksterne forskningsmidler. Men det har især i de senere år ændret sig, så de områder der allerede får, får endnu mere når universitetsledelsen fordeler de interne puljer,« konstaterer Kaare Aagaard, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling 'Kampen om basismidlerne' om udviklingen i fordelingen af forskningsmidler siden 1968 på Center for forskningsanalyse ved Aarhus Universitet.

Pengene kommer de største til gavn

Ifølge Kaare Aagard er der sket en forskydning af forskningsmidler fra basismidler - som er penge, universiteterne selv fordeler til forskning - mod de eksterne konkurrenceudsatte midler, som bliver administreret af statens forskningsråd.

Samtidig er bevillingerne gået fra at være mange små til få store, som typisk gives til anvendelsesorienteret strategisk forskning på bekostning af grundforskning.

»Særligt forskydningen mod større bevillinger inden for alle finansieringssystemets strenge betyder, at man internt på universiteterne i højere grad end tidligere bliver nødt til at koncentrere midlerne på store, synlige enheder for overhovedet at have mulighed for at tiltrække eksterne midler, og dermed forstærkes universitetslovens allerede eksisterende prioriteringspres,« siger Kaare Aagaard.

Bestyrelser får universiteterne til at skifte fokus

Frem til 2003 forsøgte både de faglige forskningsråd og universiteterne at udjævne forsøg på koncentration af midlerne på få områder, ved at fordele pengene til alle. Men med oprettelsen af Rådet for Teknologi og Innovation, Det Strategiske Forskningsråd og Højteknologifonden bliver midlerne i højere grad fordelt ud fra politiske prioriteringer.

Den udvikling er sket samtidig med, at universiteterne også er begyndt at underlægge sig innovations- og forvaltningspolitiske krav. Blandt andet fordi de ledere, der tidligere skulle vælges på universiteterne med universitetsloven i 2003, blev udskiftet med ansatte ledere, der er ansvarlige over for deres bestyrelser.

»Tidligere var universitetsledelsen på valg, hvilket ifølge både politikere og erhvervsfolk gav en tendens til at midlerne blev fordelt, så alle fik. Men nu forsøger ledelserne i højere grad at leve op til bestyrelsens og politikernes forventninger, så derfor bliver de mindre attraktive forskningsområder i mindre grad kompenseret,« siger Kaare Aagaard.

Bevillinger stiger

Det sker i en periode, hvor bevillingerne til forskning har været i kraftig vækst. 

Siden Globaliseringspuljen i 2006 er bevillingerne steget med 40 procent, så de områder, der får penge, modtager meget store beløb.

Den seneste statistik viser, at sundhedsvidenskaberne trækker en tredjedel af midlerne, mens naturvidenskab henter mere end en femtedel. Tilsammen modtager de to områder over halvdelen af midlerne, mens humaniora må affinde sig med at sjoske ind på en sidsteplads med under 10 procent af forskningsmidlerne.

Grundforskning har fået det sværere

Hvis man betragter fordelingen på grundforskning, anvendelsesorienteret forskning og udviklingsarbejde, så ligger fordelingen meget stabilt siden 1967, hvor 43 procent af udgifter gik til grundforskning, mens anvendt forskning fik 37 procent af midlerne og 20 procent gik til udviklingsarbejde.

I 2006 gik 46 procent af midlerne til grundforskning, 40 procent til anvendt forskning og 14 procent til udviklingsarbejde. Men tallene dækker over en markant forskel nu i forhold til tidligere.

»Det er rigtigt, at grundforskningen får en lige så stor andel af midlerne som tidligere. Men det dækker over, at midlerne er koncentreret inden for f.eks. forskning i energi.«

»Der er ingen tvivl om, at grundforskningsmulighederne for den enkelte forsker er svækket. De reelt frie midler på universiteternes gulvniveau er væsentligt mere begrænsede, end det umiddelbart fremgår af samlede oversigter over bevillingsfordelinger,« siger Kaare Aagaard.

Husk frihed, selvstændighed og dynamik i forskningen

Udviklingen er ikke foregået i pludselige kvantespring, men i glidende, næsten umærkelige overgange, hvor mange små ændringer og justeringer sammenlangt har ført til markante ændringer.

»Det er naturligvis fuldstændig fornuftige og legitime hensyn til samfundet, der i denne proces er trådt frem. Spørgsmålet er bare, hvordan man balancerer dem med forskningsfrihed og autonomi og den dynamik, der traditionelt har givet plads til at forfølge de skæve ideer,« siger Kaare Aagaard.