Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre til en række danske konger
Den danske vikingekonge Svend Tveskæg har muligvis lidt af en arvelig hjertesygdom, som han har givet videre til op mod 14 danske konger i sin slægt. Sådan lyder teorien fra en dansk retsmediciner i ny bog.

Svend Tveskæg (tv.) var konge af Danmark 986/87 - 1014 og af England 1013 - 1014. Svend var søn af Harald Blåtand og var en af Danmarks store vikingekonger. (Foto: Wikimedia Commons / Lorenz Frølich)

Døden skal have en årsag. Det var kimen til en undren, som hagede sig fast i Jørgen Lange Thomsen, da han faldt over et spøjst mønster i den danske kongerække:

Harald den Anden døde, 29 år gammel, pludseligt og uventet. Det samme gælder Knud den Store, 39 år. Pludseligt, ingen forudgående sygdomssymptomer. Hardeknud, 24 år. Svend Estridsen, 54 år. Oluf Hunger, 43. Harald Hen, 40. Listen fortsætter.

Jørgen Lange Thomsen er retsmediciner og har en lang karriere bag sig med at fastslå folks dødsårsag. Diagnosen 'uden årsag' eksisterer ikke i hans verden. Derfor begyndte han at gå på jagt efter forklaringer på, hvorfor så mange vikinge- og middelalderregenter døde i en relativt ung alder – vel at mærke uden at blive slagtet i krig. Det blev hurtigt klart for ham, at fællesnævneren var Svend Tveskæg.

»Det er påfaldende, at alle de pludseligt og uventet døde nedstammer i lige linje fra Svend Tveskæg,« siger Jørgen Lange Thomsen, som ved at grave i historien nåede frem til en simpel, men opsigtsvækkende teori:

»Jeg tror, at Svend Tveskæg har haft Brugadas syndrom, som er en arvelig kanalsygdom i hjertet. Den eneste anden reelle forklaring, jeg kan finde, er, hvis de alle er blevet forgiftede, men de dør ofte i vidners påsyn, så det virker ikke plausibelt. Og så er der selvfølgelig den mulighed, at vi mangler informationer. Den kan man ikke gardere sig imod.«

Jørgen Lange Thomsen fremlægger sin teori i en ny bog, hvor han sammen med forfatteren Marie Hellebjerg, som tidligere har skrevet flere historiske romaner, gennemgår liv og død for samtlige danske regenter.

Det første symptom er i mange tilfælde døden

Brugadas syndrom er en sygdom i hjertet, som ofte viser sig temmelig pludseligt, og som i mange tilfælde har døden som første – og dermed af gode grunde eneste – symptom.

Sygdommen skyldes en genmutation, som bæreren af mutationen med 50 procent sandsynlighed vil give videre til sit barn.

Fakta

UDDRAG FRA BOGEN:

Ved at fokusere på magthaverne i Danmark får vi mulighed for et indblik i nogle af de faktorer, der har styret Danmarkshistorien: Sygdommene har haft indflydelse på regenternes dagligdag, humør, overskud og evne til at lede landet, og når sygdommen fører til døden, bliver der indsat en ny regent med nye idéer og ny styreform.

Kilde: Hvad døde de kongelige af? Bogen udkommer 6. oktober 2015

»Brugada er en sygdom, som vi først er blevet opmærksomme på i retsmedicin inden for de seneste ca. 15 år,« fortæller Jørgen Lange Thomsen, som forklarer, at Brugada på grund af genetiske defekter/mutationer forstyrrer transporten af elektriske partikler (ioner) over cellemembranerne i hjertet.

»Denne transport er livsvigtig for opretholdelse af de elektriske potentialer og spændingsforskelle og for den impulsoverledning, der får hjertet til at slå. Sygdommene kan medføre symptomer lige fra uro i hjertet til besvimelsestilfælde og pludselig død, når den elektriske overledning i hjertet svigter,« siger Jørgen Lange Thomsen.

Brugada rammer ofte ved fysisk belastning

Hvis Jørgen Lange Thomsens teori holder stik, kan genmutationen for Brugadas syndrom antages at være opstået hos Svend Tveskæg, der døde i år 1014 i en alder af 54 år, og være givet videre til begge hans sønner – Harald den Anden og Knud den Store – som også begge døde relativt unge, som 29- og 39-årige. Vi kender ikke dødsårsagen for nogle af de to unge konger.

»Det har altid været en gåde, hvorfor Knud den Store døde. Han er den første i rækken, der dør pludseligt, og derfor starter jeg her – eller rettere ved hans far,« siger Jørgen Lange Thomsen.

Brugada er en sygdom, som ofte koster sine ofre livet, når hjertet belastes, for eksempel ved fysisk anstrengelse som samleje, rigelig alkoholindtagelse eller anden ophidselse.

»Hjertet slår hurtigere, og der skal mere blod rundt i kroppen, når man udfører en fysisk anstrengende handling. Derfor skal hjertet slå hurtigere, og der stilles større krav til systemet. Når det går galt for en Brugada-patient, er det simpelthen, fordi de elektriske impulser går i kuk,« fortæller Jørgen Lange Thomsen.

Historiebøgerne kan for eksempel fortælle os, at Knud den Stores søn, Hardeknud (konge af Danmark 1035-1042), døde med vinbægeret i hånden til et bryllup, hvor man kan tænke sig, at der ikke er blevet holdt igen med de røde dråber.

Hvor gammel blev en konge i middelalderen?

Jørgen Lange Thomsen mistænker Svend Tveskæg og hans slægt for at have båret på genmutationen, blandt andet fordi mange af kongernes død optræder relativt sent i livet – men alligevel mistænkeligt tidligt, hvis der ’blot’ skulle være tale om sygdom som dødsårsag, fortæller retsmedicineren.

Du kan i slægtslinjen se, hvilke konger der muligvis har været så uheldige at arve Svend Tveskægs hjertesygdom, Brugadas syndrom. De er fremhævet i grafikken her. (Illustration: Mette Friis-Mikkelsen)

Alligevel må det selvfølgelig tages i betragtning, at den forventede levealder i vikingetid og middelalder ikke var så lang som nu, påpeger han:

»Er for eksempel Svend Tveskægs alder på 54 år påfaldende i forhold til de samtidige? Det ved vi ikke, men det interessante er da også, at de dør uden forudgående sygdomssymptomer. Det er svært at forestille sig en gift, som på den tid skulle forårsage pludselig død uden forudgående symptomer. I vor tids retsmedicin kommer jeg ikke i tanke om mange andre giftstoffer end blåsyre (cyanid), der har denne virkning, og dette stof eksisterede ikke som tilgængeligt giftstof i vikingetiden.«

»Man har jo ikke mulighed for at spørge dem«

Det ér en udfordring at grave i dødsårsager for mennesker, som levede for meget længe siden. Deres kropslige rester er ofte svært tilgængelige, og i de fleste tilfælde har vi kun de informationer, som samtiden har efterladt sig. De er i bedste fald mangelfulde.

Som Jørgen Lange Thomsen udtrykker det: »Man har jo ikke mulighed for at spørge hverken dem selv eller deres omgivelser.«

Han medgiver da også, at den nye bogs største svaghed netop er, at han ikke har haft mulighed for at undersøge de pågældende mennesker eller spørge nogen fra samtiden, hvad der egentlig skete, da Hardeknud faldt om, efter sigende med krampetrækninger, til føromtalte bryllup.

Eller hvad omstændighederne for Oluf Hungers (konge af Danmark år 1086-1095) død var, da han angiveligt bad Gud om at straffe sig, fordi han mente, at han var skyld i landets hungersnød. Var det selvmord? Eller endnu et af de pludselige uforklarlige dødsfald? Vi ved det ikke.

»Det er naturligvis et problem, at der er så få oplysninger, og man kan ikke udelukke, at der er symptomer, som er gået i glemmebogen i historiens løb,« siger Jørgen Lange Thomsen.

Kollega: Interessant hypotese

Sidst i rækken af konger, som dør pludseligt, finder vi Christoffer den Tredje – også kendt som Christoffer af Bayern – som var konge af Danmark 1440-1448. Han døde pludseligt i Helsingborg i januar 1448, kun 31 år gammel. Igen er dødsårsagen ukendt, men rygter om giftmord opstod selvfølgelig. Nogle kilder taler også om feber og en brandbyld i halsen. Dybest set ved vi det ikke.

»Hjertet skal slå 60-80 gange i minuttet for at opretholde det elektriske potentiale, og det er en utrolig ting – sådan en muskel, der skal gøre det gennem et helt liv.«

Jørgen Lange Thomsen

Og sådan lyder kommentaren på teorien om Brugada også fra Jørgen Lange Thomsens kollega, professor Jytte Banner fra Afdeling for Retspatologi på Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet.

»Teorien er sjov nok, og det er en interessant observation, at noget kunne være givet videre fra far til sønner, der dør tidligt. Hypotesen er interessant, men som sådan kun en teori, der ikke kan underbygges,« siger hun.

Jytte Banner, som ikke har læst hele den nye bog, men blot et sammendrag af Jørgen Lange Thomsens teori for Brugada-kongerne, mener, at der findes andre genetiske sygdomme, som lige så godt kunne være forklaringen. Hun nævner blodpropper, iskaemisk hjertesyndrom og aneurismer i hjernen som eksempler. Fordi det viser sig i familien, behøver det desuden ikke være arveligt – det kan være et sammenfald, eller, som Jørgen Lange Thomsen selv er inde på, simpelthen et spørgsmål om mangel på informationer, mener hun.

»Men det er da bestemt en mulighed. Jeg vil sige, at det er én ud af mange forklaringer, men det er da en skæg en af slagsen.«

Retsmediciner: Teorien kan efterprøves

Jørgen Lange Thomsen finder dog selv teorien meget mulig – og i modsætning til Jytte Banner mener han, at den kan efterprøves.

»Hvis man fik fat i og adgang til deres knogler – Knud den Stores knogler ligger for eksempel opbevaret i England – vil genetikere jo kunne tage prøver og konstatere, om det er rigtigt.«

»Dybest set kan jeg jo være ligeglad med, hvad de er døde af. Men jeg gad nu godt at have en bid af Knud den Stores knogler.«

Det sker