Forskeres rolle i medierne ændrer sig

Når forskere optræder som eksperter i medierne, er der flere og flere af dem, som ikke kun repræsenterer sig selv og deres egen viden eller forskning, men som også ser sig selv som repræsentant for den organisation, de kommer fra.

Det fortæller Maja Horst, der er institutleder på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet. Hun har foretaget en interviewundersøgelse blandt 20 danske topforskere inden for nano- og bioteknologi.

Undersøgelsen, der er publiceret i Science Communication, peger på, at forskerne indtager tre forskellige typer af roller, når de optræder i medierne:

• Ekspert: Den rolle, som flest forskere oftest indtager. Forskerne repræsenterer kun sig selv, deres egen forskning og egen faglighed.
  
• Forskningsleder: Repræsenterer sin forskningsorganisation. Bruger metoder fra erhvervslivet til at brande den og få den til at fremstå i det bedst mulige lys.
  
• Videnskabens vogter: Repræsentant for den samlede videnskabelige verden ud fra et ideal om at ville oplyse og danne befolkningen.

Eksempel: Et nyt virus breder sig

Maja Horsts undersøgelse er anonymiseret, så derfor vil hun ikke komme med eksempler på konkrete personer eller situationer i medierne inden for hver rolle-type. Et tænkt eksempel kan dog være et udbrud af et nyt smitsomt virus, som ligner fugleinfluenza.

Hvis en ekspert-type skal udtale sig i sådan en situation, vil han fortælle om sygdommens smittehyppighed, hvor meget sygdommen ligner den kendte fugleinfluenza og om dødeligheden – kort sagt er masse fakta og nogle tal, som fortæller, hvad vi ved om det nye virus.

En forskningsleder-type vil i den situation benytte lejligheden til at fortælle om det projekt, som hans forskningsorganisation er i gang med, som netop handler om hurtigt at kunne analysere nye virus med henblik på at udvikle vacciner, og at de allerede har haft stor succes med forskningen omkring en tilsvarende virus.

Videnskabens vogter vil for eksempel fortælle om det verdensomspændende virusberedskab, som arbejder struktureret på tværs af lande med at forhindre udbrud af epidemier og pandemier. Han kan forklare, hvordan beredskabet arbejder, når et nyt virus bliver fundet, og han kan også forklare, hvordan risikoen bliver større i en global verden, hvor vi mennesker flytter sig meget rundt.

Der kommer flere forskningsleder-typer

Forskningsleder-typen bliver mere udbredt, fortæller Maja Horst, der ser en tendens til, at flere og flere forskere er optaget af at pleje deres forskningsorganisation omdømme.

»Det handler om at skabe opmærksomhed omkring sin forskning og få den til at fremstå professionel. Det skyldes, at forskning i stigende grad bliver finansieret af eksterne midler, hvor universiteter og andre forskningsinstitutioner er i konkurrence med hinanden.«

Det gælder for eksempel, når universiteter eller forskningsgrupper er i konkurrence om forskningsmidler fra private og offentlige fonde til forskellige forskningsprojekter.

Forskning skal kunne bruges i samfundet

For 50 år siden foregik forskning ret afsondret fra resten af samfundet, men i dag er videnskaben og forskerne centrum for samfundsudviklingen og en vigtig kraft til at skabe vækst i samfundet – og det skaber et større pres på forskningsorganisationerne for, at deres forskning skal være relevant og kunne bruges til noget.

Derfor er det primære formål med forskningsformidling nogle gange at sætte forskningsorganisationen i godt lys frem for at formidle faktuel viden, og det er vigtigt at være opmærksom på, mener Maja Horst.

»Så skal medierne og modtagerne være klar på, hvad der sker. Det er Ikke nødvendigvis dårligt, men det er vigtigt, at der er nogen, der kan spørge kritisk ind til forskningsformidlingen og skelne mellem positiv kommunikation fra forskningsorganisationen og formidling af faglig viden.«

Når universiteterne i stigende grad bruger samme metoder og tricks som erhvervslivet til at brande og markedsføre sig selv, skal de altså også underkastes det samme kritiske og granskende blik, som erhvervslivet bliver.

Forskningsverdenen regulerer sig selv

Maja Horst mener ikke, at forskningsleder-typens formidling ligefrem vil føre til en fordrejning af viden og forskning – så langt er forskningsverdenen et selvregulerende system, hvor forskere griber ind, hvis nogen formidler noget direkte forkert.

Men man skal være opmærksom på, at det kan være en bestemt type af viden, der bliver udvalgt. Det kunne for eksempel være de lidt mere glitrede historier, mens anden viden bliver fravalgt.

»Man kan ikke lave om på de forhold, men man skal vide, at forskningskommunikation ikke kun er ren og skær formidling af et godt hjerte. Der er også interesser indblandet.«

Rollerne bliver blandet sammen

At man kan se flere forskningsleder-typer optræde i medierne kan hænge sammen med, at det er dem, der er de mest profilerede, forklarer Ejvind Hansen, der er forskningschef i journalistisk filosofi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Behovet for at profilere sin organisation som et sted, der skal have flere bevillinger, bliver større i takt med, at forskningen i Danmark bliver mere projektbaseret og bevillinger skal skaffes løbende. Men det vil typisk også være netop de forskere, der skal hive bevillingerne hjem, som medierne efterspørger, fordi de i forvejen er mere profilerede i medierne.

Og det kan være svært at gennemskue, når forskernes roller som formidlere og ledere bliver blandet sammen, fortæller Ejvind Hansen.

»Problemet, at dem, vi typisk har kaldt eksperter, lige pludselig bliver parter. Det er en udfordring, hvis journalisterne ikke er opmærksomme på det, og det kan være et problem, hvis vi som modtagere tror, at vi får en objektiv viden, og dermed ikke får ikke det, vi regner med,« siger han.

Han mener dog, at det er en problemstilling, som man kan arbejde med og undgå, hvis man er opmærksom på den.