Emojis i arbejdsmailen får dig til at virke inkompetent
15 august 2017

Sker det nogle gange, at du afslutter en mail til din chef eller en kollega med et lille smilende ansigt? Måske er det en vane, du skal skille dig af med.

Ny forskning viser nemlig, at de små emojis, mange af os pynter vores beskeder med, får afsenderen til at virke mindre kompetent, når der er tale om arbejdsrelaterede beskeder. Det skriver Ben-Gurion University of the Negev, Israel, i en pressemeddelelse.

I værste fald kan brugen af smiley'er og emojis komme til at underminere den information, du gerne vil dele. 

I samarbejde med forskere fra University of Haifa, Israel, og hollandske forskere fra Amsterdam University har universitet undersøgt, hvilken effekt emojis har på modtageren af en arbejdsmail. Forsøget har haft 549 deltagere fra 29 forskellige lande.

I et af delforsøgene skulle deltagerne læse arbejdsrelaterede mails fra ukendte personer og evaluere afsenderen på to parametre:

  • Om personen virkede kompetent
  • Om personen udstrålede varme eller venlighed

Alle modtog de samme mails. Nogle af dem indeholdt emojis, og andre gjorde ikke.

Resultatet af forsøget viser, at i modsætning til et smil fra en person til en anden, der styrker modtagerens opfattelse af både kompetence og venlighed, så gør emojien ikke noget godt for din udstråling overhovedet.

Det har endda en negativ effekt på modtageren i forhold til at få dig til at virke kompetent.

»Studiet viser desuden, at når deltagerne blev bedt om at svare på de formelle mails, var deres svar mere detaljerede og indeholdt mere indholdsrelateret information, når mailen ikke indeholdt en smiley,« siger Ella Glikson, en af forskerne bag studiet, i pressemeddelelsen.

Når modtagerne var blevet mødt af en emoji, havde de altså opfattet afsenderen som mindre kompetent, og informationsdelingenen var blevet svagere. Måske fordi den ikke var blevet taget lige så seriøst.

Man skal altså ikke regne med, at en emoji bliver opfattet som en form for virtuelt smil, når den dukker op i arbejdsmailen - i hvert fald ikke, hvis der er tale om det første 'møde' med en arbejdsrelation. 

Det lille smilende ikon kan derimod godt gøre det ud for en form for smil, hvis din mail bliver sendt i retning af en, der kender dig i forvejen.

Studiet er publiceret i Social Psychological and Personality Science.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.