I 1990 kremerede Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør på Odense Bys Museer og eksperimentalarkæolog, en fuldvoksen tamgris på en bakketop i Sagnlandet Lejre. I oktober 2013 vendte han tilbage for at grave resterne op.
Og det lyder måske som et mærkeligt foretagende dengang tilbage i 90'erne, men der var en klar idé bag griseafbrændingen, som i øvrigt ikke var hans første.
Forsøget var nemlig et af flere, som skulle fortælle om, hvordan oldtidens ligbrændinger fandt sted – for når man fik viden om ritualets udførelse, kunne man måske begynde at gisne om, hvorfor de døde blev brændt.
»Hvis man virkelig vil prøve at forstå, hvad der foregik oppe i hovedet på bronze- og jernalderens mennesker, så er det sådan noget som det her, vi skal lave,« siger Mogens Bo Henriksen.
»Den religiøse forståelse eller samfundsmæssige teori kan først blive diskuteret, når vores forsøg er færdige.«
Men først skulle grisen ligge i jorden i nogle år. Eksperimentalarkæologi tager tid, og det endte med at vare 23 år, før Mogens Bo Henriksen kunne færdiggøre forsøget.
Småt med viden om ligbrændinger
Selvom der er blevet undersøgt omkring 20.000 brandgrave i Danmark, så ved arkæologerne faktisk utrolig lidt om, hvordan oldtidens ligbrændinger er foregået, forklarer Mogens Bo Henriksen.
Og det var blandt andet det faktum, der ansporede ham til at brænde fire grise af i perioden mellem 1989 til 1992.
»Jeg havde egentlig ikke meget mere erfaring end at tænde spejderbål,« siger Mogens Bo Henriksen, men alligevel kunne han allerede med de indledende rekonstruktioner af ligbrændinger konkludere, at det har været en forholdsvis ukompliceret proces at brænde et oldtidsmenneske af.
Ligbål blev tændt på gravpladsen
Faktisk skulle der ikke meget mere end omkring en rummeter brænde til at forvandle liget til aske, fortæller Mogens Bo Henriksen. Og selve processen tog kun omkring 5 timer, så var grisen – eller mennesket – brændt væk.
Et tværsnit gennem en af brandgravene viste også, at de nederste dele af bålets tre eller fire støttepæle, som man stablede brændet omkring, overlevede flammerne. Hvilket passer med fund, arkæologer tidligere har gjort på oldtidsgravpladser, men som har undret dem.
\ Fakta
I lang tid var det lidt af et mysterium, hvorfor der ikke blev fundet flere ligbrændingssteder, fortæller Mogens Bo Henriksen. »Det vil altid være muligt at se, hvor der er foretaget en udgravning,« forklarer han – i hvert fald for arkæologer. Når jorden bliver gravet op, ændrer det lagenes sammensætning, og det vil efterlader et mærke, som man kan finde ved at finkæmme et område, der forsigtig graves ud. Men Mogens Bo Henriksens forsøg med brandgrave viste, at de slet ikke stak særlig dybt i jorden. Derfor er både spor af afbrændingen, knoglerester og gravgods formentlig blevet spredt og ødelagt af efterfølgende dyrkning af jorden.
»Så de har formentlig brændt de døde på gravpladsen dengang,« siger Mogens Bo Henriksen.
Efterfølgende fejede man så resterne sammen og overførte det til de urner, som arkæologerne graver frem i dag.
Forsøg gav løftede øjenbryn
Til at begynde med forstod ingen rigtig, hvad det var, Mogens Bo Henriksen havde gang i, da han begyndte at kremere tamgrisene.
»Folk var temmelig mistroiske i starten,« fortæller Mogens Bo Henriksen. »Nogle mente at jeg var en blanding mellem skør og ligefrem pervers.«
»Men så begyndte der at komme resultater ud af det, og så kunne folk jo godt se, at der var noget relevant i det her.«
Brændte grise kan bistå efterforskninger
Og arkæologien er ikke den eneste videnskab, som kan drage nytte af Mogens Bo Henriksens griseafbrændinger.
Både en retsmediciner og en kemiker deltager i forsøget.
I sommers var Mogens Bo Henriksen ude og grave en anden kremeret gris op, og der blev taget grundstofanalyser af knoglerne, for at se, om deres sammensætning var blevet påvirket efter godt 23 år i jorden.
Det var den ikke, og det kan måske tyde på, at selv 4.000 år gamle knogler måske stadig indeholder et forholdsvist troværdigt billede af, hvad bronze- og jernaldermenneskerne har spist og indtaget i deres liv. De samme undersøgelser skal foretages på resterne fra den gris, der blev gravet op i sidste uge.
»Jeg synes det her er et godt eksempel på, når arkæologien kan bruges i lidt skæve sammenhænge, og bliver lidt samfundsnyttig,« siger Mogens Bo Henriksen.
I 1990 blev en gris kremeret og gemt i jorden af en arkæolog. Nu er han vendt tilbage for at grave resterne op, for de skal hjælpe ham med at genskabe fortællingen om oldtidens begravelsesritualer. (Fotos: Kristian Secher)
Mogens Bo Henriksen er museumsinspektør på Odense Bys Museer. Men han er også eksperimentalarkæolog, og for 23 år siden kremerede han en gris på en bakketop i Sagnlandet Lejre for at undersøge, hvordan oldtidens ligbål kan være blevet afholdt.
Tamgrisen ligger stadig begravet i Jorden, men spørgsmålet er, hvor meget der er tilbage. Ud fra sine gamle opmålinger er Mogens Bo Henriksen og to arkæologistuderende, Jonas Jæger og Veronica Liv Johansen, i stand til at finde brandgraven.
Arkæologer og historikere ved, at det var skik at brænde de døde helt indtil middelalderen. Til gengæld er der næsten ingen kildeoverleveringer, så de ved ikke, hvordan det foregik. Mogens Bo Henriksen har i flere år arbejdet på at besvare det spørgsmål.
I perioden 1989-1992 udførte Mogens Bo Henriksen i alt fire undersøgelser, der skulle kaste lys over forhistoriske ligbrændinger. Fuldvoksne tamgrise blev valgt som ’stand-in lig’, fordi deres anatomi er meget lig menneskers.
Til at begynde med forstod ingen rigtig, hvad det var, Mogens Bo Henriksen havde gang i, da han begyndte at brænde grise. Nogle mente, han måtte være skør, andre, at han var ulækker og ligefrem pervers.
»Folk var temmelig mistroiske i starten,« fortæller Mogens Bo Henriksen. »Men så begyndte der at komme resultater ud af det, og så kunne de godt se, at det faktisk var relevant.«
Mogens Bo Henriksens forsøg har blandt andet givet viden om, at ligbrændingerne er foregået på selve gravpladsen tilbage i bronze- og jernalderen. Herefter er resterne fejet sammen og samlet op i de urner, som arkæologerne finder i dag.
Men afbrændingsforsøgene har ikke kun interesse for arkæologer. Både en retsmediciner og en kemiker er knyttet til projektet, for de afbrændte knogler kan gemme mange informationer, der kan bruges både i arkæologiske udgravninger, men også politiefterforskninger.
Grisen på bakketoppen i Lejre bliver formentlig hans sidste forsøg med brandgrave. »Jeg tror ikke, jeg kommer til at brænde flere grise af,« erkender Mogens Bo Henriksen, næsten helt ærgerlig.
»Det er et af problemerne med eksperimentalarkæologi«, bemærker Mogens Bo Henriksen. »Man vil gerne have resultater her og nu, men ting tager tid.« Hans forsøg med ligbrændinger har varet næsten et kvart århundrede.
