Ind imellem finder arkæologer ting og sager, som ingen aner, hvad er. Genstandene har ligget så lang tid i jorden, at alle har glemt, hvad de skal bruges til.
I sådan nogle situationer tager arkæologerne særlige midler i brug: eksperimentel arkæologi. Hvis arkæologer for eksempel udgraver resterne af et gammelt ildsted og finder mystiske ler-klodser med huller, går eksperimenterne i gang.
De prøver at varme klodserne op og tage dem med i seng. På den måde undersøger arkæologerne, om klodserne i virkeligheden kan være en slags varmedunke fra jernalderen. Lignende forsøg bliver lavet med alverdens andre oldgamle ting.
»Selv har jeg ved hjælp af eksperimenter lige gjort den opdagelse, at folk i jernalderen kunne lave brynjer af dansk myremalm. Det fortæller os, at man for næsten 2.000 år siden sandsynligvis lavede ringbrynjer i det danske område,« siger Henriette Lyngstrøm, lektor i arkæologi ved Københavns Universitet.
Smede laver jernalder-brynjer
\ Fakta
Eksempler på arkæologiske eksperimenter: • Kan pile skudt fra en bue trænge igennem en ringbrynje? Svar: Ja. • Hvor koldt var der i et beboet jernalderhus om vinteren? Svar: 12 grader. • Kan børn lære at lave flintøkser, der er lige så gode som de voksnes? Svar: Nej - helt små børn kan ikke hugge en tredimensionel figur – de vil i stedet hugge en ’flad’ økse.
Henriette Lyngstrøm er en af Danmarks førende forskere inden for eksperimentel arkæologi. Hun fortæller, at hun i sine eksperimenter tager det, hun kan bruge fra naturvidenskaben, og blander det med forskningstraditioner fra humaniora.
»I øjeblikket undersøger jeg, hvordan man i Danmark udvandt jern af myremalm i tiden fra jernalderens begyndelse omkring 500 år f. Kr. til langt op i middelalderen. Jeg arbejder også med, hvordan smedene anvendte de forskellige kvaliteter, der var af myremalmsjern.«
»For at skabe det mest troværdige billede af fortiden, samarbejder jeg med forskellige fagfolk, der kender til mange forskellige videnskabstraditioner og håndværk,« fortæller Henriette Lyngstrøm.
Hendes seneste forsøg gik ud på at afsløre, om man i jernalderen producerede ringbrynjer af myremalmsjern. I hendes forskning mødtes tre traditioner:
- Arkæologien: Igennem tiden har arkæologer fundet de jordiske rester af en del jernalder-mennesker, der blev begravet med ringbrynjer.
- Smede-håndværket: Sammen med to smede byggede Henriette Lyngstrøm såkaldte jernudvindingsovne. Det var den slags ovne, jernalderfolkene brugte, når de udvandt jern fra myremalm. På den måde fik smedene adgang til samme type jern, som jernalderens smede havde adgang til. Jernet prøvede de nutidige smede at lave jernalder-brynjer af.
- Naturvidenskaben: Sammen med metallurger - der undersøger metallers kemiske og fysiske egenskaber - analyserede hun tværsnit af enkelte ringe fra jernalderens ringbrynjer. Og formen på de bittesmå silikatholdige urenheder inde i myremalmsjernet – de såkaldte ’slagger’ – afslørede, at ringene måtte være trukket som ståltråd.
\ Fakta
Jernalderen var kendetegnet ved, at folk på det tidspunkt primært brugte jern til at lave værktøjer af. Det gjorde mennesker på forskellige tidspunker, alt efter hvor i verden vi ser hen. I Danmark var der jernalder i årene fra ca. år 500 f.Kr. til omkring år 1050 e.Kr.
»Man havde ikke forsøgt og trække tråd af dansk myremalmsjern siden jernalderen. Men det forsøgte smedene i forskningsprojektet.«
»Det var svært, men det lykkedes – og vi kunne konstatere, at slaggernes form i de gamle og de nye ringe lignede hinanden. Det bekræfter, at smedene i jernalderen sandsynligvis lavede brynjer af dansk myremalm,« siger Henriette Lyngstrøm.
Arkæologer laver forskellige slags forsøg
Eksperimentelle arkæologer arbejder grundlæggende med to typer forsøg:
- Naturvidenskabelige, kontrollerede forsøg. De minder om de små eksperimenter, vi husker fra fysikundervisningen i folkeskolen. Arkæologen opstiller et forsøg, der for eksempel skal fastslå, hvilket materiale et særligt øksehoved er lavet af. Den slags forsøg kan gentages af hvem som helst, hvor som helst, og resultatet vil blive det samme.
- Humanistiske, kontekstuelle forsøg. Det er forsøg, hvor menneskets krop og psyke bliver inddraget i eksperimentet. Det er nødvendigt, hvis arkæologen for eksempel vil vide, hvordan fortidens mennesker rent faktisk brugte deres økser. Så giver arkæologen rigtige mennesker den opgave at bruge de gamle økser. På den måde kan man finde ud af, hvilke typer økser et menneske mener passer bedst til at fælde træer med, og hvilke der sandsynligvis mest var til pynt.
Under forsøget med ringbrynjerne brugte arkæologerne både:
- Kontrollerede forsøg, når de udvandt og undersøgte jernet.
- Kontekstuelle forsøg til at undersøge, hvordan en smed syntes, det var at smede med myremalmsjern, og hvordan det var at trække de tynde tråde.
\ Fakta
Eksperimentel arkæologi blev for alvor stort i den arkæologiske forskning i 1960'erne. Men allerede i slutningen af 1800-tallet forsøgte amtmanden på Fyn, Christian Sehested, at bygge bjælkehytter af træer, der var fældet med rigtige flintøkser fra bondestenalderen.
»De kontekstuelle forsøg er lige så videnskabelige som de kontrollerede. I hvert fald så længe man har en klar problemstilling, man søger svar på – og hele tiden dokumenterer, hvordan man griber sit forsøg an.«
»Mennesket bliver i det hele taget inddraget mere og mere inden for arkæologien. Det er nemlig kun mennesker, der kan sanse og fornemme, hvordan de gamle genstande blev brugt,« fortæller Henriette Lyngstrøm.
Eksperimenter er vigtige
De fleste tænker nok, at ’rigtige’ arkæologer graver efter fortidens skatte. Det er i så fald en misforståelse, for i dag laver arkæologer meget mere end at grave. De eksperimenterende arkæologer finder også utrolig vigtig viden om vores forfædres verden.
»Arkæologi kan aldrig eksistere uden eksperimentel arkæologi. Man kan udgrave et jernalderhus og så sætte sig ved sit skrivebord og lave fine tegninger af, hvordan man mener, det så ud.«
»Men papir er meget taknemmeligt. Når du tager ud og prøver at bygge huset, må du altid ændre i tegningerne. Du stiller nye spørgsmål til husenes konstruktion – og så kigger du bedre efter, næste gang du udgraver et jernalderhus.«
»Samtidig får man en helt anden forståelse for de genstande, man graver frem. Mine studerende får et meget mere nuanceret syn på lerkarsskår, hvis de forinden selv har prøvet at brænde lerkar,« siger Henriette Lyngstrøm.
Eksperimenterende arkæologer forsøger at rekonstruere jernalderens huse. (Foto: Kåre Thor Olsen)
Sådan eksperimenterede arkæologer og smeden i Lejre sig frem til, hvordan man i jernalderen lavede ringbrynjer af dansk myremalm. (Fotografier: Henriette Lyngstrøm)
Myremalmsjern på ambolten i Lejre.
Jernet smedes helt ned i tynde stænger ...
... der så trækkes gennem stadig mindre huller.
De lange tråde rulles til spiraler.
Spiralerne klippes til ringe.
Ringene blev fremstillet i to forskellige størrelser, svarende til to forskellige arkæologiske fund.
En oprindelig ringbrynje fra jernalderen. »Så dygtig er jeg og smedene ikke endnu,« konstaterer Henriette Lyngstrøm, lektor i Arkæologi ved Københavns Universitet.
