Måske har du hørt ham. Han er gademusikant. Han har i en årrække spillet blokfløjte forskellige steder på Strøget i København.
Så vidt jeg har kunnet vurdere, så følger han en række af kommunens retningslinjer: han spiller ‘ikke kraftigere end 60 dB’, han er ‘ikke flere end 3 personer’, og han står ‘højst en time det samme sted’, idet han med jævne mellemrum finder en ny plads ‘mindst 100 meter væk’.
Hvorvidt han faktisk har kommunens tilladelse til at musicere på Strøget, ved jeg ikke. Det står dog klart, at han i nogles øjne og ører er til væsentlig ulempe. Det kan man fx få indtryk af, ved at læse en debat om gademusikanter på Indre Bys Lokaludvalgs hjemmeside, som kan tilgås her i form af et referat.
En hård og skinger tone
Beboere og erhvervsdrivende omtaler blandt andet gademusikanten som ‘Fløjtemanden’, en ‘fløjtespiller’, ‘mentalt udviklingshæmmet’ og ‘den toneløse fløjtespasser’.
Hans fløjtelyd beskrives som ‘ubehagelig’, ‘toneløs’, ‘hyleri’, ‘enerverende larm’, ‘støjforurening’, ‘en ensformig gennemtrængende hyletone og ikke spil’, ‘en hyletone som går mellem marv og ben’, ‘kun … én tone’, ‘en plage og gene’ og ‘samme ulidelige monotone lyd’.
Hans musiceren beskyldes tilmed for at lede til mental forstyrrelse blandt de lokale tilhørere. Man kan blandt andet læse følgende bekendelser: ‘Jeg er langsom ved at blive vanvittig’, ‘det er til at blive vanvittig af’, ‘vi blev vanvittige’, ‘Vi er mildest talt ved at blive sindssyge’.
Nu kan jeg ikke afgøre mandens faktiske fysiologiske og psykologiske tilstand. Jeg kan heller ikke afgøre den faktiske effekt af mandens musiceren på de lokales psykologiske tilstand. Men jeg kan kort kommentere på vurderingen af mandens musiceren på baggrund af efterhånden et par håndfulde observationer – jeg opsøger ham/møder ham nemlig gerne, hver gang jeg er på Strøget i København.
En rig tone
Først og fremmest er det misvisende at kalde mandens musiceren for ‘toneløs’. Der kommer faktisk en del toner ud af mandens fløjte: Han spiller i snit ca. 2 toner i sekundet, sådan som det er kalkuleret i overskriften.
Derudover er det misvisende, når det hævdes, at manden kun spiller ‘én tone’. De mange toner er faktisk ret så forskellige. Nok er der tale om ca. den samme tone i tonehøjdemæssig forstand, og selvom der rigtignok er ”gengangere” blandt de mange toner, så varierer manden immervæk tonen hvad angår blandt andet toneansats, -varighed, -kraftighed og -udfasning.
Derfor er det også misvisende, at kalde mandens fløjtelyd for en ‘hyletone’. En hyletone klinger i samme tonehøjde uden ophold over længere tid – for et godt, gammelt eksempel lyt her:
Improvisation over en lysstander
Senest jeg hørte manden musicere, havde han taget plads ved en af strøgets forgængerovergange. Han stod tæt op ad en af lysstanderne. Det skabte en lidt speciel lydsituation, idet lysstanderen også gav lyd i form af bib-lyde.
Sådanne bib-lyde – som visse steder er omdannet til dik-lyde – er anrettet særligt til gavn for svagtseende medborgere, og lydene signalerer forskellen mellem rødt og grønt lys. Det røde lys er markeret med et relativt langsomt bib-tempo, mens det grønne lys er markeret med et relativt hurtigt bib-tempo.
Manden lod sig ørenhørligt inspirere af de varierende bib-tempi. Når de ‘røde bib’ klingende fra lysstanderen, fløjtede manden sine toner i en overvejende rolig og udstrakt stil. Når de ‘grønne bib’ klingende, fløjtede manden derimod sine toner på en stødvis og hektisk facon.
Manden var tonemæssigt lige nøjagtigt på højde med lysstanderens bib. Rytmemæssigt faldt de fleste af mandens toner imidlertid i rummene mellem lysstanderens bib. Mandens musiceren kunne således høres ikke blot som en lysstanderlydsimitation, men også som en udsmykning af denne, en af by-pulsens mest ensformige og -tonede mikrorytmer.
Jeg kom til at lægge mærke til, hvordan forgængerne trådte ind og ud af lysstanderens ‘grundpuls’ og hvorledes mandens rytmiske forsiringer syntes at bidrage til det. Fx så det ud til, at mandens ‘grønt lys’-variationer fik mange til at bevæge sig hurtigere frem og væk end de ellers ville have gjort.
På den måde syntes fløjtelydene at bidrage til en hurtigere og mere effektiv afvikling af forgængertrafikken. Jeg kom også til at tænke på, hvorvidt mandens musikalske stil mon måtte være udviklet som et resultat af at komme fra et hjem med en lysstander indenfor lytte-afstand.
Det hele fik dog en brat ende. Pludseligt, midt i en ‘grønt lys’-variation, tog to politibetjente ham under armen. De eskorterede ham lidt mere end 100 meter væk. De ville måske sikre sig, at svagtseende igen kunne komme til at kende tydelig forskel på grønt og rødt.
