Den skønne, stønnende lyd af tennis på tv

Tennis er den bedste sportsgren at lytte til på tv. Det er i hvert fald sådan, den franske lydteoretiker Michel Chion ser på det, og jeg er tilbøjelig til at være enig.

Chion hæfter sig især ved, at vi tv-seere kan nyde lyden af ketchernes slag mod bolden – ’plok’, ’plok’, ’plok’ – uden at blive forstyrret af kommentatorernes knevren.

’Plok’-lyden er tennissportens ’lydlige signatur’, konkluderer Chion. Men måske er der mere end blot ’plok’, der gør lyden af tennis til noget særligt på tv?

Lyden af sport på tv

Kommentatorlyd og ’plok’-lyd repræsenterer to af de fire typer af lyd, som vi hører, når vi ser elitesport på tv, nemlig:

• Tilskuerlyde: De lyde, som tilskuerne producerer på stadion i form af eksempelvis tilråb samt udbrud af glæde og ærgrelse.

• Organisatorlyde: De lyde, som arrangørerne producerer på stadion såsom annonceringer og musik over stadionhøjtalere.

• Medieproduktionslyde: De lyde, som stammer direkte fra tv-produktionen – lyden af kommentatorer er et eksempel på denne type.

• Udøverlyde: De lyde, som spillere og dommere producerer på stadion – ’plok’-lydene er et eksempel på denne type.

Det er indholdet af og relationen mellem disse fire typer, som gør, at vi ved, at vi lytter til tennis frem for eksempel fodbold eller golf.

Fodboldtransmissioner er typisk præget af uafbrudt, kraftig tilskuerlyd, mens golf er præget af mere forbigående, afmålte tilskuerlyde – og ligesom i tennis kan golftilskuerne blive anmodet om at være stille under selve spillet: »Quiet please!«

Den karakteristiske ’plok’-lyd står ikke alene

Når Chion fremhæver ’plok’-lyden som tennissportens lydlige signatur, giver det umiddelbart god mening:

Lyden er en distinkt og uundgåelig del af selve spillet – ligesom lydsignaturerne ’pling’ og ’thumb’ er det i golf og fodbold.

’Plok’, ’pling’ og ’thumb’ findes i tennis, golf og fodbold, uanset om der er organisatorer, tilskuere og medieproducenter til stede.

I fodbold er ’thumb’-lydene typisk overdøvet af tilskuer- og kommentatorlyd, mens ’pling’-lydene i golf som regel er tydelige, fordi alle andre lyde er fraværende.

I tennis er situationen lidt anderledes. Her bliver ’plok’-lyden godt nok heller ikke overdøvet af hverken tilskuere eller kommentatorer, men alligevel står lyden ikke alene som i golf.

’Plok’-lyden ledsages nemlig tit af en anden udøverlyd.

Uarhh! & Huiij!

Nogle spillere producerer lyden mere tydeligt end andre. For eksempel stønner danske Holger Rune (stort set) ikke, mens både Rafael Nadal, Novak Djokovic samt den aktuelle verdensetter, Carlos Alcaraz, stønner særdeles højt (lyt selv her).

Lyden varierer også fra spiller til spiller. Og det er særligt i forbindelse med kraftfulde slag – det vil sige serv samt bag- og forhånd fra baglinjen – at lyden viser sig.

Men vi kan i alle tilfælde høre lyden som en eksklamation, det vil sige som et højlydt, uartikuleret udbrud eller støn á la Uarhh! eller Huiij!

Stønnet ligner de udbrud, tennisspillerne nogle gange producerer, når de reagerer på et tabt eller vundet point.

Sådanne udbrud og deres betydninger i tennis har den canadiske interaktionsanalytiker Erving Goffman for eksempel hæftet sig ved som eksempler på det, han kalder reaktionsudbrud (response cries).

I modsætning til disse reaktionslyde optræder de ’plok’-ledsagende udbryd dog synkront med en aktion under selve spillet. Og dermed har de også en potentiel direkte effekt på selve spillet.

Ja, det hjælper at stønne

Der findes faktisk en del forskning, der har undersøgt netop denne effekt, og der tegner sig følgende billede:

• For den spiller som afgiver stønnet, kan lyden være med til at producere mere kraftfulde slag (se for eksempel O’Connell et al., 2016; Callison, Berg & Slivka, 2014).

• For den spiller, som bliver udsat for modstanderens støn, kan lyden være med til at distrahere, irritere og kamuflere modstanderslagets kraft og retning (se for eksempel Farhead & Punt, 2015; Müller, Jauernig & Cañal-Bruland, 2019; Sinnett, Maglinti & Kingstone, 2018).

Ifølge forskningen giver det altså tilsyneladende Djokovic, Nadal og Alcaraz en fordel over den mere lydløse Rune.

Fordelen er dog ikke så stor, at man nødvendigvis skal stønne for at vinde – Rune vinder jo ret ofte, og lyt for eksempel også til Roger Federers mange stønløse sejre.

Men hvad med os tv-seere: Hvad betyder støn for vores oplevelse af tennis på tv?

Skønne, personlige støn

Nogle synes sikkert, de er en ubehagelig forstyrrelse af det ellers så rene spil.

Men når vi ikke lige måtte stirre på skærmen, bidrager stønnene faktisk med vigtig information om spillets gang.

Efter kort tid kan vi let høre, hvem der slår til bolden, og vi kan på høre på stønnet (eller fraværet af det), hvem der har vundet, og hvem der har tabt et point – det er vanskeligt at afgøre på baggrund af ’plok’-lydene alene.

Vi kan også opleve, at stønnene giver os en mere intim og individualiseret oplevelse af spillerne.

Vi hører altså ikke kun de ret så generiske udøverlyde, der kun varierer marginalt i forhold til, hvem der spiller, og hvor der spilles – det gælder’plok’-lyden, men for eksempel også de ’duk-duk – duk-duk’-lyde, der toner frem, når spillerne slår grus af skoenes slidsål eller lyden fra bolden, der rammer netkanten.

Vi hører også spillerne udtrykke sig vokalt på personlig vis.

Støn findes ganske vist også i andre sportsgrene, hvor en vis kraftudfoldelse er påkrævet. I mange sportsgrene kan stønnene imidlertid ikke høres af os tv-seere – lyt for eksempel til håndbold, ishockey, fodbold og cykling.

I andre tilfælde er stønnene, af forskellige grunde, ikke en del af spillet – lyt for eksempel til badminton og golf.

Og endelig er der tilfælde, hvor vi nok kan høre støn – lyt for eksempel til vægtløftning – men hvor lyden ikke er en lige så hyppig og rytmisk del af sporten, som i tennis.

Støn er på den måde en væsentlig del af tv-tennissens lydlige signatur.