Et hold engelske arkæologer kan nu afsløre, at man har rekonstrueret ansigtet på en 75.000 år gammel neandertalkvinde.
Kvinden er kendt som Shanidar Z, opkaldt efter en hule i det irakiske Kurdistan, hvor hendes kranie blev udgravet i 2018.
Det skriver University of Cambridge i en pressemeddelelse.
En ny BBC-dokumentar følger arkæologerne, der er vendt tilbage til hulen for at fortsætte udgravningerne.
Det var en langsom proces at lime de flere end 200 stumper af hendes kranie sammen, da hvert fragment var meget blødt. Som en kiks, der er dyppet i te. Derefter kunne man scanne og 3D-printe kraniet.

Som en af forskerne bag forklarer, ser neandertaleres og menneskers kranier meget anderledes ud.
Men det genskabte ansigt tyder på, at der alligevel ikke er så store forskelle.
»Det er måske nemmere at se, hvordan krydsning mellem vores arter har fundet sted, i det omfang at næsten alle, der lever i dag, stadig har neandertaler-DNA,« siger palæoantropolog Emma Pomeroy fra University of Cambridge i England i pressemeddelelsen.

Neandertalkvinden, der anslås at have været i fyrrerne, er den femte ud af mindst ti neandertaler-lig, som man har fundet begravet det præcist samme sted: bagved en to meter høj klippe i midten af hulen.
Den seneste opdagelse har fået forskere til at undersøge mysteriet om neandertalkvinden, der blev lagt til hvile i en sovende stilling under klippen.
Arkæologer mener, at man har brugt klippen som en slags afmærkning, så andre neandertalere kunne vende tilbage til det samme sted for at begrave deres døde.

»Vores fund viser, at Shanidar-neandertalerne kan have tænkt på døden og dens følger på måder, som ikke er så langt fra deres tætteste evolutionære slægtninge – os selv,« siger professor Graeme Barker fra University of Cambridge, der har ledt udgravningerne ved hulen.
De andre lig, som blev opdaget af den amerikanske arkæolog Ralph Solecki i 1960, var omringet af klumper af ældgammelt blomsterpollen.
Derfor har Solecki argumenteret for, at pollenklumperne var bevis for, at neandertalerne afholdt begravelsesritualer, hvor de afdøde blev begravet på et leje af blomster.
tmmk

































