Kræftforskere vinder prisen for Årets Danske Forskningsresultat 2014
Forskere fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har netop modtaget prisen for Årets Danske Forskningsresultat 2014. De har med en simpel blodprøve fundet en ny metode til at opdage brystkræft. Uddannelses- og forskningsministeren »glæder sig dobbelt« over vinderen.

Henrik Ditzel og Annette Raskov Kodahl fra Syddansk Universitet fik overrakt prisen for at stå bag Årets Danske Forskningsresultat af forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) i Videnskab.dk's sal i København. (Foto: Anne Marie Lykkegaard)

Henrik Ditzel og Annette Raskov Kodahl fra Syddansk Universitet fik overrakt prisen for at stå bag Årets Danske Forskningsresultat af forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) i Videnskab.dk's sal i København. (Foto: Anne Marie Lykkegaard)

I dag opdages de fleste tilfælde af brystkræft med en mammografiscanning.

Men i fremtiden kan brystkræft muligvis afsløres med en simpel blodprøve, hvor man leder efter en særlig klasse RNA-molekyler, kaldet mikroRNA, som kan være en markør for brystkræft.

En gruppe forskere fra Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet har fundet frem til metoden, og derfor har gruppen i dag modtaget prisen for Årets Danske Forskningsresultat.

»Vi er utroligt glade for prisen og for at blive nomineret i første omgang. Det viser, at der er en stor interesse for kræft og et håb om, at vi kan få bedre kræftbehandlinger. Der er mange, som bliver ramt af kræft - måske ikke på egen krop, men i familien eller hos nære venner, og derfor er vi glade for, at der er en stor bevågenhed på dette område,« siger Henrik Ditzel, professor og overlæge i molekylær medicin og onkologi ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital, på vegne af gruppen.

Ni forskellige slags mikroRNA kan afsløre brystkræft

I tidligere studier har man ifølge Henrik Ditzel forsøgt at finde en sammenhæng mellem brystkræft og ændringer i DNA og RNA hos kvinder.

Men sådanne studier har endnu ikke resulteret i udvikling af effektive kliniske test til tidlig diagnose af brystkræft.

Derfor valgte Henrik Ditzel og forskergruppen på Syddansk Universitet at kigge på en type RNA-molekyler kaldet mikroRNA. Her fandt de i blodprøver fra kvinder med brystkræft, at ni forskellige slags mikroRNA var markant over- eller underrepræsenteret i forhold til blodprøverne fra raske kvinder.

I dag bruger man en mammografiscanning til at undersøge for brystkræft, men det er langt fra alle tilfælde, der fanges ved den metode. Derfor håber Henrik Ditzel, at man kan kombinere mammografiscanningen og blodprøven for at få et mere nøjagtigt resultat.

»Det er det første skridt i retningen af at udvikle en test, så kvinder med mistanke om brystkræft kan blive tjekket med en blodprøve. Men man kan også kombinere mammografiscanningen og blodprøven. Vi håber, at hvis vi benytter os af begge dele, kan vi få et mere præcist svar,« siger Henrik Ditzel.

Du kan i videoen under artiklen høre om, hvorfor mikroRNA er så interessant at undersøge i forhold til brystkræft, og hvad man ellers kan bruge resultaterne til.

Du kan få taget blodprøven hos din læge

I dag er det kun kvinder mellem 50 og 69 år, der får tilbudt en mammografiscanning, men ifølge Henrik Ditzel er cirka halvdelen af dem, der får brystkræft, under 50 år eller over 69 år.

Forventingen er, at der vil blive opdaget flere tilfælde af brystkræft, hvis man bare skal have taget en blodprøve hos lægen i forbindelse med et tjek, forklarer han.

Jeg har som rigtig mange danskere oplevet brystkræft helt tæt på i min nærmeste vennekreds, og derfor bliver jeg både glad og stolt, når danske forskere leverer god og vigtig forskning, der har potentiale til at gøre en positiv forskel for så mange mennesker. Det er godt gået.

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R)

»Vores håb er, at man kan få taget blodprøven hos sin egen læge, som samtidig kan gøre det lidt oftere end screeningerne. På den måde håber vi, at man kan fange flere tilfælde af brystkræft,« siger Henrik Ditzel.

Ministeren er stolt over vinderen

Det var Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R), der overrakte prisen for Årets Danske Forskningsresultat 2014, og hun er glad for, at prisen er gået til forskerne fra Syddansk Universitet.

»Jeg glæder mig dobbelt over Årets Danske Forskningsresultat. Både som minister for forskning og som privatperson. Jeg har som rigtig mange danskere oplevet brystkræft helt tæt på i min nærmeste vennekreds, og derfor bliver jeg både glad og stolt, når danske forskere leverer god og vigtig forskning, der har potentiale til at gøre en positiv forskel for så mange mennesker. Det er godt gået. Stort tillykke til forskerne fra Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet med prisen for Årets Danske Forskningsresultat,« siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Ud over prisen for Årets Danske Forskningsresultat blev der overrakt to diplomer for hædrende omtale. Det ene diplom gik til professor i idéhistorie og filosofi Dorthe Jørgensen fra Aarhus Universitet, der i sin disputats 'Den skønne tænkning' har undersøgt, hvordan skøn tænkning kan gøre verden bedre.

Det andet diplom for hædrende omtale gik også til forskere fra Aarhus Universitet, nærmere bestemt Institut for Biomedicin. Her har et hold forskere med professor Steffen Thiel i spidsen knust den etablerede viden om immunsystemet ved at påvise, at en velkendt teori er forkert. 

(Video: Syddansk Universitet) 

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.