Forsøg i spøgelseshus i Vejle undersøger, hvordan vi styrer vores frygt

Det er bælgmørkt. Du hører skrig i det fjerne, men tættere på lyder et tungt åndedræt. Du aner en lugt af benzin og udstødning. Dit hjerte hamrer.

Pludselig bringes luften omkring dig i bevægelse. Du knytter hænderne og forbereder dig på det værste.

Lokalet lyses op af et skarpt lysglimt, og i samme øjeblik lyder der et dumpt brøl, som en blanding af et rovdyr og en lastbil, der starter.

En skikkelse farer imod dig. Det er en meget stor mand. Med en tændt motorsav.

Hvad gør du? Skriger og løfter hænderne afværgende? Løber væk i en helvedes fart? Griner og klapper i hænderne af begejstring?

Forskning i et spøgelseshus

I Mørkedalsskoven i Vejle ligger ’Danmarks mest skræmmende spøgelseshus’, Dystopia Haunted House, i en nedlagt fiskefabrik.

Hvert år åbner fabrikken for besøgende op til Halloween, hvor 6-7.000 betalende gæster valfarter til fabrikken for at blive skræmt halvt fordærvet.

Gæsterne bliver ledt gennem omkring 50 forskellige rum, der er indrettet til at være så skræmmende som muligt. I rummene gemmer frivillige i monsterudklædning sig.

Dystopia er et paradis for horrorfans, men også guldgrube for vores tværfaglige forskergruppe, som udforsker gæsternes psykologi og adfærd.

Forskergruppen består af en horrorforsker (Clasen), en legeforsker (Andersen) og en religionsforsker (Schjødt). Selvom vi har forskellige faglige baggrunde, har vi en fælles interesse i det, der foregår i spøgelseshuset.

Fra et horrorforskningsperspektiv handler det om at finde ud af hvorfor folk opsøger denne type interaktive horror, og hvordan det virker.

Fra et legeforskningsperspektiv handler det om at undersøge horror som leg, altså, at forske i netop denne type besynderlige leg med skræk og rædsel og ’frygt for sjov’.

Og fra et religionsvidenskabeligt perspektiv er der interessante paralleller mellem at besøge et spøgelseshus og at gennemføre fysisk eller psykisk smertefulde religiøse ritualer.

Horrorgenrens paradoks: Hvorfor opsøger vi horror?

Vi forskere forsøger at forstå horrorgenrens paradoks, altså, den omstændighed, at mange mennesker – tilsyneladende de fleste af os – frivilligt opsøger ting, som er ubehagelige og skræmmende.

De fleste psykologer er enige om, at frygt er en følelse, der tjener at holde os langt væk fra ting, som kan være farlige.

Alligevel ser det ud til, at rigtig mange mennesker frydes over muligheden for et godt gys.

Vi ser horrorfilm og læser gyserromaner, vi spiller skrækindjagende computerspil og besøger hårrejsende spøgelseshuse. Hvorfor udviser mennesker denne paradoksale adfærd?

Et andet spørgsmål er, hvorfor brugere af horrormedier har så vidt forskellige tilgange og reaktionsmønstre, når de ser horror.

Du kender sikkert situationen. I sidder en gruppe venner sammen, og pludselig er der én, der får den ide, at I skal se en gyserfilm. Nogle klapper begejstret, nogle begynder nervøst at bide negle.

I forhold til horrorgenren kan man sige, at nogle af os er ’adrenalin-junkier’, der dårligt kan få gys nok, mens andre er anspændte ’neglebidere’, der ganske vist kan lide horror, men må kæmpe for at holde rædslen på et acceptabelt niveau.

Adrenalin-junkier og neglebidere

For at belyse horror-paradokset og samtidig undersøge, hvordan folk regulerer deres frygt, når de udsætter sig selv for horror, besøgte vi sammen med et hold forskningsassistenter Dystopia Haunted House i 2016.

Resultaterne fra dette studie er netop blevet udgivet. Vi spurgte de besøgende, om de ville deltage i vores forsøg, og 280 sagde ja.

De fik derefter valget mellem to udfordringer:

1. Enten at lade sig blive så bange som overhovedet muligt
2. Eller at forsøge at blive så lidt bange som overhovedet muligt

Vi var interesserede i at finde ud af, hvilke strategier de besøgende brugte til at regulere deres frygt, og om der mon var forskelle mellem neglebidernes og adrenalin-junkiernes strategier.

Hvis en horroroplevelse skal være fornøjelig, vil de fleste mennesker gerne have fornemmelse af en smule kontrol over situationen. Det må ikke blive for skræmmende, men omvendt må det må heller ikke blive for kedeligt.

Hvordan maksimerer man sin frygt?

Der findes allerede forskning i, hvordan børn og unge nedregulerer deres frygt i forhold til gyserfilm, men vi ved meget lidt om, hvordan voksne regulerer deres frygt i forhold til horror og nærmest intet om, hvordan man maksimerer frygt.

Vores studie forsøger at belyse nogle af disse mangler i forskningen.

Vores forsøgspersoner fordelte sig i to næsten lige store grupper. Efter de havde gennemført spøgelseshuset, blev forsøgspersonerne interviewet af forskningsassistenter, som spurgte ind til, hvad de havde gjort for at leve op til udfordringen.

Deltagerne udfyldte også spørgeskemaer, hvor de blandt andet skulle angive, hvor bange de blev, og hvor sjovt de syntes, det var.

Dernæst blev alle interviews kodet og analyseret, så vi kunne forsøge at kortlægge præcist, hvilke strategier vores forsøgspersoner havde brugt.

Strategier for frygtregulering

Det viser sig, at de besøgende i begge grupper bruger tre overordnede typer af strategier:

1. Regulering af tænkning. For at dæmpe frygt kan man eksempelvis distrahere sig selv ved at tænke på noget andet eller ved at sige til sig selv, at det bare er en skuespiller, der står over for en. For at øge frygt kan man sige til at sig selv, at det er virkeligt, det der foregår, og holde det mentale fokus på situationen.
   
2. Regulering af perception og opførsel. For at dæmpe frygt kan man eksempelvis holde sig for øjnene eller gå meget langsomt. For at øge frygt kan man tillade sig selv at skrige, når man bliver forskrækket, eller fastholde blikket på de uhyggelige kulisser og aktører.
   
3. Interaktion med gruppemedlemmer. For at dæmpe frygt kan man eksempelvis holde en anden i hånden eller joke om oplevelsen sammen. For at øge frygt kan man tale med hinanden om, hvor farligt det er, eller holde kontakt med gruppemedlemmer for at blive ’smittet’ af deres frygt.

De forsøgspersoner, der fik til opgave at minimere frygt – neglebiderne – forsøgte at holde frygten nede ved at sige til sig selv, at spørgelseshuset ikke er ægte, at det bare er kulisser og skuespillere, for på den måde at modvirke indlevelse (vi ved fra anden horror-forskning, at øget indlevelse i interaktiv horror, for eksempel horrorcomputerspil, giver større frygtrespons).

Neglebiderne forsøgte målrettet at holde deres følelser i skak, og de forsøgte at gøre grin med det, de oplevede. De forsøgte også ofte at holde fysisk kontakt med gruppemedlemmerne.

Adrenalin-junkierne – forsøgspersonerne, der skulle maksimere deres frygt – tvang omvendt sig selv til at fokusere på de uhyggelige scenarier og ikke lade sig distrahere.

De sagde til sig selv, at monstrene var virkelige og farlige, og de forsøgte at følge med i den historie, der blev fortalt i spøgelseshuset, så de bedre kunne indleve sig.

Frygt for sjov

De forskellige strategier så ud til at virke. I hvert fald var adrenalin-junkiernes rapporterede frygtniveau væsentligt højere end neglebidernes.

Men selvom der var stor forskel på, hvor bange forsøgspersonerne i de to grupper blev, var der pudsigt nok ikke den store forskel på, hvor sjov, de syntes, oplevelsen havde været.

Både neglebiderne og adrenalin-junkierne var begejstrede for oplevelsen, hvilket tydeliggør, at der altså er flere veje til gode horroroplevelser.

For adrenalin-junkierne, der dårligt kan få deres underholdning skræmmende nok, er kunsten at skrue op for frygten indenfor den sikre ramme.

For neglebiderne, der kæmper med at gennemføre en horrorfilm, handler det om at holde frygten på et acceptabelt niveau og komme gennem oplevelsen uden alt for mange psykiske mén og ar på sjælen.

Med dette studie ved vi mere om, hvordan horrorfans regulerer deres frygt og er kommet tættere på at forstå genrens paradoks.

Når folk opsøger skræmmende underholdning, er det, fordi de finder fornøjelse i at lege med frygten i en sikker kontekst.

Og uanset, om man er neglebider eller adrenalin-junkie, kan horrorunderholdning bruges som en kontekst, hvori man kan afsøge og udfordre sin egne grænser.