Lige siden den første computer kom frem, har mennesket forsøgt at bygge en maskine, der kan tænke som os.
Rumskibscomputeren HAL 9000 fra filmen Rumrejsen år 2001 er et godt eksempel på denne fascination. Hal 9000 bygger på avanceret kunstig intelligens og har mange menneskelignende karaktertræk.
Computere som Hal 9000 er dog foreløbig stadig kun fiktion, for der er endnu ikke fundet en måde at programmere kunstig intelligens, der kan tænke ligesom et menneske.
Bygger på sandsynlighedsregning
I videoen fra New Scientist kan du se, hvordan maskiner i store træk er programmeret med udgangspunkt i sandsynlighedsregning.
En maskine tænker og træffer beslutninger ud fra sandsynlighedsregning, men forholder sig ellers ikke refleksivt til beslutningen. Maskinen ved så at sige ikke, hvorfor beslutningen er korrekt - den kan ud fra store mængder data blot vurdere sandsynligheden for, at den er det.
Selvom det endnu ikke er lykkedes - og måske aldrig kommer til at lykkes - os mennesker at lave maskiner, der kan tænke ligesom os, kan vi glæde os over, at maskinerne kan løse mange af de samme problemer, som vi kan, på meget kortere tid end vi nogensinde selv ville kunne.





























