Overraskede forskere: Lige så meget mikroplast i fisk for 25 år siden

For første gang har forskere kortlagt mere end 25 års forurening med plastik i havet og i fisk.

De har analyseret konserverede prøver af plankton og sammenlignet med nedfrosne fiskeprøver fra tre årtier i Østersøen.

Konklusionen overraskede forskerne:

»Vi havde regnet med, at der ville være sket en stigning. Produktionen af plast i Europa i samme periode er tredoblet. Men der er ingen stigning af mikroplast, hverken i vandet eller i fisk fra Østersøen«, siger Torkel Gissel Nielsen, der er professor ved DTU Aqua, Danmarks Tekniske Universitet.

Han står bag den nye undersøgelse i samarbejde med forskere fra den tyske forskningsinstitution GEOMAR og fra Københavns Universitet. Undersøgelsen er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science of the Total Environment.

Jagten på den forsvundne plast

Produktionen af plast er steget gradvist siden introduktionen af plast i 1940’erne, og i 2010 estimerede forskere i Science, at vi på verdensplan udledte 8 millioner tons plast. Det kan du læse mere om i artiklen Havet er fuld af mikroplastik.

Vi ved, at fiskene får plast med i maden, når de svømmer rundt i havet og spiser. Inden undersøgelserne regnede biologerne derfor med, at koncentrationen af mikroplast i såvel fisk som i planktonprøver var steget kraftigt sammen med vores forbrug af plast i løbet af mere end 25 år (1987-2015).

Men teorien bliver nu punkteret af undersøgelsen, hvor der altså ikke var en stigning.

Undersøgelsen sætter ikke spørgsmålstegn ved, om der udledes plast i havet. Men den tyder på, at vores stigende forbrug af plastic ikke sætter et direkte aftryk i koncentrationen af mikroplast i vand eller i fisk i Østersøen – og dermed at forskerne ikke ved, hvor mikroplasten bliver af.

Derfor vil de nu lede efter større mængder af mikroplast andre steder i vandmiljøet f.eks. på havbunden.

Mikroplast er stadig et problem

Og mikroplastkrisen er ikke afblæst med det nye resultat, siger Jakob Strand, der er seniorforsker i havmiljø ved Aarhus Universitet, og som ikke har deltaget i den ny undersøgelse:

»Undersøgelsen er flot og grundigt arbejde, der bekræfter, at belastningen af mikroplast ikke er særlig høj i selve vandsøjlen (vandet, red.),« siger Jakob Strand.

»Det passer godt med andre undersøgelser af havbunden, som viser, at der en meget højere koncentration af plastpartikler, som er aflejret i havbunden. Her kan mikroplast blive tilgængeligt for bunddyr som orm og krebs, der også er fiskenes føde.«

Fungerer fisk som en ’elevator’?

Forskerne vil nu gerne undersøge en række spørgsmål:

• Hvad sker der med mikroplast på havbunden?
• Findes der organismer, der kan nedbryde den?
• Eller bliver den transporteret væk fra Østersøen af havstrømme og ender f.eks. på kyster?

»Det er muligt, at fiskene fungerer som en slags elevator, og ved hjælp af deres fordøjelsessystem transporterer de plasten ned på havbunden, hvor vi vil kunne lokalisere den ved at hente prøver op. Det er muligt, at den bliver nedbrudt af bakterier«, siger Torkel Gissel Nielsen og fortsætter:

»Det er også muligt, at mikroplasten bliver ført væk fra Østersøen af havstrømme og findes koncentreret andre steder, hvor den måske skader dyrelivet. Hvis vi vil bekæmpe forureningen, skal vi derfor have en bedre forståelse af plastens cyklus i havet og på havbunden«, siger han.

Jakob Strand mener desuden, at vi skal blive bedre til at skelne de forskellige typer af mikroplast fra hinanden, hvis vi skal bekæmpe plastforureningen.

»Nogle typer af plast er mere problematiske end andre. Malingsflager og mikroplast fra bildæk er eksempelvis mere giftigt end plast, der anvendes til at lave plastflasker. Så vores undersøgelser af havbunden skal især handle om, hvor den mest problematiske plast havner«, siger han.

Sår tvivl om udbredt plast-estimat

»Vores målinger af Østersøen maner til besindighed. Man bør passe på ikke at puste skrækscenarier op«, siger Torkel Gissel Nielsen selv om den nye undersøgelse.

Ifølge et kendt estimat fra organisationen Ellen Mac Arthur Foundation, vil der i 2050 være lige så meget plast i havene, som der er fisk.

Tallet er blandt andet baseret på en fremskrivning af udledningen af plast i havet. Men det er ikke baseret på observationer af plast i havet, som de danske forskere nu har foretaget.

»Vores nye undersøgelse sår tvivl, om hvorvidt man kan sætte lighedstegn imellem et estimat for udledningen og så den faktiske mængde af plast i havet, som tallet fra Ellen Mac Arthur Foundation har gjort«, siger Torkel Gissel Nielsen.

Jakob Strand er enig i, at estimatet »er strammet«, og at der ikke er videnskabeligt belæg for skrækscenarier i plastundersøgelser, som det ser ud nu.

»Men vi skal også huske, at Østersøen er ikke det mest belastede hav med plast sammenlignet med kystnære områder i nogle 3. verdens lande, og det er jo et globalt estimat, som måske passer bedre i andre havområder«, siger han.

Mikroplast hører ikke til i havet

Torkel Gissel Nielsen står bag de nye undersøgelser af Østersøen sammen med blandt andet cand. scient. Sabrina Beer, der har deltaget som daværende specialestuderende fra biologi på Københavns Universitet, og biolog Bastian Huwer, der er forsker ved Danmarks Tekniske Universitet.

De to sidstnævnte har været hovedkræfterne bag undersøgelserne af de 814 sild og brisling og knap 100 prøver fra vandsøjlen i Østersøen, som er indsamlet i perioden 1987-2015.

Det var Sabrina Beer, der analyserede, om der var mikroplast i de gamle plankton prøver og i nedfrosne fisk.

Der blev fundet plast i 160 af de 814 fisk. Alle fiskeprøvernes plaststykker blev målt og klassificeret ud fra farve, og Sabrina Beer har ved hjælp af varme tjekket hver eneste plastfiber for at sikre sig, at der faktisk var tale om plast, der smelter i kontakten med varme.

»Det er vigtigt at fokusere på, at mikroplast ikke hører til i havet, og vi skal stadig begrænse spredningen, så det ikke ender i vandmiljøet og fødekæden«, siger Sabrina Beer.