Hvad enten der er tale om fodboldfans, som kan lide runde eller ovale fodbolde, så har de fået flere og flere kameravinkler serveret på skærmen i løbet af de senere år.
En vinkel, de hidtil kun har kunnet drømme om, er fra boldens perspektiv, mens den flyver gennem luften.
Et vidvinkelkamera fæstet på en amerikansk fodbold er udgangspunktet for de ganske stabile billeder, man kan se i videoen ovenfor.
Til venstre er der en ubearbejdet råfil, til højre resultatet med konvertering til et mere stabilt fugleperspektiv.
Tilføjer man dernæst et nyudviklet stykke software, og så har forskerne ved Carnegie Mellon University og University of Electro-Communications realiseret kameraet, der kan filme fra fodboldens perspektiv.
Konverterer uklar råfil
Selve råfilen er meget lidt seværdig, for en fodbold af denne type kan have en omdrejningshastighed på op til 600 r/min, ifølge en pressemeddelelse.
Men en egenudviklet formel gør, at det tågesnurrende råmateriale fra vidvinklen kan lægges ind som videosekvenser i en direkte udsendelse.
Når bolden kastes, så indfanger kameraet en lang række ’frames’, fordi bolden roterer.
Når alle disse enkeltframes bearbejdes, bliver himmelretningen brugt til at afgøre, hvilke der slettes, og hvilke der bliver brugt i optagelsen.
Til træning og underholdning i første omgang
De tilbageværende billeder sættes sammen, så man får et helhedspanoramabillede, uden boldens vilde snurretur.

Softwaren foretager også justeringer, så billeder i mindre grad bliver forvrænget, men der er stadig brug for mere arbejde for at optimere billedet.
I teorien kan det være muligt at fastgøre sådanne kameraer på både ovale fodbolde i USA og på de runde i England.
I første omgang er den mest sandsynlige brug knyttet til træning og TV- og filmindspilninger, tror forskerne bag opfindelsen.
NASA har i øvrigt brugt en lignende software til at sammensætte billedmateriale fra Mars-roverne til store billeder.
Vil fodboldchefer overhovedet have sådan en opfindelse?
Med videre udvikling af lettere kameraer vil forholdene ligge klar til et højst bevægeligt fugleperspektiv på kampe i flere sportsgrene med bolde.
Men noget sådant er efter al sandsynlighed et godt stykke vej fra at nå de regulære seriekampe og vil kræve, at de, som styrer fodbolden og andre boldgrene, ønsker en sådan udvikling.
Som et eksempel har det internationale fodboldforbund (FIFA) brugt lang tid på at indføre test med målkamerateknologi for at hjælpe dommerne, når der er tvivl om, om bolden er over mållinjen.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson






























