Hvordan kaster man en håndgranat længst muligt, og hvordan skal man sigte, hvis man vil være en dygtig snigskytte i krigsspillet Battlefield 1?
Det er spørgsmål, som Videnskab.dk’s YouTube-kanal om spil og videnskab, Newgame, har besluttet sig for at finde videnskabens svar på i en ny videoserie.
Det er nemlig langt fra tilfældigt, hvordan spil som Battlefield 1 er bygget op, og derfor kan du med lidt hjælp fra videnskaben blive en endnu bedre spiller, viser Newgame i videoerne.
I videoen oven for kan du se Newgames Søren Storm i fuld færd med at undersøge, hvordan man kan bruge trigonometrien, hvis man gerne vil være skarp til at kaste med håndgranater i Battlefield 1.
Og forresten - trigonometrien er en gren af matematikken som behandler relationen mellem sider og vinkler i trekanter.
Vinkel på kast afgør, om du rammer
Det er for det første ikke helt ligegyldigt, hvordan du kaster med håndgranaten i Battlefield 1, hvis du vil være nogenlunde sikker på at ramme dit mål. Længden på dit kast afhænger nemlig af, hvilken vinkel du kaster granaten i.
I videoen øverst i artiklen forsøger Newgame sig med forskellige vinkler og giver dig svaret på, hvordan du skal kaste, hvis granaten skal nå så langt som muligt.
Tyngdekraften påvirker projektilernes bane
I en anden video i serien undersøger Newgame, hvordan tyngdekraften påvirker projektilerne i en skudveksling.
Fysikken i Battlefield 1 er nemlig så realistisk, at projektilerne vil falde i løbet af rejsen mod målet, og man vil derfor altid ramme lavere, end man sigter, fortæller Newgames Søren Storm i videoen herunder.
Tester, om lyden er realistisk i Battlefield 1
Spillets fysiske rammer kommer også under Newgames lup i videoserien.
Her gør Newgame brug af granater og dynamitstænger for at teste, om skaberne bag Battlefield 1 har formået at gøre lydens hastighed i spillet realistisk, så den tilsvarende virkeligheden er 340 m/s. Om det er lykkedes kan du se i videoen nedenfor.
Hvis du vil se flere videoer om, hvordan fysikken fungerer i computerspil, kan du klikke dig ind på YouTube og se med, når Newgame tester spillet GTA V.
Du kan også finde mange flere videoer om spil og videnskab på Newgames YouTube-kanal.





























