Hvad gør vi, hvis en komet har kurs mod Jorden?
I forbindelse med den nye film ‘Don’t Look Up’ har Videnskab.dk undersøgt, hvordan det står til med virkelighedens muligheder for at reagere på asteroider og kometer på vej mod Jorden.
Asteroider og kometer er en reel trussel mod Jorden. Det står dog ikke ligeså slemt til i virkeligheden, som det gør i filmen ‘Don’t Look Up’. (Foto: Netflix/Shutterstock)

Asteroider og kometer er en reel trussel mod Jorden. Det står dog ikke ligeså slemt til i virkeligheden, som det gør i filmen ‘Don’t Look Up’. (Foto: Netflix/Shutterstock)

Asteroider og kometer er en reel trussel mod Jorden. Det står dog ikke ligeså slemt til i virkeligheden, som det gør i filmen ‘Don’t Look Up’. (Foto: Netflix/Shutterstock)

I den nye, hypede og stjernespækkede film, ‘Don’t Look Up’, udspiller der sig et katastrofescenarie, hvor en gigantisk komet har kurs mod Jorden.

Forskerne er sat på et sisyfosarbejde af astronomiske dimenstioner i forsøget på at advare om den forestående kollision.

Så hvordan ville det egentlig se ud i virkeligheden? Er vi forberedte, eller kan vi forvente samme dystopiske dommedagsscenarie, som filmen skildrer?

Forskellen på asteroider og kometer

Asteroider er objekter i rummet bestående af klippe og sten, imens kometer er skabt længere ude i Solsystemet og indeholder også is - nogle kalder dem beskidte snebolde.

De monsterstore asteroider har vi styr på. Deres baner er kortlagt, så man kan regne eksempelvis 50 år frem i tiden, for at se om de skulle ramme os.

Men kometerne har vi ikke så godt styr på. De er dannet langt ude i Solsystemet. Mange kommer fra Oortskyen, hvor vi ikke kan se dem. Og det er dem, som ville udgøre et skrækscenarie. 

Kilde: Line Drube og Henning Haack

Nødberedskabet

For at undgå kollektiv panik, hver gang en forsker mener at have observeret en komet eller asteroide med en lille risiko for at ramme Jorden, er der oprettet et internationalt samarbejde bestående af to grupper.

To grupper, som står for koordinering af det foreløbige nødberedskab, og begge er grundlagt på opfordring af FN’s kontor for Det Ydre Rums Anliggender (The United Nations Office for Outer Space Affairs).

Første gruppe hedder International Asteroid Warning Network (IAWN). Det er et stort netværk af observatorier, rumagenturer og forskere, der observerer kometer eller asteroider og laver beregninger af deres baner.

Det er IAWN, som råber vagt i gevær, hvis Jorden er blevet til skydeskive for en løsgående komet.

Først når forskerne fra IAWN på tværs af grænser er blevet enige om beregninger og observationer af for eksempel en komets bane, der er på vej mod Jorden, så rapporterer de det til Space Mission Planning Advisory Group (SMPAG).

Her oplyser de om blandt andet typen af komet, og hvilke konsekvenser de forventer, kollisionen vil have.

SMPAG, hvis medlemslande tæller USA, Rusland, Kina, England, Frankrig og Tyskland med flere, har så til opgave at rådgive og komme med potentielle køreplaner, der kommer scenariet i møde, hvor en komet udgør en trussel.

Så i virkelighedens verden ville de to forskere, spillet af Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence, i ‘Don’t Look Up’, ikke stå så meget alene med kometvarslet, som de gør.

Og USA’s præsident ville ikke være enevældig beslutningstager.

Tværtimod ville de mange medlemslande i SMPAG også være med i overvejelser og beslutninger omkring modreaktionen til en eventuel forestående komettrussel. 

DART

Så hvad er det af muligheder, SMPAG har og kan iværksætte?

Foreløbig er de planer, vi har for at imødekomme en asteroidetrussel, teoretiske.

Derfor indledte NASA sidste år rummissionen Double Asteroid Redirection Test (DART).

De sendte en raket af sted, der med høj fart skal ramme ind i en asteroide.

Formålet er at teste, hvor effektiv sådan et sammenstød vil være i forhold til at ændre en asteroides bane for at undgå kollision med Jorden - en metode kaldet ‘kinetic impactor mitigation’. 

Kinetic impactor er udtryk for, at man sender et objekt, i det her tilfælde en raket, afsted, som med sin kraft (hastighed og masse) ved kollision banker asteroiden eller kometen ud af kurs. 

Mange tror fejlagtigt, at man flyver en raket ind i siden på asteroiden for at slå den fuldstændig ud af kurs, men planen er faktisk en lidt anden.

»Det er ikke særligt effektivt at skyde den sidelæns. Det, man gør, er, at man ændrer hastigheden af asteroiden ved enten at få den til at flyve lidt hurtigere eller lidt langsommere,« fortæller ph.d. og astrofysiker fra DTU Space Line Drube, som i øvrigt selv har været en del af SMPAG. 

En asteroide har nemlig en meget stabil elliptisk bane omkring Solen, så forskere kan med stor præcision regne ud, hvor asteroiden vil være på ethvert tidspunkt de næste hundredvis af år i forhold til Jorden.

Så giver man asteroiden et hårdt skub bag i, ja, så vil man kunne få den til at flyve hurtigere, og den vil krydse Jordens bane tidligere.

På den måde vil den ikke ramme Jorden, men passere tæt forbi.

Og omvendt, giver man asteroiden et hårdt skub foran, så vil den bevæge sig langsommere og krydse Jordens bane efter Jorden lige er passeret.

»Pointen er, at asteroiden ender med ikke at ramme Jorden.«

Et skub, der øger eller sænker asteroidens hastighed, vil over tid ændre dens bane. Her ses en illustration af DART, der skal skydes ind i Dimorphos. Skubbet ændrer dens originale bane, illustreret med hvide pile, til en ny bane, illustreret med de blå pi

Et skub, der øger eller sænker asteroidens hastighed, vil over tid ændre dens bane. Her ses en illustration af DART, der skal skydes ind i Dimorphos. Skubbet ændrer dens originale bane, illustreret med hvide pile, til en ny bane, illustreret med de blå pile. (Illustration: NASA)

Også Henning Haack, ph.d. og ekspert i asteroider og meteornedslag samt underviser på ScienceTalenter/Astra i Sorø, følger DART-missionen tæt.

»Det er faktisk fuldstændig banalt. Man knalder en rumsonde på omkring et halvt ton ind i Dimorphos, som faktisk er en lille måne til Didymos. Vi kender dens hastighed, og vi kender nogenlunde månens masse. Og så er det simpel fysik at regne ud, hvor meget månens hastighed ændrer sig, og det vil man så gerne have bekræftet,« siger han og uddyber:

»Man skal i højere grad se det som en teknisk test. Sådan at vi ikke først skal til at teste alt muligt den dag, en asteroide rent faktisk er på vej imod os. Det er jo ikke alle rummissioner, der går godt, for det er bare sindssygt krævende at udføre sådan noget.«

Er du interesseret i at komme mere i dybden med DART-missionen, kan du med fordel læse Videnskab.dk’s rumskribenter Henrik og Helle Stubs artikel her.                  

Mal asteroider hvide

En anden genial og højst kreativ løsning på udfordringen med asteroider på afveje er at male dem hvide.

»Så sker der det, at i stedet for at lyset absorberes i asteroidens sorte overflade, så vil det reflekteres på en hvid overflade. Lyset skubber så en lille smule til asteroiden. Det vil sige, at lys faktisk kan skubbe en asteroides bane, hvis den får lov at gøre det over eksempelvis 50 år,« forklarer Henning Haack. 

Når lyset bliver reflekteret af en hvid overflade, så skaber refleksionen en lille smule trykpåvirkning. En sort overflade derimod ville absorbere lyset. 

Og hvordan man havde forestillet sig at male asteroiden hvid, »det ved jeg sørme ikke,« griner Henning Haack, »det er der nogle kloge og specialiserede teknikere, der skulle finde ud af.«

Atomvåben

Siden filmen Armageddon med Bruce Willis har de fleste hørt om, eller måske selv tænkt på, om ikke atomvåben ville være en oplagt metode, et beredskab kunne drage nytte af, hvis en kæmpe asteroide havde kollisionskurs mod Jorden.

Men Henning Haack er ikke helt vild med idéen.

Henning Haack havde rådet Bruce Willis og hans team til at undgå atombombning af kometen. (Foto: Touchstone Pictures)

»Lige det der med at banke Bruce Willis-metoden af. Det ville man ikke gøre først. For i stedet for at have ét problem, så har du pludselig en milliard stumper, som alle sammen er farlige. Hvis det så bare var små snefnug, men det ville være kilometer store stykker, som ville ramme overalt. Det er ikke et ønskescenarie. Det er sidste desperate forsøg, hvis en kæmpe asteroide skulle være på vej. Bevar den intakt, giv den et puf - så den kommer ud af kurs.«

Jura og politik

Men hvad så med de udfordringer, der opstår, hvor teorier, kinetic impactor mitigation og fysikkens love ikke kan bruges?

I filmen ‘Don’t Look Up’ ser vi, hvordan kometen skaber politisk konflikt.

Og selvom man ikke ville lade filmens grådige forretningsmand komme i vejen for vores beredskabsplaner, så er juridiske og politiske aspekter, områder, der også tages med i overvejelserne.

»Der vil være retslige og politiske problemer. Og da jeg var del af SMPAG, var jeg med til at nedsætte og koordinere en international gruppe af advokater, der skulle kigge på netop det område og ende ud med at skrive en rapport om de vigtigste problemer,« fortæller Line Drube.

Et tænkt eksempel 

Lad os sige, at en asteroide er ved at ramme Uganda.

Der indledes en mission bestående af fem rumskibe, der skal sendes afsted og skubbe til asteroiden.

Men kun fire af de fem rumskibe rammer.

Det vil betyde, at asteroidens nedslagspunkt ændrer sig til at kollidere et andet sted på Jorden – lad os sige Australien.

»Hvem er så ansvarlig for de skader, der nu sker i Australien? For ramte den Uganda, så ville det være en ”act of god” – det er der ingen, der kan sagsøge andre for. Men skubber du til asteroiden og fejler, og en masse mennesker dør, vil Australien så sagsøge dem, der lavede missionen?,« spørger Line Drube og fortsætter.

»Og er landene med rumraketter overhovedet villige til at hjælpe Uganda og indgå i missioner, hvis der er en risiko for, at de lige pludselig står tilbage med økonomisk tab.«

Derudover, hvis vi bliver ved Uganda, så er der ikke en international lov, der siger, at landene, der kan sende raketter op, skal indlede en mission.

Der er god chance for, at landene ville hjælpe, men der er ikke som sådan tvang ved lov.

En del af Line’s opgave var derfor at nedsætte et team af såkaldte rumjurister.

De skulle kigge på de vigtigste potentielle juridiske uoverensstemmelser ved en potentiel trussel fra kometer eller asteroider.

Og det er en proces, som fortsat er i gang, men som bliver taget mere og mere alvorligt med konferencer og forskning på feltet.

Øvelser hvert andet år

Fra politik og jura til de mere praktiske foranstaltninger.

Det er jo i fredstid, man forbereder sig på krigstid, som det hedder sig.

Der har for eksempel været forslag oppe, om hvorvidt man skulle have en raket stående parat til at blive skudt afsted i nødstilfælde.

Men det ville blive økonomisk uoverskueligt, især set i forhold til hvor lille en sandsynlighed, der er, for at raketten nogensinde kommer til at blive brugt.

»Men det, man kan gøre, hvis man eksempelvis har meget kort tid, det er, at man finder ud af, hvilke andre rummissioner der er lige ved at være parat til at blive sendt afsted. Så napper man dem, retter dem til og skyder efter asteroiden,« fortæller Line Drube.

Ligesom politi, brandmænd eller militæret forbereder sig på krisesituationer, så simulerer primært forskere hver andet år øvelser i et scenarie, hvor en asteroide har retning mod Jorden.

»Det gør man på en konference kaldet Planetary Defence Conference. Jeg har været med til at arrangere det nogle gange, og vi laver et stort rollespil ud fra et scenarie med en asteroide, der er ved at ramme Jorden. Det løber over fem dage, og hver dag er et nyt tidspunkt i 'missionen'. For eksempel kunne vi sige, at første dag på øvelsen skal forestille at være 10 år før en mulig kollision, og man har kun lige opdaget asteroiden. Anden dag er 5 år før, hvor man muligvis i mellemtiden har sendt et rumskib ud for at undersøge asteroiden og så videre. Så skal man tage beslutninger ud fra, hvad man ved på tidspunktet.«

Kometer fra Oort-cloud

Men der er altså scenarier, som vi ville have mere eller mindre kontrol over.

De fleste asteroider er under en kilometer i diameter.

Asteroider på en kilometer eller derover kaldes ”global disaster”, hvis de rammer Jorden.

Alle mindre vil ”kun” lave skade regionalt.

»Der er eksponentielt flere små asteroider end store – altså meget få store asteroider, og vi har målt over 99% af alle de asteroider, der en kilometer eller derover,« fortæller Line Drube.

Som det fremgår af illustrationen, ligger Oort-cloud aller yderst i solsystemet. Der er utrolig lav risiko for, at kometer herfra rammer Jorden. (Foto: Shutterstock)

Det forholder sig sådan, at asteroider, der er i bane rundt om Solen i det indre solsystem, kan man observere og regne på, om hvorvidt de har en chance for at ramme Jorden.

Så er der kometer fra det ydre solsystem, Oortskyen.

Det er kometer, som den man ser i filmen, ‘Don’t Look Up’, og dem kan man altså ikke nå at opdage, før de er nået ind i det indre solsystem.

Og de bevæger sig med høj hastighed.

»Det er doomsday, og det er meget svært at gøre noget ved. Men der er altså kun en ufattelig lille bitte sandsynlighed for, at store kometer fra Oort-cloud skulle komme vores vej. Langt, langt større er sandsynligheden for, at vi bliver ramt at en mindre asteroide fra det indre solsystem, og dem har vi en god chance for at gøre noget ved,« afslutter Line Drube.

En lang isnat eller tårnhøje bølger

Scenariet, hvor en kæmpe komet rammer Jordens overflade på land, vil betyde en en jordklode dækket i is og mørke.

Kollisionen vil nemlig kaste så meget støv op i atmosfæren, at den lys og varme, vi får fra Solen, ikke kan trænge igennem.

Om der er sker kæmpe kometkollision til lands eller til vands, så vil det være altødelæggende. (Foto: Shutterstock)

Når Solens stråler efter nogle år atter kan trænge igennem støvets lag, bliver Jorden ekstremt varm.

For det støvlag, der er tilbage, lukker varmen inde.

Man kunne så håbe på, at kometen i stedet ramte havet.

Men nej.

Også i dette tilfælde ville temperaturer stige.

De gigantiske bølger eller tsunamier ville nemlige kaste vanddamp ud i atmosfæren, som ville øge drivhuseffekten.

Så skal vi være bange?

Dommedagsscenariet er dog så usandsynligt, at det ikke ryster komet-eksperten.

»Jeg er hverken bange eller bekymret. Vi er godt stillet og har gode planer for at reagere. Og skulle der komme en asteroide på en kilometer og ramme Sjælland om tre måneder, så ville man vide det og kunne evakuere,« afslutter Henning Haack med et smil.

Annonce

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om det bizarre havdyr her.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk