Energi-professor: Drop solceller på dit tag
Dine solceller derhjemme gør ingen forskel for verdens klima. Her giver en professor i bæredygtig energi en række gode råd til, hvordan du i stedet skal bruge kræfterne, hvis du vil redde verden.
Solceller, forskning, råd, klima, Brian Vad Mathiesen

Pas på, du ikke falder i klassiske faldgruber i forsøget på at blive grønnere, advarer energiprofessor fra Aalborg Universitet. (Grafik: BrianVad.dk/Videnskab.dk)

Mens Jorden bliver varmere og varmere på grund af klimaforandringer, finder folk sammen i større og større grupper for at finde ud af, hvordan man kan gøre noget ved problemerne.

Et eksempel er Videnskab.dk’s Facebook-gruppe Red Verden, som nu er oppe på 1.700 medlemmer, der debatterer løsninger og udveksler tips og råd til hverdagen. Den er åben for alle - meld dig ind i dag.

Rigtigt mange mennesker er ivrige efter at hjælpe til. Det får virksomheder, myndigheder og politikere til at omtale varer, regler eller handlinger som klimavenlige, selvom de måske ikke er det.

Og det kan få velmenende danskere til at dele råd, som i virkeligheden har den modsatte effekt af, hvad man håber.

Stort tema i gang


I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden. Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft til, om det giver mening at ændre på sig selv. Hvad siger videnskaben? Hvad kan man gøre hjemme fra sofaen?

Du kan også få gode råd i vores Facebook-gruppe, hvor du kan være med i overvejelser om artikler og debattere måder at redde verden på.

Professor med vaccine mod fejlinformation

Her kommer professor Brian Vad Mathiesen ind i billedet.

Som forsker i bæredygtig energi støder han næsten dagligt på forslag, der bliver kaldt klimavenlige uden at være det, eller på råd, som virker mod hensigten.

»Jeg kunne godt tænke mig at vaccinere befolkningen lidt i debatten om, hvad vi skal gøre fremadrettet. Det er vigtigt at forstå, at hvad der føles grønt og virker grønt og fornuftigt ikke altid er det.«

»I øjeblikket kommer for mange af sted med at lave meget store investeringer eller pådutte husstande at lave ændringer, som folk handler på, fordi det føles godt – men hvor vi må sige, at det ikke nødvendigvis er særligt godt, og at det faktisk kan ende med også at blive dyrt.«

»Det er vigtigt at tale om de her ting, så der ikke kommer et tilbageslag i folks vilje til at være med til en omstilling til vedvarende energi,« siger Brian Vad Mathiesen, professor i vedvarende energisystemer på Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet.

Brian Vad Mathiesen slår ned på tre områder, som du bør tage hensyn til derhjemme, hvis du vil udlede færre drivhusgasser på grund af dit energiforbrug:

1) Drop solceller – meld dig ind i et solcelle- eller vindmøllelaug

En klassisk fejltagelse er ifølge Brian Vad Mathiesen at tro, at man gør noget godt ved at få solceller på sit tag.

Solceller er dyre, og de virker bedst om sommeren, hvor behovet for strøm er mindst. Dermed er der stadig behov for fossile brændstoffer fra kraftværker om vinteren, hvor der bliver brugt mest energi.

Hvis du tænker, at så kan man jo bare lagre energien i et batteri i kælderen og bruge den senere på året, er du også lidt skævt klædt på, lyder meldingen fra Brian Vad Mathiesen.

Batterier er voldsomt dyre i forhold til mængden af strøm, du kan lagre.

LÆS OGSÅ: Bliver batterier ikke snart bedre?

Og når du har et privat batteri, gemmer du vedvarende energi væk fra samfundet, der enten kunne bruge energien i virksomheder, på skoler, hospitaler eller andet – eller som måske kunne lagre den i langt større enheder, som kunne tappes, når der er brug for den på samfundsniveau.

Det er langt mere effektivt at få energien væk fra den enkelte bolig, det er billigere for alle og smartere i forhold til at undgå, at kraftværker skal bruge fossile brændstoffer for at forsyne de store institutioner med energi.

»Det er lidt tossegodt at forsøge at balancere tingene inden for hvert enkelt hjem,« konstaterer Brian Vad Mathiesen.

»Det giver hverken mening for den enkelte eller for samfundet, og vi har ikke råd til at gøre det på den måde i fremtiden,« siger professoren, som over et årti har forsket i, hvordan vi kan forsyne Danmark og resten af verden med energi både billigt, effektivt og bæredygtigt.

»Et batteri og solceller reducerer ikke behovet for vind og kraftværker, når gåsen skal steges juleaften,« tilføjer Brian Vad Mathiesen.

Gør en indsats på højere niveau

Løsningen er i stedet at finde frem til et smartere, mere intelligent energiforbrug for samfundet.

Det vil sige, at vi alle skal bruge så lidt energi som muligt, at vi skal blive langt bedre til at sende energi videre, når vi ikke selv skal bruge den, og at vi skal bruge vedvarende energikilder alle steder, hvor det overhovedet er muligt.

Solceller, tag, klima, forskning, videnskab, gode råd

Frem for solceller på mindre private hjem, bør stat, kommuner og Energinet arbejde for at etablere dem på tage på over 500 m2, konkluderer en række forskere, bl.a. Brian Vad Mathiesen, i en rapport. (Foto: Shutterstock)

Helt konkret kan du gå sammen med naboerne og starte et laug – en sammenslutning – hvor I driver et større areal med solceller eller en vindmølle, som i selv kan bruge energi fra, og som kan sende overskydende energi videre til samfundet.

Her taler vi pludselig fornuftig brug af både penge og ressourcer.

»Sådan et medejerskab er formidabelt godt. Man støtter den grønne omstilling, samtidig med at man etablerer en ny, vedvarende energikapacitet og endda tjener lidt penge på det.«

»Det er både fornuftigt og får folk til at engagere sig i vedvarende energi på en anden måde,« lyder det fra Brian Vad Mathiesen.

2) Drop naturgas – brug fjernvarme

»Gas er grøn energi«, lyder det fra energiselskaber.

»Vrøvl,« lyder det fra professor Brian Vad Mathiesen. Han mener tværtimod, at al gas og olie bør fjernes fra vores energiforsyning senest i 2030.

Naturgas hiver vi især op fra felter i Nordsøen. Det er ganske vist mindre slemt for miljøet end kul og olie, men det er stadig et fossilt brændstof, som udleder drivhusgasser og bidrager til klimaforandringer, når vi brænder det af.

LÆS OGSÅ: Så billigt er det at få Danmark til at køre på kun grøn energi

400.000 danske husstande bruger naturgas, men de burde i stedet slutte sig til flertallet af danske husstande og gå over til fjernvarme. Fjernvarme er nemlig skabt af overskudsvarme, når vi alligevel brænder affald af eller producerer el på kraftværker.

»Jeg savner generelt en ordentlig debat om, hvordan vi skal bruge gas i fremtiden. Vi skal bruge grønne gasser, biogas, af eksempelvis gylle og affald til at give energi, når vi ikke kan få energi fra vedvarende kilder, men det skal være på et langt lavere niveau, end vi bruger naturgas i dag,« mener Brian Vad Mathiesen.

Endnu mere naturgas i DK

Bevægelsen går på flere områder i retning af mere brug af naturgas, ikke mindre.

Den 1.200 km lange rørledning Nord Stream 2 skal hvert år føre 55 milliarder kubikmeter naturgas fra Rusland via Danmark til EU-landene.

Danmark investerer tilsvarende i Baltic Pipe, der skal føre op til 10 milliarder kubikmeter naturgas fra Nordsøen til lande som Danmark og Polen. Prisen for det danske bidrag løber op i 6-8 milliarder kroner.

Fortalerne mener, at gasledningerne både giver billigere gas og er klimavenlige, fordi gas udleder mindre CO2 end kul, som gassen er udset til at erstatte.

»Men det passer ikke ind i den grønne omstilling, for man skal undlade at bruge gas i fremtiden,« bemærker Brian Mathiesen. Han tilføjer, at vindenergi er endnu billigere end både gas og kul.

Du skal i det hele taget passe på med at tro på, at omstillinger er grønne, bare fordi de bliver kaldt det. Det har der været to tydelige eksempler på i Island, som forskere beretter om i artiklen Islands grønne energi har store skjulte omkostninger.

3) Sluk for lyset og isolér din bolig

Tredje anbefaling fra Brian Vad Mathiesen er et råd, som mange vil have hørt før: Sluk for lyset, når du går hjemmefra.

Det kan måske virke lidt ligegyldigt, når man en sen aften ser på de tændte lys i butikkerne i gågaden, når lyset brænder døgnet rundt i den 6 etager høje opgang uden for din lejlighed, eller når man tænker på, at USA og Kina har et energiforbrug, som vi nok aldrig kommer i nærheden af i Danmark.

Du bør dog tænke det langt mere jordnært, påpeger Brian Vad Mathiesen:

»Børnelærdommen om, at vi lige slukker for lyset, når vi går, betyder altså, at strømmen kan bruges et andet sted i systemet, uden at der skal produceres mere energi. Og at du selv sparer penge,« siger Brian Vad Mathiesen.

Endnu flere penge på kontoen – og endnu flere håndsrækninger til klimaet – giver det, hvis du skruer ned for varmen derhjemme. Halvdelen af vores energiforbrug i Europa går faktisk på at varme vores boliger op, bemærker Brian Vad Mathiesen.

Derfor lyder et helt oplagt råd i samme boldgade: Sørg for at isolere din bolig ordentligt.

»Det er langt vigtigere at spare på energien, end det er at flytte den rundt. Hvis vi sparer energi i boliger, industri og transport, skal vi udbygge vores el-net i mindre grad, udbygge fjernvarmenettet mindre og bygge et mindre antal kraftværker og vindmøller. Når vi taler om, hvad der er smart, så er det virkelig smart at spare på energien,« konstaterer Brian Vad Mathiesen.

LÆS OGSÅ: Europas energisystem skal tænkes forfra

Professoren har faktisk et fjerde råd, som det er vigtigt, at du tager med videre.

Det får du under disse udsagn fra medlemmer af Red Verden-gruppen på Facebook:

4) Find viden og engager dig i debatten

Et sidste bonusråd har faktisk rødder tilbage i starten af denne artikel: Debatten om grøn energi efterlader nogle gange folk med et forkert indtryk af, hvad der er gavnligt for kloden.

En meget vigtig løsning på det problem er, at du selv sætter dig ind i, hvad man reelt ved om forskellige typer energi og måder at spare på den.

»Når man hører en politiker eller en brancheforening sige, at noget er grønt, skal man undgå at lade sig forblænde i første omgang. Gør dig den umage at grave et spadestik dybere for at finde ud af, hvilken viden vi har på området.«

»Derefter må man engagere sig i debatten, skrive et indlæg, starte et laug, gøre noget ved det. Når man har undersøgt, hvad der virker, har man også et ansvar for at få flere til at løbe med i den rigtige retning,« erklærer Brian Vad Mathiesen.

Det kan vist oversættes nogenlunde til: Del denne artikel med alle!

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Er dit verdensbillede også helt forkert?

LÆS OGSÅ: Red verden-råd fra Gapminder: Find reelle fakta

LÆS OGSÅ: Solcelle-teknologien bakser med fire hovedproblemer

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.