Er fluer og hvepse for dumme til at finde et åbent vindue?
En læser har lagt mærke til, at fluer og hvepse bliver ved med at bumpe ind i det samme lukkede vindue i hans stue. Kan det passe, at insekter ikke er i stand til at registrere kulde og træk fra åbne vinduer?
hvepse fluer bier

Netop nu er det højsæson for døde fluer og hvepse i vindueskarmene. Men hvorfor har insekterne tilsyneladende så svært ved at finde ud af åbne vinduer og havedøre? (Foto: Shutterstock)

Sommeren er ved at gå på hæld, men de summende toner fra fluer og hvepse kan stadig høres i de fleste stuer i landet.

En af Videnskab.dk’s læsere har lagt mærke til, at insekterne ofte har svært ved at finde vej ud ad hans stue. Frem for at flyve ud ad et pivåbent vindue eller en havedør bliver fluer og hvepse nemlig ved med at bumpe ind i den samme lukkede vinduesrude.

»Man oplever, at insekter flyver frem og tilbage foran et vindue for at komme ud. Hvis man så åbner et vindue ved siden af, så ser det ud, som om insektet ikke kan registrere trækket fra vinduet, så det kan slippe ud,« skriver Karl Anker Bredahl Sørensen fra Odense i en e-mail til Videnskab.dk.

Hans spørgsmål lyder derfor, om det virkelig kan passe, at de små summende bæster ikke er udstyret med sanser, som kan opfange træk og kulde fra et åbent vindue.

Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

Insekter kan mærke vinden

Her på redaktionen har vi ligesom Karl Anker Bredal Sørensen lagt mærke til, at besøgende fluer og hvepse ofte har svært ved at finde kontorets udgang.

Vi har ikke selv nogen forklaring på insekternes opførsel, men vi har allieret os med tre insekteksperter, som har en god forklaring på fænomenet.

I første omgang kontakter vi insektekspert Verner Michelsen, der er biolog og gæsteforsker på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet.

Han kan fortælle, at fluer, bier, hvepse og lignende insekter rent faktisk er udstyret med sanser, som gør dem i stand til at registrere kulde og vind fra eksempelvis et åbent vindue.

LÆS OGSÅ: Hvorfor forfølger fluerne os?

Fluer har »ganske mange« sanser

»Selvom de er små, så har de her insekter egentlig sanser til at registrere ganske mange ting. De kan for eksempel lugte og smage, og hvis de sidder på sukker, så registrerer de det omgåede. Og de kan altså også registrere kulde og varme,« siger Verner Michelsen.

Det er altså ikke de rette sanseorganer, som insekterne mangler, for at kunne mærke en trækvind fra åbne vinduer og døre. Men hvorfor flyver fluer og hvepse så gang på gang ind i den samme lukkede vinduesrude?

Ifølge Verner Michelsen hænger det sammen med, at fluer og hvepse langt fra er de skarpeste dyr i skoven.

Thomas Secher Jensen, som er seniorforsker ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, er enig.

Fluer kan ikke lave de rette associationer

»Man skal ikke overvurdere insekters hjerne – groft sagt er de decideret dumme, og det kræver en højere grad af bevidsthed at kunne bearbejde og handle på sanseinformationer.«

hvepse fluer bier

Selvom fluer er i stand til at registrere træk fra et vindue, kan de ikke associere trækvinden med det faktum, at der findes en udgang ved det åbne vindue. (Foto: Shutterstock)

 

»Det kan godt være, at en flue kan føle og finde ud af, hvor en vind kommer fra, men de kan ikke koble denne her information i en logisk rækkefølge, som siger; 'nu kommer der en vind, så der må være et åbent vindue i nærheden, og så kan jeg komme ud den vej,'« fortæller Thomas Secher Jensen, som tidligere har forsket i insekters evne til at dufte.

Ifølge forskeren er det mere held end forstand, hvis det til sidst lykkes for insekterne at finde ud ad åbne vinduer og døre.

»Engang imellem flyver fluen væk fra ruden og ind i stuen, men hvis den så derefter er så heldig at flyve hen til et vindue, som er åbent, så er det helt tilfældigt,« siger Thomas Secher Jensen.

Insekter er ikke dumme

På Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet bakker lektor Søren Toft op om de andre forskeres forklaring på de summende smådyrs opførsel. Men han understreger, at man ikke skal afskrive insekterne som dumme væsner, bare fordi de ikke kan finde ud af at flyve ud gennem et åbent vindue.

»Det er ikke et spørgsmål om, at de er for dumme eller ikke har nok hjernekapacitet. Det handler om, at de slet ikke kender eller har erfaret strukturen i vores verden, hvor der er vinduer og døre.«

»Hvis de mærker en vind ude i naturen, så betyder det jo ikke, at 'her er et hul, som det er fordelagtigt at flyve igennem'. Tværtimod vil mange insekter formentlig prøve at undgå vinden, for de har bedre kontrol over deres flyvning, når det er vindstille,« siger lektor Søren Toft, som er biolog og forsker i insekter.

Vilde fugle flyver også mod vinduet

Han forklarer, at vilde fugle heller ikke er bekendte med indretningen i huse. Derfor kan man også opleve, at fugle, som kommer ind i huset, bliver ved at bumpe ind i det samme, lukkede vindue.

»Ligesom insekterne har vilde fugle ikke erfaret, at vinduer og døre betyder, at der er en udgang, og derfor kan de ikke associere en trækvind med et åbent vindue. Men en undulat, som er vant til at flyve rundt inde i stuen, vil formentlig have lettere ved at finde hen til et åbent vindue, fordi den er mere bekendt med indretningen i vores indendørs verden,« siger Søren Toft.

LÆS OGSÅ: Hvorfor flyver fluerne i et kantet mønster?

Fluer og hvepse søger mod lyset

Det sidste spørgsmål, som står tilbage, er, hvorfor de bevingede væsner typisk ender med at bumpe ind i netop vinduesruderne. Ifølge Verner Michelsen fra Statens Naturhistoriske Museum hænger det sammen med, at dyrene instinktivt vil søge mod lyset.

»Det er ikke en naturlig situation for en flue at befinde sig i en stue. Vi andre ville nok også søge mod lyset, hvis vi pludselig sad i en mørk hule. Jeg tror, at det er en meget naturlig reaktion, at man vil prøve at komme ud og dermed søge mod lyset. Det gælder nok både for insekter og større dyr,« siger Verner Michelsen.

Med den forklaring vil vi her på redaktionen sige en stor tak til de tre forskere – Verner Michelsen, Thomas Secher Jensen og Søren Toft – for deres gode svar. Og samtidig sender vi et tak og en T-shirt til Karl Anker Bredahl Sørensen for hans gode spørgsmål.

Hvis du selv skulle undre dig over insekternes opførsel, hvalernes sang, meningen med livet eller noget helt andet, så send os dit spørgsmål på e-mailadressen sv@videnskab.dk.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.




Det sker

26/09 kl. 19:00
Oplægsholder
Adresse
Chr. Hansen Auditoriet på Center for Sundhed og Samfund, Bartholinsgade 4A, 1356 København K
I samarbejde med