Det er ikke længe siden, at Pluto blot var en utydelig plet i astronomernes teleskoper. Men med New Horizons-rumsondens overflyvninger har vi fået højopløselige billeder i højere kvalitet end nogensinde før. Det skriver NASA i en pressemeddelelse.
Nu har NASA frigivet de første billeder i en serie fra New Horizons-rumsondens overflyvning af Pluto i juli. Billederne har en opløsning på omkring 77-85 meter per pixel og udgør tilsammen de skarpeste billeder, som NASA nogensinde har frigivet af Pluto.
»Disse nye billeder giver os et utroligt, super-højopløseligt vindue ind i Plutos geologi,« siger forskningsleder for New Horizons-projektet, Alan Stern, fra Southwest Research Institute i USA i pressemeddelelsen.
Nasa har sammenlagt alle billederne i en mosaik, som du kan se i deres fulde opløsning på rumfartsadministrationens hjemmeside.
Du kan også se en animation og ‘flyve’ hen over Pluto via de nye billeder i videoen øverst i artiklen.
Billeder viser bjerge og issletter
De nye billeder viser tilsammen et bælte på Plutos overflade, der er 80 kilometer bredt og 800 kilometer langt.
Undervejs på overflyvningen kommer du fra Plutos horisont i nordvestlig retning langs med issletten med det uofficielle navn Sputnik Planum, hen over Al-Idrisi-bjergene og til nye overfrosne områder ved Sputnik-kysten.
»Intet af den her kvalitet var tilgængeligt for Venus eller Mars før årtier efter deres første overflyvninger, men ved Pluto er vi der allerede – nede blandt kraterne, bjergene og issletterne – mindre end fem måneder efter overflyvningen! Forskningen, vi kan udrette med disse billeder er simpelthen ubegribelig,« siger Alan Stern i pressemeddelelsen.
Billederne blev taget af New Horinzons’ kamera Long Range Reconnaissance Imager (LORRI) omtrent 17.000 kilometer over Plutos overflade, og den blå linje i videoens højre hjørne svarer med danske mål til 9,65 kilometer.
Flere billeder er på vej
New Horizons vil fortsætte med at sende billeder og andre data tilbage til Jorden hver uge, og forskerne forventer derfor at modtage endnu flere af de knivskarpe billeder fra juli måned i de kommende dage.
»New Horizons begejstrede os under overflyvningen i juli med de første nærbilleder af Pluto, og efterhånden som rumfartøjet transmitterer skatten af billeder i sin ombordværende hukommelse tilbage til os, bliver vi ved med at forbavses over det, vi ser,« siger John Grunsfeld, der er tidligere astronaut og arbejder for NASA’s Science Mission Directorate i pressemeddelelsen.
De nye billeder har seks gange højere opløsning end det globale Pluto-kort, som New Horizons tidligere har lavet.
De kan desuden også vise sig at blive de skarpeste billeder, som vi vil få at se fra Pluto flere årtier frem i tiden.