Himlen lyste op i smukke blågrønne bølger, da danskerne kunne se henrykte op mod det nordlys, der kunne ses i Danmark i maj 2024.
Nordlyset, der blev kaldt for det vildeste i 500 år, kom på baggrund af den kraftigste solstorm i årtier.
»De her soludbrud og solstorme gør, at vi har kunnet se nordlys i Danmark. Det er jo en konsekvens af, at vi er inde i en periode med meget høj solaktivitet,« forklarer astrofysiker Christoffer Karoff, der er lektor på Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Det er nemlig ikke tilfældigt, at vi oplever de kraftige solstorme og soludbrud.
For hvert 11. år når Solens cyklus dét, man kalder solmaksimum. Det indikeres af, at Solens magnetfelt snart vender.
Over de næste tre år kan vi derfor potentielt forvente flere soludbrud og dermed også nordlys, røber Christoffer Karoff.
Flere solstorme og nordlys
Det, vi kommer til at mærke her på Jorden, er ikke afhængigt af, at magnetfeltet vender.
Det er derimod, hvad der sker inden da.
Data fra de seneste 70 år viser, at de helt store soludbrud ikke kommer, lige når Solens aktivitet topper. I stedet kommer de de første tre år efter toppen af en cyklus, forklarer Christoffer Karoff.

Betyder det så, at vi kan forvente en myriade af nordlys herhjemme de næste tre år?
»Det, vi så i kristihimmelfartsferien, var exceptionelt. Jeg tør ikke love, at vi kommer til at se det igen. Men der er gode chancer til stede,« siger Christoffer Karoff.
Derfor kan vi muligvis forvente flere solstorme, der imidlertid kan få konsekvenser, blandt andet på Mars og her på Jorden:
I 2017 vurderede Beredskabsstyrelsen fremtidige solstorme som en af de største trusler mod Danmark.
»En kraftig solstorm kan ødelægge satellitter og også skabe forstyrrelser i Jordens magnetfelt. Dette betyder, at vi kan komme til at stå uden GPS-signal, internet og endda strøm som følge af en kraftig solstorm,« forklarer Christoffer Karoff.
\ Når Solens magnetfelt vender
Hvordan kan forskere pege på, at der kan komme flere soludbrud og nordlys, fordi Solens kraftige magnetfelt vender? Det kræver en forklaring af magnetfeltet, som vender cirka hvert 11. år, og Solens cyklusser.
Ligesom Jorden har Solen to poler: en magnetisk nordpol og en magnetisk sydpol. Men ud over de to poler har Solen også to poler ved ækvator i nogle perioder af dens cyklus, forklarer Christoffer Karoff.
»Man skal forestille sig, at der er en magnetisk nord- og sydpol, og så er der poler igen ved ækvator. Så det er lidt mere kompliceret,« siger han.
Solens magnetfelt veksler så mellem at have to eller fire poler i en magnetisk cyklus, som varer cirka 22 år, forklarer Christoffer Karoff.
Nu skal man så holde tungen lige i munden. For Solen har også en anden cyklus, en solpletcyklus, som varer halvdelen af den anden cyklus, cirka 11 år. Den kendetegnes ved de pletter, der former sig på Solen, hvor magnetfeltet er særligt intenst.
I løbet af de 11 år vil der forme sig flere pletter på solen, som indikerer den stærke solaktivitet.


Mere solaktivitet
Når Solen er inde i en periode med fire magnetiske poler, opstår der flere solpletter, som markerer solmaksimum: at der er meget solaktivitet. Det, der har ført til nordlys i Danmark.
Forskerne kigger altså både efter, hvor mange poler der er i spil i Solens cyklus, og hvor mange solpletter der er, for at kunne forudsige, hvornår Solen når sit maksimum, som kan sige noget om, hvornår man potentielt kan forvente nordlys.
»Når vi bare kigger på antallet af solpletter, kan det være svært at sige, hvornår vi er på maksimum. Derfor ser vi i stedet på, hvornår Solens magnetfelt skifter retning,« forklarer astrofysiker Christoffer Karoff.

Solens dynamo, den magnetiske mekanisme, er imidlertid en kompleks proces, som også forskere stadig forsøger at forstå.
Hermed en kort opsummering:
- Antallet af pletter på Solen bevæger sig gennem en 11 år lang cyklus. Når der er mange pletter på Solen, forekommer der også oftere soludbrud og solstorme, som kan give nordlys.
- Solens magnetfelt bevæger sig gennem en 22 år lang cyklus, hvor vendepunktet sker, når Solens nord- og sydpol bytter plads under solpletmaksimum.
- Det vil efterfølges af et solminimum, hvor der er knap så meget aktivitet.

Fremtidens solcyklusser
I 2013 skrev vi om den forrige solcyklus på Videnskab.dk, hvor det så ud til, at »den næste aktivitetscyklus bliver endnu svagere«.
Men helt modsat er denne cyklus noget stærkere, siger Christoffer Karoff:
»Det, som altid er spændende, er, at de ikke er lige stærke de her cyklusser.«

I 2011 forudsagde man, at den nuværende cyklus, cyklus 25, ikke ville have nogen solpletter, da den forrige cyklus var meget svag.
»Men det er der jo så kommet, og der er kommet mange af dem. Så det viser, hvordan det bliver virkelig svært ved at forudsige de her cyklusser.«
Selvom det er svært at forudsige cyklusserne, holder forskere stadig meget øje med, hvornår magnetfeltet vender, da det fortæller dem, hvor i sin cyklus Solen befinder sig, forklarer Christoffer Karoff.
»Ved at se på forskellen i retningen på magnetfelterne får vi de bedste indikatorer på, hvor stærkt det næste magnetfelt er,« siger han.
\ Hvornår vil magnetfeltet præcist vende?
Nogle forskere havde estimeret, at solmaksimum først ville ske i juli 2025.
Men måske er vi faktisk allerede på toppen af solens cyklus, hvilket betyder, at magnetfeltet er lige ved at vende eller har vendt, siger Christoffer Karoff.
»Det kan stadig godt først ske om et par måneder, men jeg tror sådan set, at vi har passeret den. Det bedste bud er faktisk, at vi passerer den lige nu,« tilføjer han.
Det er dog ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. I den forrige solcyklus tog det næsten fem år, før Solens nordpol var vendt om, ifølge National Solar Observatory.

































