Saturn-månen Enceladus har ocean under få kilometer is

Annonce:

KORT NYT FRA SOLSYSTEMET:

Står man på sydpolen på Saturn-månen Enceladus og borer fem kilometer ned i isen, når man frem til et ocean af saltvand.

Det har astrofysikere fra Frankrig, Tjekkiet og Belgien regnet sig frem til, efter de har analyseret data fra rumfartøjet Cassini.

Ved sydpolen af Enceladus – markeret med blåt – er isen kun få kilometer tyk. Nedenunder er der et stort ocean. (Illustration: LPG/CNRS/U. Nantes/U. Charles, Prag)

Tidligere beregninger tydede på, at isdækket mindst var 30 km tykt, men af den nye model for månen fremgår det, at isen i gennemsnit må være 20 km tyk, og at den ved månens sydpol er mindre end fem km i tykkelse. Det skriver den franske forskningsorganisation CNRS i en pressemeddelelse.

Forskerne er kommet frem til, at Enceladus har en klippekerne med en radius på 185 km. Oven på den er et indre ocean med en dybde på 45 km, omgivet af det cirka 20 km tykke lag is.

Oceanet er omtrent lige så salt som oceanerne på Jorden, og månen må have en eller anden form for indre varmekilde, som holder oceanet flydende.

Saltvandet kan tænkes at rumme liv, og det er ikke helt utænkeligt, at man kunne lade en sonde bore sig fem kilometer ned igennem isen og analysere vandet dernede. De nye beregninger gør derfor Enceladus endnu mere oplagt som mål for en fremtidig mission.

Annonce:

\ Video

Video, video, video!

Foretrækker du at se historierne udfolde sig i levende billeder? Så tjek vores seneste videoer, eller følg Videnskab.dk på YouTube.

Find flere videoer

\ Podcast

På med hørebøfferne!

Luk øjnene, og lad forskernes viden strømme ind ad øregangen. Her finder du Videnskab.dk's seneste podcasts.

Lyt til flere podcasts