En magnetar er en speciel type neutronstjerne, og forskere kender foreløbig kun til en håndfuld af dem i Mælkevejen.
Når kæmpestore stjerner, det vil sige otte gange så massive som Solen, dør efter et intenst stjerneliv, ender det i en supernova, som er en af de mest ekstreme eksplosioner i universet.
En supernova kan medføre en af to alternativer, som afhænger af faktorer som stjernernes masse.
Enten bliver stjernen til et sort hul, eller også dannes der en neutronstjerne; en yderst kompakt kugle af materiale, hvis diameter ofte ikke er mere end 20 kilometer.
Neutronstjerner kan sammenlignes med fisk på en teske
Neutronstjernen har alligevel en større masse end vores egen sol, samlet på et område på størrelse med Hovedstaden og Nordsjælland.
Det har nogle interessante udfald, for eksempel kan en teske af stjernens materie veje op til 90 millioner ton.
Hvis du forestiller dig alle fisk, der bliver fanget i hele verden i løbet af et år, hvilket svarer til lidt under 90 millioner ton, så svarer det til, at man presser alle disse fisk sammen, så de kan være i en teske.
Den mystiske historie om Westerlund 1-magnetaren
Magnetarer er en sjælden variant af neutronstjerner, som danner et magnetfelt, der er millioner gange kraftigere, end den stærkeste magnet mennesker kan producere.
En helt særlig magnetar har givet forskerne et forklaringsproblem.
Beregningerne viser, at magnetaren i stjernegruppen Westerlund 1 er opstået, efter at en ekstremt massiv stjerne er eksploderet.
Stjernen var 40 gange så massiv som vores egen sol, og det stemmer altså ikke overens med de herskende teorier, ifølge forskerne bag studiet, publiceret i tidsskriftet Astronomy & Astrophysics.
»Det forventes, at stjerner på denne størrelse vil skabe et sort hul og ikke neutronstjerner,« siger Simon Clark ved the Open University i Storbritannien.
»Vi havde svært ved at vurdere, hvordan det kunne skabe en magnetar,« siger han i en pressemeddelelse.
Oprindelig stjerne var en dobbeltstjerne
Forskerne arbejdede ud fra en teori om, at den oprindelige stjerne var en dobbeltstjerne, to meget massive stjerner, der kredsede om hinanden.
Men det betød, at forskerne måtte lede efter en stjerne, der var blevet kastet ud af systemet som følge af supernovaen, der dannede magnetaren.
Forskerne ledte, ved hjælp af teleskopet VLT i Chile, efter ensomme stjerner, der var på vej væk fra det pågældende område.
Det lykkedes dem at finde en stjerne, der passede på denne beskrivelse, Westerlund 1-5, som havde en høj hastighed gennem rummet.
Dobbeltstjernesystemer har betydning for magnetarer
Teorien går ud på, at disse to søskendestjerner begyndte at udveksle materiale, hvorefter storebroderen i parret begyndte at nærme sig en afslutning på livet.
Den mindste stjerne, der til sidst ville blive magnetaren, sugede da mere masse til sig, hvilket øgede gravitationen og rotationen. Det er en nødvendighed for dannelsen af de ekstremt stærke magnetfelter, som man finder i magnetarer.
Senere har den ’lille’ stjerne så mistet massen, som den tidligere har optaget, og ført noget tilbage til storebroderen.
På den måde har lillebroderen mistet nok masse til at kunne danne en neutronstjerne i stedet for et sort hul.
Det vil også give stjernen, der blev kastet ud i rummet, en helt særlig kemisk signatur, hvilket forskerne fandt hos stjernen Westerlund 1-5.
Det kan altså se ud til, at dobbeltstjernesystemer kan have en vigtig betydning for formationen af magnetarer, mener forskerne bag studiet.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
